Syltede grønne tomater med vanilje

Udgivet af den 20. august, 2017 i Tilbehør


Syltede grønne tomater med vanilje

I går, da jeg var på torvet i Odense, købte jeg en posefuld grønne tomater, som jeg derefter tog hjem og syltede nogle af. I min familie har vi aldrig haft tradition for at lave eller spise syltede grønne tomater, men jeg har altid hørt godt om det, så da jeg gik forbi en stor kasse flotte grønne tomater på torvet kunne jeg ikke modstå fristelsen.

Torvedag og syltetid

Maiken og jeg tager næsten altid på torvet om lørdagen for at købe grøntsager, ost, fisk o.l. til den kommende uge. Det er bare lidt mere inspirerende end en tur i det lokale supermarked, og så kan man også handle direkte med de lokale grøntsagsavlere, der sælger en masse friske og skønne grøntsager, der er i sæson lige nu.

Læs også: Opskrift på syltede rødløg med rosmarin

Udover de grønne tomater købte jeg bl.a. en stor portion drueagurker, som jeg netop lige har tryllet om til fire store glas syltede drueagurker med krondild. Det er nemlig ved at være tid til at komme sommeren på glas, så vi har til det næste års tid.

Syltede grønne tomater til simremad

De grønne tomater blev delt i to portioner, hvor den ene portion gik til en omgang krydret relish (eller chutney om man vil), og resten blev syltet i en sød syltelage med vanilje. De tomaterne skal lige have lov at stå 1-2 uger, før de er helt klart, men jeg har allerede prøvesmagt dem i dag, og det lover altså ret godt. Jeg glæder mig i hvert fald til at spise dem til f.eks. langtidsstegt lammekølle, braiseret nakkefilet og diverse gryderetter og simreretter.

Syltede grønne tomater med vanilje

Opskriften passer ca. til et sylteglas på 3/4 liter. Jeg valgte at holde krydringen til vanilje og kanel, men man kan selvfølgelig krydre de syltede tomater helt, som man ønsker. Jeg synes dog, at vanilje er obligatorisk, men derudover kan man eksperimentere med f.eks. kardemomme, stjerneanis o.l.
4,48 fra 19 stemmer
Udskriv Pin Rate
Ret: Tilbehør
Køkken: Nordisk
Forb. tid: 15 minutter
Tilb. tid: 15 minutter
Samlet tid: 30 minutter
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • 1 sylteglas på 3/4 liter
  • 500 g grønne tomater
  • 300 g sukker
  • 1,5 dl eddike
  • 1,5 dl vand
  • 1 stang vanilje
  • 1 stang kanel

Sådan gør du

  • Skold sylteglasset med kogende vand og skyl det evt. med vodka e.l.
  • Ønsker du at sylte tomaterne hele (hvis du f.eks. bruger små cherrytomater e.l.), så skal de prikkes et par gange med en gaffel eller kødnål, så syltelagen kan trænge ind i tomaterne. Bruger du en lidt større sort, som jeg gjorde, så skal tomaterne bare skæres i halve eller kvarte.
  • Kom sukker, eddike og vand i en gryde og kog op. Flæk vaniljestangen og kom den op i gryden sammen med kanelstangen og evt. andre krydderier.
  • Når sukkeret er smeltet og lagen koger, kommes tomaterne op i. Lad dem koge i 5-10 min. afhængig af, hvor bløde du ønsker dem.
  • Fisk forsigtigt tomaterne op med en hulske og kom dem over i det skoldede sylteglas.
  • Hæld den kogende syltelage over og luk glasset til med det samme.
  • Lad de syltede grønne tomater trække 1-2 uger før de tages i brug.

Noter

Opbevar de syltede grønne tomater mørk og køligt, gerne i køleskabet. Uåbnet vil jeg mene, at de snildt kan holde sig et halvt til et helt år.
Spis dem til gryderetter, frikadeller, stegt kød, simremad o.l.
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.