En klassisk squashkage går man aldrig galt i byen med. Det er en nem og velsmagende kage, som får sin lækre milde smag og svampede konsistens ved hjælp af gode mængder revet squash. Squashen får følgeskab af varme krydderier som kanel og kardemomme, og så har du en virkelig skøn kage, som både kan spises, som den er, eller jazzes op med glasur.
Sensommerens grønt i køkkenhaven
Sensommeren er over os, og det betyder mange lækre grøntsager i køkkenhaven (hvis man er heldig nok til at have sådan en). En af de grøntsager, som vi er mange, der dyrker år efter år, er squash. Det er en rimelig taknemmelig plante, som generelt giver et stort udbytte. Én plante kan egentlig være nok til en families behov, men herhjemme har vi to. Så kan man med god samvittighed plukke løs af de helt små squash først på sæsonen, for der er ingen tvivl om, at de små squash er mest delikate og har mest smag. Når squashen først at vokse sig kæmpe stor, så er den rimelig kedelig og vandet.
Læs også: Banankage med chokolade
Til en squashkage som denne gør det ikke vildt meget, hvilken størrelse eller sort du lige står med. Kagen kan dermed også være oplagt at lave, hvis du ikke lige har holdt øje med køkkenhaven et par dage, og du derfor pludselig står med en monstersquash.
Squashkage med krydderier og nødder
Squash smager i sig selv ikke særlig kraftigt, så for at få godt med smag ind i sådan en kage, er krydderierne virkelig vigtige. Jeg har valgt at bruge kanel og kardemomme, og så en god mængde hakkede nødder, som både giver konsistens og smag. Du kan sagtens lege med opskriften og eksperimentere med krydderier og andre lækre sager såsom chokolade i kagen.
Læs også: Krydret julekage med smørcreme med rom
Jeg har en forkærlighed for denne type enkle skærekager, som bages i en sandkageform, og så kan man tage en skive og nyde til kaffen. I denne omgang holdt jeg squashkagen helt simpel, men jeg har før tilføjet en lækker flødeostglasur, når det skulle være lidt mere festligt. En chokoladeganache ville også være super lækkert, men kagen kan bestemt også sagtens nydes, som den er.
Squashkage opskrift – lækker kage med squash
Ingredienser
- 2 æg
- 100 g blødt smør
- 130 g rørsukker
- 150 g hvedemel
- 1 tsk. bagepulver
- ½ tsk. kanel
- ½ tsk. kardemomme
- ¼ tsk. salt
- 200 g squash groftrevet
- 50 g grofthakkede nødder hasselnødder eller valnødder
Sådan gør du
- Rør sukker og blødt smør godt sammen i en skål.
- Tilsæt æggene ét af gangen.
- I en anden skål blandes mel, bagepulver, salt, kanel og kardemomme.
- Sigt de tørre ingredienser ned i dejen og vend det godt sammen.
- Rør tilsidst revet squash og de hakkede nødder i dejen.
- Bag kagen i en 1-liters sandkageform ved 180 grader i ca. 50-60 minutter.
Ofte stillede spørgsmål til squashkage
Ja, det kan den sagtens.
Ja, man kan f.eks. også tilsætte stødt nellike eller udelade en af de andre krydderier alt efter hvad man foretrækker.
En klassisk flødeostglasur vil være lækkert. Den kan laves ved at piske 200g flødeost og 50-60g flormelis sammen. Smag til med lidt citronsaft og -skal samt vanilje.
Den holder sig fint en 3-4 dage i en lufttæt beholder. Hvis altså ikke den er spist inden da.