Selvom julen er overstået og de fleste sikkert har spist and og rødkål i store mængder i løbet af de sidste par dage, så skal I da ikke snydes for opskriften på denne lækre rødkålssalat, som jeg serverede til den langtidsstegte and forleden. Selvom det er en relativ simpel rødkålssalat, så smager den virkelig skønt, og så er det bare lækkert med et frisk tilbehør til anden.
Rødkålssalat er perfekt til and
Jeg håber, at I ligesom jeg, har haft et par rigtig gode juledage med masser af god mad, vin og andre lækkerier. Og i den forbindelse, så vil jeg lige skynde mig, at slå et slag for, at man også sagtens kan spise både and og rødkål resten af året. For selvom de fleste af os nok er ved at være mættet for denne omgang, så kommer vi ikke udenom, at det jo er en virkelig skøn spise. Der behøver jo ikke være brunede kartofler og brun sovs til hver gang. Man kan jo servere en frisk og sprød rødkålssalat til anden som denne. For selvom det er en relativ simpel rødkålssalat, der blot består af fintsnittet rødkål, klementiner, sprøde græskarkerner samt en klassisk vinaigrette, så smager det altså virkelig skønt.
Læs også: Grønkålssalat med æble og saltede valnødder
Jeg serverede selv denne salat som tilbehør til den langtidsstegte and sammen med kartofler stegt sprøde og gyldne i andefedt. Da der trods alt er en del mad i sådan en hel and, så valgte jeg at variere det lidt på tredjedagen, hvor jeg lavede en lille andesalat. Jeg tog sådan set blot udgangspunkt i resterne af denne salat, som jeg vendte lidt tern af friske æbler i. Dertil stegte jeg en håndfuld daggammelt brød i noget af alt den overskydende andefedt for at lave nogle sprøde croutoner til salaten. Og sidst men ikke mindst, så blev det sidste and også stegt af på panden (i andefedt selvfølgelig). Det hele blev serveret som en dejlig frisk salat, som jeg dryssede med sprøde græskarkerner.
Læs også: Salat med andebryst, grønkål og granatæble
Selvom salaten er det perfekte tilbehør til and, så kan man også sagtens servere den til f.eks. en god flæskesteg med sprød svær eller et andet godt stykke svinekød fra en glad gris.
Spis mere rødkål
Jeg elsker kål (hvis nogen skulle være i tvivl), og rødkål er bestemt ingen undtagelse. I løbet af vinterhalvåret spiser vi næsten kål ugenligt, og selvom det oftest er grønkål og palmekål, der ryger indenbords herhjemme, så kan rødkål også sagtens gå an. Det er dog ikke altid, at vi er lige gode til at bruge hvidkål og rødkål, som begge er lidt grovere i det, så det må jeg hellere se at få gjort noget ved. Både rød- og hvidkål er begge fantastiske til coleslaw-lignende salater, men er generelt også ret gode i det asiatiske køkken. Enten stegt af ved hård varme eller blot friskt og fintsnittet i f.eks. friske eller friterede forårsruller, bao boller e.l.
Rødkålssalat med klementiner og græskarkerner
Ingredienser
Rødkålssalat
- ½ rødkål
- 4 store klementiner (kan erstattes med en passende mængde appelsiner)
- 50-75 g græskarkerner
Dressing
- 6 spsk. olivenolie
- 2 spsk. balsamico
- 1 tsk. dijonsennep
Sådan gør du
Rødkålssalat
- Snit rødkålen fint og kom den op i en stor skål.
- Pil klementinerne, del skiverne og skær dem ud i mundrette stykker. Fjern evt. kerner og kom dem op i skålen til rødkålen.
- Rist græskarkerne af på en pande i lidt olivenolie til de begynder at poppe. Rør jævnligt og hold øje med, at de ikke brænder på.
- Krydr græskarkernerne med lidt salt og lad dem køle af på noget fedtsugende papir.
- Vend dressingen i salaten og drys græskarkerne over ved servering.
Dressing
- Pisk ingredienserne godt sammen og smag til med lidt salt og peber.