Så er det blevet desserttid, og igen i år meldte jeg mig til at stå for desserten til nytårsaften. Desserter og det søde køkken er generelt det, jeg er gladest for at beskæftige mig med, hvilket jo er alletiders, da Martin er glad for at lave alt det andet mad. Desværre er det ikke helt så ofte, at der er tid eller anledning til at stå og hygge med søde sager, men lige netop nytårsaften er en god mulighed for at lave noget lækkert.
Inden desserten fik vi en lille ganerenser i form af en æblegranité. Sådan en granité er en lækker og enkel måde at rense ganen på efter en kraftig hovedret. Det var en super frisk lille mellemret, og den vil kunne laves med rigtig mange forskellige smage alt efter humør.
Gâteau Marcel – opskrift på den bedste chokoladekage
Ingredienser
- 1 vaniljestang
- 200 g sukker
- 250 g mørk chokolade (f.eks. Valrhona Caraïbe 66%)
- 200 g smør
- 210 g pasteuriserede æggehvider
- 140 g pasteuriserede æggeblommer
- 2 spsk. hvedemel
- Lidt smagsneutral olie til formen
- Lidt kakaopulver til drys (f.eks. Valrhona kakaopulver)
- Forberedes dagen i forvejen
Sådan gør du
- Start med at pensle en springform med lidt smagsneutral olie. Herefter skal formen fores med bagepapir. Klip en cirkel bagepapir til bunden og én lang strimmel til siden – på denne måde undgår man folder.
- Hak chokoladen og smelt den i en lille gryde sammen med smørret ved meget lav varme.
- Tag det af varmen så snart, at det er smeltet.
- Vaniljestangen flækkes og kornene skrabes ud. For at skille kornene ad kan du mase dem sammen med en smule af sukkeret.
- Sukker, vanilje og alle æggene (det vil sige både de pasteuriserede æggehvider og de pasteuriserede æggeblommer) piskes i en skål til en tyk æggesnaps.
- Chokoladesmørret vendes forsigtigt sammen med den tykke æggesnaps i skålen.
- Nu skal du dele dejen i to.
- I den ene del af dejen sigtes 2 spsk. hvedemel i og vendes forsigtigt med.
- Fyld denne dej ned i den forede springform som bages ved 165 grader i ca. 30-35 minutter.
- Lad bunden blive i formen og afkøl den kort i fryseren.
- Herefter fyldes den anden halvdel af ”dejen” ovenpå den afkølede bund.
- Dæk din Gâteau Marcel til og stil den i køleskabet til næste dag.
Noter
Den ultimative chokoladekage
Men tilbage til den egentlige dessert. Det var ikke nemt at vælge mellem alle de lækkerier, som jeg gerne ville forsøge mig med nu, hvor muligheden bød sig, men i sidste ende blev det denne dejlige Gâteau Marcel. En Gâteau Marcel er en kage, der består af en bagt chokoladebund og en ubagt mousse ovenpå. Opskriften er fra den skønne Mette Blomsterbergs bog Blomsterbergs Søde Sager. Der er virkelig mange lækre opskrifter, som jeg ofte gør brug af, når der skal desserter og snacks på bordet.
Læs også: Chokoladecreme, solbærsorbet og krokant
Gâteau Marcel er en virkelig intens og blød chokoladekage, som lige er noget for alle chokoladelelskere! Netop fordi chokoladen virkelig er i centrum, er det vigtigt, at man bruger kvalitetschokolade, hvis desserten skal blive en succes. Vi valgte at bruge Valrhona Caraïbe 66%, hvilket fungerede rigtig godt i vores Gâteau Marcel. Caraïbe er faktisk min yndlings chokolade fra Valrhona, da jeg synes, at dens balance mellem sødme og bitterhed er rigtig god, både til desserter og bare til at nyde som den er. Blomsterberg bruger Valrhona Manjari 64%, hvilket jeg også kunne forestille mig er rigtig godt.
Læs også: Chokolademousse med appelsin og pistaciekrokant
Vi valgte at servere en brombærcoulis til vores Gâteau Marcel, men det kunne også sagtens være en hindbærcoulis, eller hvad man nu lige foretrækker. Det er dog lækkert lige at have et lidt syrligt element til den intense chokoladekage. Blomsterberg serverer en blommekompot til, hvilket garanteret også kunne være skønt som tilbehør.
Vin til Gâteau Marcel – hvad skal man drikke?
Dessertvinen vi drak til vores Gâteau Marcel var en lidt speciel en af slagsen. Det var en 2007 Casal dei Ronchi Recioto, Serego Alighieri. Historien bag er lidt sjov, især hvis man er historieinteresseret. Nogle vil måske genkende navnet Alighieri fra den meget berømte middelalderpoet Dante Alighieri, der skrev værket Den Guddommelige Komedie. Dante blev sendt i eksil i Verona, og den ejendom han fik tildelt blev senere købt af hans søn Pietro. Det er denne ejendom, der den dag i dag ligger til grund for Alighieri-familliens vinfremstilling, og familien kan derved spore deres slægt helt tilbage det 13. århundrede og Dante selv.
Læs også: Banankage med chokolade – nem opskrift på banankage
Vinen er på 15,5% og anderledes end hvad man ofte forbinder med dessertvin. Den havde en let sødme, men ikke så meget som dessertvine ofte har. Det er en lidt kraftigere type dessertvin, og derfor var den virkelig god til vores Gâteau Marcel. Den fungerede super godt sammen med den meget kraftige chokoladesmag, især på grund af det lavere sødmeniveau. Til gengæld så fungerede vinen ikke ligeså godt med brombærcoulisen. Det var en rigtig lækker og anderledes vin, som i hvert fald kan anbefales til mørke og kraftige chokoladedesserter.