Syltede rødløg med rosmarin – opskrift på syltede rødløg

Udgivet af den 5. april, 2014 i Tilbehør


Syltede rødløg med rosmarin

Nu går vi så småt grillsæsonen i møde, og mit bud på et rigtigt lækkert tilbehør til de kommende grillaftener er syltede rødløg. De kan nemlig bruges i alt lige fra burgere, pitabrød, fladbrød, sandwiches og ovenpå hotdogs til diverse salater eller bare som tilbehør til et godt stykke grillet kød. 

Nemt at lave syltede rødløg

Hvis nu du tænker, at det der med at sylte og konservere ting er lidt skræmmende, så er syltede rødløg et rigtig godt sted at starte. Det er nemlig utrolig nemt og kræver stort set ikke noget forarbejde. Du skal blot skære rødløgene ud og komme dem op i et skoldet glas, hvorefter du koger en syltelage op og hælder over. Og det var det! De syltede rødløg kan spises allerede efter en halv times tid, hvor de stadig er lidt sprøde uden den lidt skarpe løgsmag. Og løgenes naturlige sødme fungerer bare rigtig godt sammen med den sursøde syltelage.

Læs også: Syltede drueagurker med krondild

I denne omgang brugte jeg de syltede rødløg i en hjemmelavet burger med ramsløgsmayonnaise, som I snart får opskriften på, men jeg er ikke i tvivl om, at de vil blive brugt til mange andre ting i løbet af sommeren. Jeg tilføjede et par kviste rosmarin til denne portion, og det fungerede bare rigtig godt, men man kan selvfølgelig varierer krydderierne efter humør. Jeg kom også en teskefuld korianderfrø i, hvilket giver en let krydret anissmag som passer rigtig godt til de syrlige løg. Ønsker du en lidt mere klassisk syltekrydring, så kan man komme lidt sennepsfrø og peberkorn ned i sylteglasset.

Opskrift på syltede rødløg med rosmarin

Opskriften giver syltede rødløg passende til et sylteglas på 0,5 liter.
Ingen stemmer endnu
Udskriv Pin Rate
Ret: Tilbehør
Køkken: Nordisk
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • 2-3 rødløg
  • 4 dl lagereddike
  • 1 dl sukker
  • Et par kviste rosmarin
  • Et par laurbærblade
  • 1 tsk. hel sort peber
  • 1 tsk. korianderfrø (kan udelades)
  • 1 sylteglas på 0,5 l

Sådan gør du

  • Skold sylteglasset med kogende vand.
  • Kom lagereddike, sukker og krydderier op i en gryde og kog det op.
  • Snit løgene så fint som du nu ønsker dem. Jeg plejer at skære halve løgringe, men man kan sagtens skære løgene grovere ud.
  • Kom løgene op i det skoldede sylteglas og hæld syltelagen (inkl. krydderier) over når sukkeret er opløst. Luk glasset til, lad det køle af og sæt det i køleskabet.
  • Lad gerne de syltede rødløg trække 1-2 dage før der tages hul på dem, men er man sent ude, kan de sagtens bruges et par timer efter syltning.

Noter

De syltede rødløg kan spises allerede efter ca. 30 min., hvor de stadig er lidt sprøde. Efter et par dage i køleskabet bliver de lidt blødere og får en fin pink farve. Server de syltede rødløg i hjemmelavet deburgere, bløde tacos, hjemmelavede fladbrød, pitabrød, hotdogs, salater osv.
De syltede rødløg kan snildt holde sig i et par måneder på køl, hvis de altså holder så længe.
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.