Brandade med fennikel, kærnemælk og dildolie

Udgivet af den 16. september, 2016 i Fisk og skaldyr, Reklame


Brandade med fennikel, kærnemælk og dildolie

Brandade er egentlig traditionelt set en vinterret bestående af saltet torsk og olivenolie, men her har jeg valgt at gøre retten lidt mere grøn og frisk med lidt sprød fennikelcrudité og en lækker kærnemælk skilt med dildolie.

Arla Essens

Som du måske har set, så har Arla lanceret en ny serie af økologiske mejeriprodukter, som de kalder for Arla ESSENS. Den nye serie er udsprunget af Arla Unika, som jeg iøvrigt er svært begejstret for, så da der forleden tikkede en mail ind med spørgsmålet, om jeg havde lyst til at prøve de nye produkter fra Arla ESSENS, så var det ikke noget jeg skulle tænke længe over.

Læs også: Blinis med stenbiderrogn – opskrift på hjemmelavede blinis

Arla ESSENS består af seks forskellige produkter: en økologisk, ustandardiseret mælk med en fedtprocent på mellem 3,5% og 4,5% afhængig af årstiden, en mild og aromatisk kærnemælk, en kefir, som er årstidsmælk fermenteret med kefirkorn, en dobbeltsyrnet saltet smør, en fyldig fløde på 50% og en fastmodnet ost kaldet Digekrone. Men du har måske allerede smagt nogle af produkterne før. For både smør, mælk og fløde er de samme produkter, som før blev solgt som Arla Unika produkter. Nu er de bare blevet konverteret til Arla ESSENS.

Selvom jeg har smagt smørret før, så blev jeg faktisk overrasket over, hvor godt det smager – for det smager altså virkelig godt! Og det gør de andre produkter skam også, jeg er bare virkelig forelsket i smørret! Det skal dog siges, at jeg stadig mangler at få smagt på mælkekefiren og osten, men jeg har dog en vis forventning om, at begge dele nok skal falde i min smag. For kvaliteten af de andre produkter er virkelig høj.

Det bedste af det hele er, at Arla ESSENS både forhandles af Arla Unikas egne butikker og de fleste MENY-butikker landet over, hvilket vil sige, at os som desværre ikke bor i nærheden af en Unika butik også har mulighed for at opdrive produkterne. Og jeg forudser allerede nu et potentialt overforbrug af den dobbeltsyrnede smør.

Læs også: Dampet kuller i ramsløg med ærtepure og urter

For en god ordens skyld, så skal det lige nævnes, at jeg ikke er blevet betalt for at skrive ovenstående. Jeg er bare virkelig begejstret for at kunne købe så lækre mejeriprodukter i min lokale MENY.

En nordisk fortolkning af brandade

Et af de produkter, som jeg ofte har lidt svært ved at få brugt er kærnemælken. For hvad skal man dog bruge kærnemælk til? Altså lige udover koldskål. Det er i hvert fald et produkt jeg ikke er særligt god til at bruge, men den nye kærnemælk fra Arla ESSENS smager rent faktisk ret godt som den er. Den har en blid og behagelig syrnet smag, som jeg tænkte ville passe ret godt til en brandade.

Læs også: Mælk er ikke bare mælk – til mælkesmagning med Mejeriforeningen

Der findes sikkert et hav af forskellige måder at lave brandade på, og det er en ret, som man efter sigende vil kunne finde variationer af i både Frankrig, Spanien, Italien og Portugal – omend det vist primært bliver serveret i Frankrig og Spanien. I Frankrig tilsætter man ofte lidt most kartoffel til brandade for at give lidt mere fylde til retten, hvilket jeg også valgte at gøre her. Så i bund og grund er det egentlig bare en grov mos bestående af saltet og dampet torsk og kogte kartofler, som er rørt sammen med en god olivenolie og smagt til med lidt citronsaft.

Læs også: Fjordrejer og stenbiderrogn med rygeost

Jeg serverede denne brandade med helt fintsnittet fennikel, som blev smidt i isvand indtil lige før servering, så det blev helt sprødt og så kærnemælk, som jeg skilte med lidt dildolie lige inden servering. Udover at bidrage med en dejlig smag af dild giver det også lidt fedme til retten. Og så ser det faktisk også ret godt ud. Som du måske så på Instagram, så serverede jeg en gang nyretapper med kryddersmør (Arla ESSENS smør rørt op med masser af friskhakket estragon fra haven og lidt dijonsennep), bagte tomater og majs til hovedret. Og så lavede jeg også lige en hurtig brombærtrifli til dessert, hvor den 50% fløde fungerede absolut glimrende i.

Brandade med fennikel, kærnemælk og dildolie

Brandade med fennikel, kærnemælk og dildolie

Mængderne til dildolien giver en større portion dildolie end der skal bruges i retten, men jeg lavede en portion med 2 dl olie for at blenderen kunne få ordentligt fat.
3,84 fra 6 stemmer
Udskriv Pin Rate
Ret: Forret
Køkken: Nordisk
Forb. tid: 30 minutter
Tilb. tid: 2 timer
Samlet tid: 2 timer 30 minutter
Antal: 4
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

Brandade

  • 300 g torskefilet
  • 150 g kartofler, kogte og pillede
  • 2-3 dl mælk
  • 1 hvidløg
  • 1-2 laurbærblade
  • Olivenolie
  • Lidt friskpresset citronsaft

Dildolie

  • 50 g dild
  • 2 dl smagsneutral olie

Fennikelcrudité

  • 1 fennikel

Til servering

  • 1 dl kærnemælk
  • 0,5 dl dildolie

Sådan gør du

Brandade

  • Salt torskefileten og sæt den på køl i minimum et par timer, men gerne et døgns tid.
  • Skyl salten af torsken og dup den tør.
  • Snit hvidløget og kom det op i en gryde sammen med mælk og laurbærblade.
  • Damp torsken i ca. 5-7 min. afhængig af tykkelse på fileten.
  • Mos torsk og kartofler sammen med en smule af mælken og olivenolie.
  • Smag til med mælk fra dampningen, olivenolie, citronsaft, salt og peber og sæt brandaden på køl indtil servering. Tag den gerne ud ca. 30 min. før servering, så den ikke er iskold ved servering.

Dildolie

  • Blend dild og olie i en kraftig blender i 6-8 min.
  • Sigt dildolien og sæt til side.

Fennikelcrudité

  • Snit fennikel fint på et mandolinjern og læg det i isvand (sæt det evt. på køl indtil servering), så det bliver helt sprødt.

Noter

Hæld 1 dl kærnemælk og 0,5 dl dildolie sammen lige inden servering. Dryp den fintsnittede og sprøde fennikel af på køkkenrulle. Fordel brandaden på fire tallerkener sammen med lidt fennikelcrudité og pynt evt. også med et par kviste dild. Hæld et par skefulde af den skilte kærnemælk på ved servering.
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

Arla ESSENS produkterne er sponsoreret af Arla, og jeg har valgt at omtale produkterne af egen fri vilje, da jeg synes, at det er nogle virkelig gode produkter. Ord, billeder og opskrift er selvfølgelig mine egne.

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.