Arancini – panerede og friterede risottokugler

Udgivet af den 30. november, 2017 i Pizza, pasta og ris


Arancini - panerede og friterede risottokugler

Den faste læser vil vide, at jeg er svært glad for risotto i alle afskygninger. Det er nemlig både nemt og lækkert, så herhjemme er det ofte på menuen om fredagen. Skulle der være risotto tilovers, så gem det endelige til arancini, som er små kugler af risotto, der er paneret og friteret. 

 

Arancini – den perfekte stop-spild-af-mad-snack

Arancini betyder “lille appelsin” på italiensk og skulle efter sigende have fået det navn pga. udseendet, der med meget god vilje ligner en lille appelsin. Hvem end, der så måtte have fundet på navnet, havde nok fået lidt for meget italiensk rødvin indenbords den aften, men fred være med det. Det har vi jo alle prøvet.

Læs også: Panzanella – toscansk salat med brød og tomater

Spørger du mig, så er arancini intet mindre end en helt igennem genial snack! Vi laver ret tit risotto herhjemme, og der er næsten altid en lille smule tilovers. Og sådan en gang risotto er bare ikke super god til genopvarmning, og derfor bliver resterne næsten altid brugt til arancini. Medmindre vi har planer om at lave arancini en af de følgende dage, så ryger resterne bare i fryseren. Er der tid til det, så former og panerer jeg risottoen til små kugler inden de ryger i fryseren – og i så fald løsfryser jeg dem. Så er det nemlig nemt og hurtigt bare lige at smide at par risottokugler i fritøsen eller på en varm pande med rigeligt olie, når man får lyst til en lækker lille snack.

Arancini - panerede og friterede risottokugler

Snacks til weekenden

I denne omgang brugte jeg en rest græskarrisotto med salvie – der i øvrigt nok er en af mine yndlingsrisottoer for tiden – til arancini, men man kan selvfølgelig bruge en hvilken som helst form for risotto. Her serverede jeg dem med et par sprødstegte salvieblade, hvilket passer ret godt sammen med græskar, og så lavede vi et par G&T til. I weekenderne hapser vi ofte lidt snacks til et glas vin eller cocktail, mens vi laver mad. Det er bare lidt sjovere at lave mad, når der er snacks og vin/cocktails. Der ryger næsten altid et stykke ost på bordet, og så steger vi gerne et par arancini, hvis vi har nogle i fryseren (eller en rest risotto i køleskabet).

Læs også: Svamperisotto med lagret balsamico

Man kan også vælge at servere arancini som en del af en større antipasti-servering. En gang imellem er det rart med et par små retter, lidt ost, pølse, skinke, oliven etc. og masser af vin. De fleste ting til sådan et bord kan oftest forberedes på forhånd, og så kan man bare sidde og spise og drikke i flere timer. Det synes jeg virkelig er hyggeligt!

Arancini - panerede og friterede risottokugler

Arancini - panerede og friterede risottokugler

Du kan selvfølgelig lave arancini med alle former for risotto, så husk nu at gemme dine risottorester.
5 fra 1 stemme
Udskriv Pin Rate
Ret: Snack
Køkken: Italiensk
Forb. tid: 15 minutter
Tilb. tid: 5 minutter
Samlet tid: 20 minutter
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • En rest risotto
  • Mel
  • Æg
  • Rasp
  • Evt et par blade salvie

Sådan gør du

  • Form risottoen til små kugler, og læg dem på en tallerken e.l. Det er nemmest at forme risottoen, hvis den har været på køl. 
  • Kom mel på en tallerken og krydr med salt og peber. Slå et æg ud i en anden tallerken, pisk det sammen og kom rasp i en tredje tallerken. Og så skal risottoen paneres.
  • Vend først risottokuglerne i melet, dernæst i det sammenpiskede æg og til sidst i raspen. De panerede risottokugler kan med fordel fryses løst, så de er lige til at tage op af fryseren en anden god gang.
  • Steg risottokuglerne i rigeligt olie, indtil de er flotte og gyldne. Du kan enten stege dem på en pande med masser af olie eller i en frituregryde.
  • Steg evt. et par blade salvie i olivenolie til servering.

Noter

Server de sprøde arancini med sprøde salvieblade og evt. lidt hjemmelavet mayo, der har lidt kant (enten smagt til med citronsaft eller dijonsennep)
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.