Her i sommervarmen er det skønt med et iskoldt glas hjemmelavet hyldeblomstsaft, men endnu bedre er iskolde cocktails med hyldeblomst. Jeg har været et smut i barskabet og er kommet frem til 3 lækre og læskende sommercocktails, som du kan bruge din hjemmelavede hyldeblomstsaft til.
Da jeg kom hjem fra Roskilde Festival var jeg så heldig, at Maiken havde lavet en stor portion hyldeblomstsaft, så både fryser og køleskab var godt fyldt op. Jeg havde helt glemt, hvor skønt sådan et glas hjemmelavet hyldeblomstsaft smager. Og straks slog det mig: “det smager sikker skide godt med gin!”, og så måtte jeg jo hellere se at komme i barskabet.
Tom Collins med hyldeblomst og mynte
Jensen’s Gin
For noget tid siden fik jeg tilsendt et par flasker Jensen’s Gin, som passende kunne blive brugt til formålet. Danske Christian Jensen, som er tidligere IT-mand fra finansverdenen, producerer to forskellige gins, som begge har fået navnet Jensen. Der er tale om en Bermondsey Dry, som er et bud på en af de klassiske London Dry gins, som man lavede dem først i det 20. århundrede. Bermondsey Dry er en behagelig gin, der udover de klassiske enebærnoter også er præget af citrus og har en let sødlig eftersmag, hvilket gør den særligt velegnet til f.eks. en klassisk Dry Martini.
Den anden gin fra Jensen’s er en Old Tom, som er en type af gin, der var ret populær i England i det 18. århundrede. Jensen’s Old Tom er en lavet ud fra en opskrift, som er fundet i gammel notesbog fra 1800-tallet. Old Tom gins er typisk tilsat sukker og er dermed sødere end klassiske London Dry gins, men her skiller Jensen’s Old Tom gin sig lidt ud, da den udelukkende er sødet ved brug af ekstra meget lakridsrod, hvilket fungerer overraskende godt. Ginnen er rimelig fyldig og er ligesom Bermondsey Gin præget af enebær- og citrusnoter, omend citrusnoterne ikke er helt ligeså tydelige. Til gengæld fornemmer man tydeligt lakridsroden, som bidrager med en fyldig sødme, hvilket gør den til et glimrende valg til cocktails som G&T og Tom Collins. Husk at du altid kan finde masser af inspiration til din G&T hos Gastromand.
Irish Elderflower Thistle
Cocktails med hyldeblomst
Før vi går igang, så er det selvfølgelig vigtigt at have udstyret i orden. Til de to første cocktails med hyldeblomst skal der bruges en shaker. Jeg bruger en to-delt Boston Shaker, men en almindelig tre-delt shaker kan også sagtens bruges. Derudover vil en strainer og en cocktailske gøre livet nemmere for dig, men det er bestemt ikke uundværligt. Sidst men ikke mindst, så er det vigtigt med masser af store isterninger, og jeg vil anbefale dig at smutte forbi dit lokale supermarked og købe nogle, så du undgår alle de mineraler, der er i hjemmelavede isterninger med vand fra hanen, som gør dine cocktails grumsede.
Tom Collins med hyldeblomst og mynte
Ingredienser
- 6 cl gin
- 5 cl hyldeblomstsaft
- 1 cl citronsaft
- Et par skiver citron
- En lille kvist mynte
Sådan gør du
- Fyld et highball glas med store isterninger og slå på kanten af glasset med mynten for at frigive de æteriske olier.
- Kom gin, hyldeblomstsaft og citronsaft op i en shaker og shake det godt med masser af is.
- Sigt det over i glasset og top af med danskvand.
- Rør forsigtigt rundt, så det hele bliver blandet sammen.
- Garner med et par skiver citron og mynten, som du har slået på kanten af glasset.
Noter
Daiquiri med hyldeblomst og jordbær
Ingredienser
- 5 cl hvid rom
- 2 cl hyldeblomstsaft
- 1 cl limesaft friskpresset
- 2 jordbær
- Evt. et lille jordbær til pynt
Sådan gør du
- Kom et cocktailglas i fryseren ca. 5 min. før du går igang.
- Skær jordbærerne ud i kvarte og kom dem op i en shaker sammen med rom, hyldeblomstsaft og limesaft.
- Shake det hele godt med masser af is og sigt over i det iskolde cocktailglas gennem en fintmasket sigte.
- Garner evt. cocktailglasset med et lille jordbær.
Noter
Irish Elderflower Thistle
Ingredienser
- 5 cl Jameson Whiskey
- 2,5 cl hyldeblomstsaft
- 1 dash Angostura bitter
- 1 skive citronskal
Sådan gør du
- Kom et par store isterninger i et lowballglas og lad det stå og køle mens du rører cocktailen.
- Kom whiskey, hyldeblomstsaft og bitter op i et glas og fyld op med isterninger.
- Rør nu cocktailen til den er iskold og tilpas fortyndet og sigt den over i dit lowballglas.
- Klem citronskallen over cocktailen, så de æteriske olier bliver sprøjtet udover og garner med skallen.