Bønnesuppe med palmekål og parmesan

Udgivet af den 23. oktober, 2017 i Supper | 1 kommentar


Bønnesuppe med palmekål og parmesan

Det grå og blæsende efterårsvejr vækker helt naturligt en lyst til varm og nærende mad som f.eks. denne bønnesuppe med palmekål og parmesan. Suppen her er spækket med lækre efterårsgrøntsager og masser af velsmag, og så bliver den kun bedre af at blive toppet med en fornuftig mængde revet parmesan. 

 

Palmekål – grønkålens toscanske fætter

Nu er det for alvor blevet tid til kål, og hvor har jeg dog glædet mig – for jeg elsker kål! Og her henover efteråret og vinteren er jeg især glad for grønkål og palmekål. Det smager bare virkelig godt! Desværre er det ikke så tit, at man finder palmekål i supermarkederne, og det er der nok en grund til. Palmekål minder lidt om grønkål i både udseende og smag, og de to slags kål er vist nok også i familie. Men til forskel fra grønkål, så er udbyttet af palmekål ikke ret stort pga. måden palmekål gror på.

Læs også: Salat med andebryst, grønkål og granatæble

Palmekål – eller cavolo nero som den hedder på italiensk – er oprindeligt fra Italien, hvor man især i Toscana har en mangeårig tradition for at bruge kålen i køkkenet. Et af de engelske navne for palmekål er faktisk også “Tuscan Kale”. Det er en klassisk ingrediens i den traditionelle italienske bønnesuppe ribollita (som du kan læse mere om herunder), men kan også snildt bruges både stegt, braiseret og blancheret. Jeg har f.eks. før serveret en rørt tatar med blancheret palmekål, der lige blev vendt med en vinaigrette inden servering – og det kan varmt anbefales.

Palmekål

Ribollita – en traditionel toscansk bønnesuppe

En klassisk ribollita er faktisk restemad af bedste italienske skuffe – præcis ligesom en panzanella. Det er rustik italiensk bondemad og oprindeligt lavede man en ribollita ved at genopvarme en rest minestrone eller anden grøntsagssuppe fra dagen før og tilsætte en rest daggammelt brød for at jævne suppen. Med andre ord, så er det altså den perfekte tøm-køleskabet-suppe. Jeg har dog tilladt mig en smule kunstnerisk frihed og udeladt det daggamle brød fra min bønnesuppe, men det gør dog ikke retten mindre velsmagende. Derudover er det vist heller ikke helt klassisk at rive masser af parmesan udover ved servering, men det smager altså bare virkelig godt, så det plejer jeg at gøre.

Læs også: Hjemmelavet lasagne – en italiensk klassiker

Jeg har efterhånden lavet denne bønnesuppe i en eller anden variation en del gange, og den kan altså virkelig anbefales. Præcis hvilke bønner, grøntsager o.l. du vælger at komme i retten gør ikke den store forskel, så brug suppen som en god undskyldning for at få ryddet op i køleskabet samtidig med, at du får et virkelig velsmagende måltid ud af det. Det må da siges at være win-win. Skulle du, ligesom mig, være typen, der gemmer parmesanskorper i køleskabet, så er det også en oplagt mulighed for at får dem brugt; bare kom dem ned til suppen og lade skorperne stå og simre med. Det gør kun bønnesuppen bedre.

Bønnesuppe med palmekål og parmesan

Bønnesuppe med palmekål og parmesan

Grøntsager og krydderier kan varieres alt efter, hvad du har lige har liggende.
Forb. tid15 min
Tilb. tid1 t
Samlet tid1 t 15 min
Ret: Hovedret, Suppe
Køkken: Italiensk
Servings: 4
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • 200 g tørrede borlottibønner (kan erstattes med 2 ds. kogte bønner)
  • 100 g pancetta eller god tørsaltet bacon
  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 chili (kan udelades)
  • 1-2 gulerødder
  • 1 porre
  • 1 spsk. tomatpure
  • ½ tsk. fennikelfrø
  • ½ tsk. korianderfrø
  • ½ tsk. sorte peberkorn
  • 1 ds. tomater
  • 5-6 dl hønsefond
  • 1-2 laurbærblade
  • Et par kviste timian
  • Et par kviste rosmarin
  • Et bundt palmekål
  • Parmesan

Fremgangsmåde

  • Udblød bønnerne natten over. Dagen efter hældes vandet fra og bønnerne skylles. Kog dem i ca. 40 min. i godt saltet vand, indtil de er møre. Hæld vandet fra og sæt bønnerne til side. 
  • Fjern evt. skind fra pancettaen og skær den ud i mindre stykker.
  • Steg pancettaen af i et lille skvæt olivenolie ved middel varme.
  • Hak i mellemtiden løg, hvidløg og chili og kom det op i gryden til pancettaen. Lad det stå og snurre yderligere 5 minutters tid, mens du ordner de sidste grøntsager.
  • Skær gulerødder og porre ud i små stykker og kom dem op i gryden.
  • Tilsæt tomatpuréen og lad den stege lidt.
  • Giv fennikelfrø, korianderfrø og peber en tur i morteren og tilsæt det til gryden.
  • Bind evt. krydderurterne sammen med et stykke køkkengarn og kom dem op i gryden. Kom tomater og hønsefond på, kog det hele op og lad det stå og simre under låg i ca. 30 min.
  • Rens palmekålen og fjern det groveste af stokken. Skær den ud i mindre stykker og sæt den til side.
  • Tilsæt de kogte bønner til suppen når den har simret i en halv times tid og lad det simre videre i ca. 15 min.
  • Tilsæt palmekålen og spæd op med lidt fond eller vand, hvis du synes det er nødvendigt. Lad suppen stå og simre i 5-10 min. indtil palmekålen er mør, men stadig har lidt bid.
  • Smag til med salt og evt. et skvæt balsamico.

Noter/Anretning

Hæld evt. et skvæt god olivenolie på suppen og riv godt med parmesan udover ved servering.

Én kommentar

  1. mmmm smager dejligt

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Riiigeligt smør... direkte i din mailboks

 

Skriv dig op til mit nyhedsbrev og få besked i din mailboks hver gang, der sker noget nyt på bloggen.

Ved tilmelding modtager du en e-mail, som du skal bekræfte.

Mange tak for din tilmelding!