Året er ved at rinde ud, og det betyder, at det helt store skyts, hvad mad og vin angår, skal findes frem. Ligesom i 2015 har Maiken og jeg valgt at tage ud at spise nytårsaften, men derfor skal I da ikke snydes for lidt inspiration til årets nytårsmenu. Derfor får I traditionen tro lige et “tak for i år” og et skud inspiration til årets sidste aften.
Tak for i år
Først og fremmest skal I allesammen have tusind tak for i år. Tak for jeres kommentarer, og ikke mindst tak fordi I følger med her på bloggen, Facebook og Instagram. Her i december nærmer I jer 40.000 (!), der hver måned er inde og finde inspiration her på bloggen, og i løbet af 2017 har der været lige knap 600.000 sidevisninger. Det er sgu fedt at kunne være med til at inspirere og hjælpe så mange til at lave en masse lækker mad.
Inspiration til årets nytårsmenu
Selvom de fleste af jer nok allerede har styr på det meste af nytårsmenuen, så synes jeg alligevel, at I skal have lidt inspiration, hvis nu du lige mangler at få styr på den sidste ret. Så herunder har jeg lige samlet mine bedste opskrifter til din nytårsmenu.
Snacks
Ingen nytårsaften uden snacks i lange baner. Du kan finde inspiration til snacks til champagne og nytår her, hvor jeg har samlet lidt forskellige snacks, og ellers er en gang arancini eller disse butterdejssnack med karamelliseret løgkompot, parmaskinke og parmesan også super lækre (og ikke mindst nemme at lave). Andre lækre snacks, der egner sig glimrende til nytår, kunne være en god gang sprøde saltmandler eller grønkålschips.
Forretter
Der kommer ofte fisk og/eller skaldyr på bordet til forret, og det smager altså også bare godt! Her får du lige seks bud på lækre forretter til nytår:
- Jomfruhummerbisque med cognac og fennikel
- Jordskokkesuppe med kammuslinger og æble
- Stegt torsk med spinat og tomatiseret hvidvinssauce
- Torskemedaljon med bacon, svampe og brøndkarse
- Torsk sous vide med jordskokker og oliven
- Rørt tatar med jordskokkechips
Er du ikke til fisk og skaldyr, så kan jordskokkesuppen snildt serveres som den er f.eks. med lidt stegt chorizo eller bacon. En rørt tatar kan også være en rigtig lækker lille forret. Jeg har før serveret den med tynde skiver af rå jordskokker og blancheret palmekål (eller grønkål) vendt med en klassisk vinaigrette (1 tsk. dijonsennep, 1 spsk. sherryeddike, 3 spsk. god olivenolie).
Hovedretter
Her op til nytår er min opskrift på Beef Wellington uden tvivl en af de mest populære opskrifter, og det er med god grund – det er luksuriøst og en perfekt hovedret til nytårsaften. Der er dog også andre muligheder:
- Beef Wellington med selleripure og rødvinssauce
- Confiteret svinebryst med pommes Anna, æble, grønkål og portvinssauce
- Rullesteg af svinebov med ramsløg og fennikel
- Nyretapper (eller andet godt kød) med hjemmelavet bearnaisesauce
- Helstegt lammekrone
- Langtidsstegt lammekølle med rosmarin
Du får nok svært ved at opdrive ramsløg til rullestegen af svinebov, men den kan også snildt laves med andre krydderurter (f.eks. persille). Både nyretapper og den helstegte lammekrone vil begge være lækre at servere med f.eks. pommes Anna, en puré af f.eks. selleri, gulerod, pastinak, persillerod e.l. og en rødvins- eller portvinssauce.
Desserter
Ingen nytårsmenu uden dessert. Det går bare ikke. Så her får du også lige mit bud på fem lækre nytårsdesserter:
- Gâteau Marcel – verdens bedste chokoladekage
- Chokolademousse med appelsin og pistaciekrokant
- Chokoladecreme, solbærsorbet og krokant
- Hvidvinspocheret pære, chokoladecreme og hasselnød
- Panna cotta med skyr og passionsfrugt
Man går aldrig galt i byen med en god chokoladedessert, hvad enten det er chokolademousse eller Gâteau Marcel. Jeg er personligt også ret glad for simple desserter med en chokoladecreme/-mousse, en god hjemmelavet is (gerne en frisk sorbet af nogle mørke bær) og så noget sprødt. Det er en dessert, der kan varieres en del, og så smager det bare lækkert. En panna cotta er også bare en lækker dessert, og kombineret med en smule skyr, der giver noget syre til at bryde med den fede fløde, er den super velsmagende. Og så er den nem at lave og skal laves på forhånd.
Godt nytår
Jeg håber, at du kan bruge ovenstående forslag som inspiration til årets nytårsmenu. Nytårsaften skal der selvfølgelig også cocktails på bordet, så kig endelig forbi mit indlæg med forslag til 3 lækre cocktails til nytårsaften. Så er der blot tilbage endnu engang at sige tak for i år. Jeg håber, at du får en fantastisk nytårsaften.