Rabarberkompot smager fantastisk og er nemt at lave selv. Herhjemme er det nærmest en fast bestanddel i vores køleskab henover foråret og sommeren, og vi bruger det flittigt i både morgenmaden, kager og desserter. Denne opskrift er en super god basisopskrift, som kan varieres alt efter smag og behag, samt hvad man ønsker at bruge sin kompot til.
Rabarberkompot i køkkenet
Så snart rabarberne kommer frem i foråret, så går jeg i gang med at lave rabarberkompot og fortsætter løbende henover sommeren. Det er fantastisk at have et par glas stående i køleskabet, som altid er klar til brug. Herhjemme er vi især glade for at bruge kompotten til morgenmad enten ovenpå grød eller yoghurt. Man kan også snildt bruge sådan en kompot ovenpå amerikanske pandekager eller på en god gang hjemmelavede vafler. Men den smager også skønt i desserter og kager såsom en rabarbertrifli med hvid chokolade eller som alternativ til stikkelsbær i denne fromage.
Rabarberkompot bruges også i det salte køkken og smager skønt til en klassisk grydestegt kylling eller måske et stykke stegt svinekød. Hvis jeg planlægger at bruge kompotten i det salte køkken, så tilsætter jeg dog ikke så meget sukker, som i denne opskrift. I det hele taget er sukkermængden i sådan en kompot umulig at give helt præcise anvisninger på, da syreniveauet i rabarber kan variere enormt meget afhængigt af sorten, samt hvornår på sæsonen man bruger dem. Så det er altid vigtigt at smage sig frem og finde frem til det sødmeniveau, man foretrækker, og som passer til kompottens formål.
Ideer til smagskombinationer og variationer
Denne opskrift på rabarberkompot er en grundopskrift uden andre smage end blot rabarber og sukker. Men der er naturligvis masser af muligheder for at variere sin kompot og smage den til, som man ønsker. En klassisk kombination er rabarber og vanilje. Det er super nemt at smække kornene fra en vaniljestang med i gryden eller blot bruge hjemmelavet vaniljesukker i stedet for almindeligt sukker.
Udover vanilje så er skovmærke en af mine personlige favoritter. Skovmærke er en urt, som findes i skove, parker og grøftekanter rundt omkring. Den er meget aromatisk og har lidt mandel-vaniljepræg over sig. Den smager dejligt sammen med rabarber, og vi har også før haft lavet skovmærkesukker, som smager virkelig skønt. Det kan anbefales at gå på jagt efter skovmærke, hvis du vil prøve noget nyt.
Sidst men ikke mindst så er ingefær og rabarber også en dejlig kombination. Varmen fra ingefæren giver noget helt andet til kompotten end vanilje og skovmærke, så det er bestemt også en god variationsmulighed.
Rabarberkompot – nem opskrift på kompot
Ingredienser
Rabarberkompot
- 500 g rabarber
- 200 g rørsukker alm. sukker kan også bruges
Valgfrit
- 1 stang vanilje
- 1 nip ingefær revet
- skovmærke finthakket
Sådan gør du
- Vask rabarberne. Skær så lidt som muligt af det nederste stykke, da der sidder rigtig meget smag der.
- Skær rabarberne ud i stykker på 2-3 cm.
- Kom rabarber og sukker op i en gryde og kog op.
- Når kompotten koger skrues lidt ned for varmen. Lad den småkoge i 5-10 minutter indtil rabarberne er møre, men ikke udkogte.
- Smag evt. til med mere sukker
- Kom rabarberkompotten på skoldede glas og opbevar på køl.
Ja man kan sagtens bruge almindeligt hvidt sukker i stedet.
Ja det kan man godt. Bare kom de frosne rabarber direkte op i gryden sammen med sukkeret.
Hvis du sørger for at skolde dine glas og køle kompotten hurtigt ned, så kan den sagtens holde i hvert fald 1-2 uger på køl (og sikkert også længere).
Nogle vælger at tilsætte vand til deres kompot, men min erfaring er, at rabarberne smider rigeligt væske, så det er ikke nødvendigt. Det vil blot resultere i en vandet kompot.
Ja det kan man sagtens. Start gerne med den halve mængde sukker, hvis den skal bruges i det salte køkken.