Brombærtrifli med hjemmelavede makroner

Udgivet af den 28. august, 2012 i Desserter og kager


Brombærtrifli med hjemmelavede makroner

Nogle gange skal det bare være nemt – også på dessertfronten – og så er en trifli det perfekte valg. Efter at have samlet en ordentlig posefuld brombær kreerede jeg denne vanvittigt velsmagende og utroligt simple brombærtrifli med hjemmelavede makroner.

Som I måske har set på min Facebook-side, fandt jeg for et par uger siden ud af, at jeg bor lige ved siden af en masse store brombærbuske. Dette skal selvfølgelig udnyttes på det groveste fremover, så forleden gik vi på rov, og kom hjem med ca. 1 kg brombær og arme fyldt med rifter fra brombærbuskene – men det var det hele værd.

Læs også: Panna cotta med skyr og passionsfrugt

Jeg ELSKER brombær! Det er nok et af mine yndlingsbær, og jeg er virkelig glad for, at jeg har fundet de brombærbuske lige ved siden af, hvor jeg bor. Det lader dog til, at jeg ikke er den eneste i området, der ved, at der er masser af gratis brombær lige rundt om hjørnet. Men der er som sagt masser, og sæsonen strækker sig trods alt over to-tre måneder (august – oktober), så det går jo nok.

Brombærtrifli – verdens nemmeste dessert

Brombærtrifli, ja faktisk triflier helt generelt, er nok en af de nemmeste og hurtigste desserter at lave. Det er ikke noget, der skal sætte sig, hvilket f.eks. er tilfældet med en panna cotta, og så er ingredienslisten faktisk også relativt kort. Og så er det en dessert, der kan varieres i det uendelige. Det kræver blot nogle frisk bær eller frugt – eller en frugtkompot – en råcreme eller blot noget letpisket fløde og et sprødt element. Det sprøde element er traditionelt set makroner, men da jeg lavede rabarbertrifli med hvid chokolade og lakrids brugte jeg blot nogle nogle honningristede havregryn og mandler, hvilket også smager skønt.

Brombærtrifli med hjemmelavede makroner

Hjemmelavede makroner med mandler

Nu da vi havde plukket så mange brombær, skulle nogle af dem jo også bruges samme aften, så vi smækkede da lige en hurtig brombærtrifli sammen. Denne brombærtrifli består trods alt blot af hjemmelavede makroner, råmarinerede brombær og en fuldfed råcreme. Og når nu man skal bruge to æggeblommer til råcremen, så er det jo oplagt at bage en hurtig portion makroner af de resterende æggehvider. Der er jo ingen grund til at smide dem ud. For selvom det måske kan lyde lidt besværligt, så er det faktisk ret nemt at lave sine egne makroner. Det kræver blot, at du lige kører en håndfuld mandler i en minihakker (jeg bruger som regel minihakkeren til min Bamix, som fungerer upåklageligt), pisker nogle æggehvider stive med lidt sukker, vender dem sammen med mandlerne, sprøjter massen ud på et stykke bagepapir og bager makronerne i en halv times tid. Sværere er det faktisk ikke.

brombaertrifli-003

Brombærtrifli med hjemmelavede makroner

Prøv f.eks. også at lave triflien med solbær, hindbær e.l. Det smager faktisk skønt med de fleste bær. Mængden af makroner er nok nærmere til 4 personer, men de smager faktisk så godt, at man bare kan rende og spise de resterende som småkager.
Ingen stemmer endnu
Udskriv Pin Rate
Ret: Dessert
Køkken: Dansk
Forb. tid: 30 minutter
Tilb. tid: 30 minutter
Samlet tid: 1 time
Antal: 2
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

Hjemmelavede makroner

  • 100 g mandler
  • 2 æggehvider
  • 100 g sukker

Råcreme

  • 1 dl fløde (min. 38%)
  • 2 æggeblommer
  • 30 g flormelis

Brombærtrifli:

  • 150-200 g friske brombær
  • 10-20 g sukker gerne med vanilje
  • Et par håndfulde makroner
  • Et skvæt rom sherry eller anden spiritus, hedvin eller likør
  • 1 portion råcreme

Sådan gør du

Hjemmelavede makroner

  • Blend mandlerne i en minihakker (jeg bruger som regel minihakkeren til min Bamix).
  • Pisk æggehviderne stive med en håndpisker. Tilsæt sukkeret lidt af gangen mens du pisker.
  • Vend de blendede mandler i de stive æggehvider og sprøjt massen ud på et stykke bagepapir.
  • Bag makronerne ved 150 grader i ca. 20-30 min. indtil de er sprøde.
  • Tag makronerne ud af ovnen når de er færdige og lad dem køle af på en rist.

Råcreme

  • Pisk æggeblommer og flormelis hvidt og cremet og sæt det til side.
  • Pisk derefter fløden til en letpisket flødeskum.
  • Kom ca. en tredjedel af flødeskummet over i æggesnapsen og rør det godt sammen.
  • Vend så det sidste flødeskum forsigtigt i og sæt cremen på køl til den skal bruges.
  • Cremen kan selvfølgelig smages til med f.eks. vanilje eller andre smagsgivere.

Brombærtrifli

  • Drys sukkeret over brombærerne, vend det forsigtigt rundt og lad dem trække i mindst 30 min.
  • Knus en håndfuld makroner let i hvert glas og giv dem et stænk rom, sherry eller anden form for spiritus, hedvin eller likør.
  • Kom de råmarinerede brombær ovenpå og fordel til sidst cremen i de to glas. Pynt evt. med et par friske brombær og letknuste makroner.

Noter

Nogle foretrækker at lade triflien stå og trække lidt, så makroner bliver lidt mushy, mens andre foretrækker, at den bliver samlet i sidste øjeblik, så makroner stadig er lidt crunchy. Jeg foretrækker min samlet i sidste øjeblik, så der også er lidt sprødt i triflien.
Server brombærtriflien som du ønsker den og nyd den i godt selskab - det gør den kun bedre.
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

 

Indlægget indeholder affiliatelinks.

 

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.