Grønkålschips med salt og balsamico

Udgivet af den 5. november, 2012 i Snacks


Kålchips med salt og balsamico

Som nævnt i sidste indlæg fik vi købt en ordentlig buket grønkål ved grønthandleren, hvorfor der selvfølgelig var noget i overskud fra suppen. Noget af det røg i fryseren til en anden go’ gang, og resten gik til en lille portion grønkålschips. Det var første gang, at vi forsøgte os med grønkålschips, og de blev faktisk overraskende gode og super sprøde. Derudover er det et lækkert og sundere alternativ til traditionelle chips, når den lille sult står for døren.

 

To slags grønkålschips

Vi valgte at lave to halve portioner: en med salt og så denne med salt og balsamico. Personligt kunne jeg bedst li’ dem med både salt og balsamico, da jeg synes, at balsamicoen tilførte en lækker sur/sød smag til grønkålschipsene. Maiken foretrak dem derimod kun med salt, da hun synes, at balsamicoen ikke var syrlig nok i forhold til traditionelle salt & vinegar chips. Man kan selvfølgelig bruge en anden type eddike, hvis man ønsker det, eller krydre grønkålschipsene på en helt anden måde. Man kunne f.eks. krydre dem med røget paprika, løgpulver, chili osv. Det er kun fantasien, der sætter grænser.

Læs også: Opskrift på sprøde saltmandler

Udover at være en glimrende snack så kan grønkålschips indgå i forskellige retter som garniture. Dette har Lars fra Sjønne’s Mad et glimrende eksempel på, hvor han serverer disse grønkålschips (dog uden balsamico) til en go’ gang hjemmelavet sylte, som en del af en større julefrokostmenu.

Kålchips med salt og balsamico

Grønkålschips med salt og balsamico

Opskriften giver ca. to små skålfulde grønkålschips i den størrelse på billedet ovenfor.
Ingen stemmer endnu
Udskriv Pin Rate
Ret: Snack
Køkken: Nordisk
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • 150 g grønkål (renset/ordnet vægt)
  • 4 spsk. olivenolie
  • 3 spsk. balsamico
  • Havsalt

Sådan gør du

  • Grønkålen vaskes godt, rives i grove stykker og tørres meget grundigt.
  • Kom grønkålen op i en skål, tilsæt olie og balsamico og gnub det godt ind i alle stykker grønkål.
  • Spred grønkålen ud på en bradepande beklædt med bagepapir. Drys derefter godt med havsalt. Det er vigtigt, at det ligger i ét lag, så bag dem af flere omgange (vi bagte dem af to omgange).
  • Bag grønkålen i 15-20 min. ved 150 grader i en almindelig ovn til de er sprøde – hold øje med dem, da bagetiden afhænger af din ovn.
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

 

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.