Noget af det bedste ved vinteren er kål, og herhjemme er især grønkål og palmekål storfavoritter. Vi laver ofte en simpel og lækker grønkålssalat med æble som tilbehør til maden herhjemme, og nu syntes jeg altså, at det var på tide at dele en opskrift med jer, så her får i en opskrift med grønkål, æbler, granatæblekerner og sprøde, saltede valnødder.
Grønkålssalat til julemaden
For nogle år siden tilbød vi familien at medbringe en salat til juleaften. Nogle rynkede lidt på næsen, mens andre syntes, at det var en fin idé. Vi endte med at lave en grønkålssalat med granatæblekerner, meget i stil med denne, hvilket viste sig at være en ret stor succes. Det er nemlig rigtig lækkert med et friskt og grønt tilbehør til den ellers fede og grøntsagsløse julemad (og her tæller rødkål og brunede kartofler altså ikke som grøntsager!). Så uanset om du laver en rødkålssalat med klementiner, denne grønkålssalat eller en helt tredje salat, så kan det virkelig anbefales at smide en salat på bordet til jul.
Læs også: Salat med andebryst, grønkål og granatæble
I år skulle Maiken og jeg selv holde jul for familien, og så skulle der selvfølgelig også en grønkålssalat på bordet. Det endte med et blive denne salat med æbler, granatæblekerner og sprøde, saltede valnødder. Grønkål og æble er en relativ klassisk kombination, der bare fungerer rigtig godt. De saltede valnødder, som jeg lavede på samme måde, som jeg plejer at lave saltmandler på, giver et dejligt sprødt og salt element til salaten, og så smager de generelt bare rigtig godt – også for sig selv.
En salat til hele vinteren
Nu valgte vi at servere salaten juleaften, men man kan altså sagtens spise den hele vinterhalvåret. Sammen med palmekål er grønkål nemlig en af de grøntsager, der er ret hårdføre, og som man kan få det meste af vinterhalvåret. Hele vinteren igennem ryger der næsten altid en buket grønkål eller et bundt palmekål i indkøbsnettet, når vi er ude at handle. Vi køber ofte vores grøntsager på torvet i Odense, og hver gang jeg ser de flotte grønkålsbuketter, får jeg bare lyst til at købe dem. Så derfor laver vi ofte en eller anden form for grønkålssalat e.l. herhjemme.
Læs også: Grønkålschips med salt og balsamico
Generelt er denne grønkålssalat en glimrende ledsager til det meste svinekød – kål, æbler og svinekød er bare en kombination der holder – f.eks. til en gang porchetta i ovn, en god kotelet, en braiseret nakkefilet eller en flæskesteg med sprød svær. Og ellers vil den også være rigtig god til et godt stykke fjerkræ, f.eks. til en hel ovnstegt kylling eller et par ovnstegte kyllingelår.
Grønkålssalat med æble og saltede valnødder
Ingredienser
Saltede valnødder
- 200 g valnødder
- 10 g salt
- 2 dl vand
Dressing til grønkålssalat
- 1 tsk. dijonsennep
- 1 tsk. honning
- 1 spsk. balsamisk æbleeddike
- 3 spsk. olivenolie
Grønkålssalat med æbler
- 200-250 g Grønkål
- 2 æbler
- 1 granatæble
Sådan gør du
Saltede valnødder
- Kom valnødder, salt og vand på en pande og tænd på middelvarme.
- Lad vandet koge helt ind og rør lidt rundt løbende. Ryst valnødderne lidt rundt på panden, når alt vandet er fordampet, og kom dem over i en bradepande med bagepapir på.
- Bag valnødderne i 10-15 min. ved 150 grader, indtil de er helt sprøde. Lad dem køle af, og hak dem groft inden servering.
Dressing til grønkålssalat
- Kom alle ingredienserne op i en skål og pisk dem sammen. Vær opmærksom på, at det godt kan tage lidt tid at få honningen helt opløst.
- Smag dressingen til med salt og peber.
Grønkålssalat med æbler
- Rib grønkålen af stokkene og vask den godt.
- Hak grønkålen og kom den op i en skål.
- Skær æblerne ud i små stykker og kom dem op i skålen til grønkålen.
- Halver granatæblet og bank kernerne ved at holde et halvt granatæble i hånden over en skål og slå på det med en ske. Pil evt. hvide stykker fra og kom granatæblekernerne op til grønkål og æble. Hæld endelig saften med.
- Vend det hele sammen med dressingen og drys de sprøde, saltede valnødder over.