Panzanella er en toscansk salat, der primært består af daggammelt brød og tomater. Brødet udblødes i f.eks. dressingen, så vendes det ellers sammen med tomater, og hvad man ellers er i humør til.
Brug dine brødrester til panzanella
På det seneste har jeg bagt en del koldhævede flutes, som jo smager skønt som det er, men efter nogle dage begynder det at blive lidt tørt og kedeligt, og så må man jo finde på andre ting at bruge det resterende flute til. For det skal i hvert fald ikke smides ud! Så i bedste stop-spild-af-mad stil lavede jeg lige et par portioner panzanella til frokost i søndags.
Jeg havde aldrig fået panzanella før, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg var lidt skeptisk overfor konceptet med at komme udblødt, tørt brød i en salat, men jeg synes faktisk, at det var rigtig godt. Så hvis du ligesom jeg er lidt skeptisk, så giv det lige en chance for det fungerer altså ret godt! Og så er det jo en glimrende måde at få brugt sine lidt kedelige brødrester på.
Læs også: Gazpacho – kold spansk tomatsuppe
Men hvad kan man ellers bruge sine brødrester til? Herhjemme laver vi ofte en lille portion bruschetta før aftensmaden, hvilket også er en rigtig god måde at få brugt sine brødrester på. Brødet skal bare lige pensles med lidt olivenolie og ristes i ovnen, og så er det ellers kun fantasien, der sætter grænser for, hvad man kan fylde på. Vi laver f.eks. ofte den klassiske med at gnide brødet med hvidløg og komme en blanding af modne tomater og olivenolie på.
Derudover kan man også lade brødet tørre helt ind (opbevar det et tørt sted i en papirspose, viskestykke e.l.). Når brødet er tørret helt ind, kan man knuse det med en kagerulle, kødhammer eller hvad man lige har ved hånden, og så har man sin egen hjemmelavede rasp.
Hemmeligheden bag en god panzanella
Udover brød og tomater lavede jeg salaten med nogle af sæsonens sidste grønne asparges, som jeg havde liggende i køleskabet, lidt friskbælgede ærter, fintsnittet løg og basilikum fra altankassen. Og så blev der ellers revet godt med parmesan udover. For parmesan har man jo altid liggende i køleskabet, og så gør det sjældent noget skidt for maden.
Læs også: Parmigiano Reggiano – den rigtige parmesan
En af hemmelighederne bag en god panzanella er efter min overbevisning dressingen. Så vidt jeg ved, så udbløder man traditionelt brødet i ganske almindeligt vand, presser vandet ud af brødet og blander det sammen med det andre ingredienser. Men det synes jeg altså lyder lidt kedeligt, så jeg lavede en dressing på saft og kerner fra tomaterne, god olivenolie, et lille squeeze citronsaft og salt og peber, som jeg vendte brødet sammen med. Mens brødet lå og sugede dressing til sig ordnede jeg de resterende grøntsager for til sidst at vende det hele godt sammen.
Læs også: Bønnesuppe med palmekål og parmesan
Har du prøvet en god panzanella, og er du stadig ikke helt overbevist om det udblødte brød, så kan du vende brødstykkerne med lidt god olivenolie og riste det sprødt i ovnen eller på en panden og derved lave en portion sprøde croutoner til salaten i stedet for. Men lov mig, at du lige giver den klassiske panzanella et forsøg først.
Ingredienser
- 100 g daggammelt brød
- 4 modne tomater
- 2-3 spsk. olivenolie
- Lidt friskpresset citronsaft
- 4-5 grønne asparges
- Et lille bundt basilikum
- En god håndfuld friskbælgede ærter
- En lille håndfuld oliven (udstenede)
- Friskhøvlet parmesan
Sådan gør du
- Skær brødet ud i grove, mundrette stykker og kom det op i en skål.
- Skær tomaterne ud i kvarte og skrab saft og kerner ud i en ny skål.
- Skær tomatkødet ud i lidt mindre stykker og sæt dem til side.
- Pisk tomatsaft-/kerner sammen med olivenolie og citronsaft. Mængden af olivenolie og citronsaft varierer alt efter, hvor store og saftige tomaterne er, så smag dig frem.
- Smag dressingen til med salt og peber og vend den sammen med brødstykkerne.
- Knæk bunden af de grønne asparges og vask dem godt. Skær dem i mindre stykker.
- Riv basilikumen i mindre stykker og kom det op i skålen til brødet.
- Vend resten af grøntsagerne sammen med brød og dressing og smag til med salt og peber.
- Fordel salaten på to tallerkener og riv godt med parmesan udover.
Noter