Bløde tacos med braiserede oksehaler

Udgivet af den 13. maj, 2015 i Kødretter


Bløde tacos med braiseret oksehale & chipotle

Nu har jeg efterhånden set en del andre madbloggere lave bløde tacos, så nu måtte jeg hellere få det prøvet af. Bløde tacos er en klassisk mexicansk ret, som enten bliver lavet på hvedemel eller det efterhånden eftertragtede masa harina, som ofte er udsolgt på diverse webshops. 

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke kender ret meget til det mexicanske køkken (endnu), men de her hjemmelavede bløde tacos, som jeg lavede forleden var super velsmagende, og det er bestemt ikke sidste gang, at jeg laver dem. Vi lagde aftenen ud med en gang ceviche af torsk, og så stod den ellers på bløde tacos med stegt bønnemos, avocado, tomatsalsa, braiserede oksehaler rørt med lidt chipotle, syltede rødløg på toppen og lidt lime udover. Hverken Maiken eller jeg havde fået bløde tacos før, så vi var begge helt oppe at ringe over, hvor godt det smagte – det kan virkelig anbefales! Og det kan på ingen måde sammenlignes med de der tørre tortillas du kan købe i dit lokale supermarked.

Bløde tacos med braiseret oksehale & chipotle

Det mexicanske køkken

Kim Schultz fra Grill & Kokkerier har skrevet et længere indlæg om det mexicanske køkken, og hvad en rigtig taco-dinner indbærer, hvor han bl.a. laver stegt bønnemos (bedre kendt som frijoles refritos) som fyld – noget som jeg aldrig havde hørt om før. Jeg havde længe haft kig på Kims indlæg, og da jeg langt om længe gav mig i kast med rigtige mexicanske bløde tacos, så måtte jeg jo hellere prøve at lave frijoles refritos, hvilket skulle vise sig at være rigtig godt.

Læs også: Grillede nyretapper med chimichurri og cremede majs

Vi kom en smule frijoles refritos i bunden af vores tacos, hvorefter vi kom moden avocado, tomatsalsa og braiserede oksehaler på. Til sidst blev der presset lidt frisk limesaft udover og toppet af med syltede rødløg, og som du nok ved, så går man aldrig galt i byen med syltede rødløg. Jeg har sagt det før og siger det gerne igen: syltede rødløg kan spises til (næsten) alt!

Læs også: Oksehaleragout med polenta – opskrift på langtidsstegte oksehaler

De bløde tacos tager selvfølgelig lige lidt tid at lave selv, men det er bestemt det hele værd. Dejen er helt simpel, bestående af mel, vand, salt og smør, så det eneste der tager tid er at ælte dejen sammen, rulle den ud og bage den på en glohed pande. Oksehalerne tager derimod lidt længere tid, men har du ikke tålmodighed til at vente flere timer på at oksehalerne bliver møre, så kan man selvfølgelig bare stege noget andet kød på panden og komme det i sine bløde tacos, men husk at krydre med lidt chipotle – det er virkelig godt. Alternativt kan man også bruge en rest chili con carne som fyld sammen med lidt moden avocado.

Bløde tacos med braiseret oksehale & chipotle

Bløde tacos med braiserede oksehaler

Det er selvfølgelig oksehalerne, der trækker forberedelses- og tilberedningstiden op. De bløde tacos tager ikke vanvittigt lang tid at lave og fyldet kan som sagt varieres efter humør - avocado og lime er dog altid en god start.
Ingen stemmer endnu
Udskriv Pin Rate
Ret: Hovedret
Køkken: Mexicansk
Forb. tid: 1 time
Tilb. tid: 4 timer
Samlet tid: 5 timer
Antal: 4
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

Bløde tacos (Ca. 12 stk.)

  • 300 g hvedemel
  • 1 tsk. salt
  • 2 dl lunt vand
  • 50 g blødt smør

Braiserede oksehaler med chipotle

  • 1,2 kg oksehaler
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • Et par persillestilke
  • 5-6 dl vand
  • 1 tsk. chipotle pulver

Frijoles refritos (bønnemos)

  • 1 rødløg
  • 1-2 fed hvidløg
  • 1 dåse hvide bønner (jeg brugte limabønner)

Tomatsalsa (2 personer):

  • 10 blommetomater
  • 2 fed hvidløg
  • En smule fintsnittet rødløg
  • God olivenolie
  • Lidt chili

Andet fyld

  • 1-2 modne avocadoer
  • Syltede rødløg
  • Et par limes skåret i både
  • Evt. en gang friskhakket bredbladet persille

Sådan gør du

Bløde tacos

  • Smuldr mel, salt og smør sammen.
  • Tilsæt vand lidt af gangen og ælt det hele godt sammen.
  • Dejen skal være let fugtig/klistret til at starte med.
  • Ælt dejen til den er glat og smidig. Brug ikke nødvendigvis alt vandet.
  • Lad evt. dejen hvile 10-15 min. inden du ruller den ud.
  • Del dejen i 12 lige store dele og rul dem ud til 12 små tacos.
  • Varm en god støbejernspande op på jævn varme og bag de 12 tacos i ca. 1 min. på hver side. De skal tage farve, men de må ikke blive sprøde.

Braiserede oksehaler med chipotle

  • Brun oksehalerne godt af.
  • Hak løg og hvidløg groft og tilsæt det. Tilsæt også et par persillestilke og evt. lidt krydderurter.
  • Tilsæt 5-6 dl vand og lad det koge op.
  • Skum af for urenheder, læg låg på og ladet oksehalerne braisere i 3-5 timer.
  • Tag oksehalerne op og lad dem køle af.
  • Sigt i mellemtiden braiserlagen, skum fedten af (gem gerne fedten til at stege i o.l.) og kog lagen godt ind.
  • Når halerne er køle lidt af pilles kødet af knoglerne og store stykker fedt kasseres.
  • Rør kødet op med lidt af den indkogte lage og smag til med salt og chipotle.
  • Hold evt. varm i ovnen i en tildækket skål.

Frijoles refritos (bønnemos)

  • Hæl væden fra bønnerne og skyl dem.
  • Mos bønnerne groft med en gaffel.
  • Hak løg og hvidløg fint og sauter i lidt olie på en ande.
  • Tilsæt de moste bønner og lad dem stege lidt med.
  • Tilsæt lidt fond fra oksehalerne (kan erstattes med vand) og rør det ud i bønnerne. Lad det stege lidt. Hvis det bliver for tørt tilsættes lidt mere væske. Smag til med salt og peber.
  • Hold evt. varm i ovnen i en tildækket skål.

Tomatsalsa

  • Skær tomaterne ud i fine tern.
  • Pres hvidløget og tilsæt det til tomaterne sammen fintsnittet rødløg.
  • Rør lidt god olivenolie i til det har en passende konsistens.
  • Smag til med lidt chili, salt, peber og lidt sukker.
  • Lad gerne tomatsalsaen trække nogle timer inden servering.

Noter

Server de friskbagte bløde tacos med frijoles refritos, moden avocado, tomatsalsa, det braiserede kød, syltede rødløg og bredbladet persille. Og dertil skal der selvfølgelig et godt glas humlet øl til!
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

 

Indlægget indeholder affiliatelinks.

 

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurder opskrift




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.