Sådan en gang bagte rodfrugter behøver slet ikke at være så kedelige, som mange måske gør det til, for det kan faktisk udgøre et rigtig lækkert tilbehør. Det kræver bare lige nogle krydderier og lidt god feta eller hjemmelavet friskost, og så har de bagte rodfrugter fået nyt liv igen.
Herhjemme spiser vi ligesom de fleste andre end del rodfrugter igennem vinterhalvåret. Og uanset hvor dejligt det er med sommer og de grøntsager, der følger med, så glæder jeg mig næsten altid til, at sæsonen for rodfrugter sådan rigtig starter. Ligeså vel som jeg glæder mig til de første spæde grøntsager, når vi når til foråret. Så selvom det godt kan være lidt trist med det kolde og grå vejr vi har for tiden, så er jeg nu ret glad for de skiftende sæsoner, vi har her i Danmark.
Bagte rodfrugter i nye klæder
Nu spørger du nok, hvorfor jeg vælger at komme med en opskrift på bagte rodfrugter, for det er da noget af det nemmeste i verden at lave. Og du har ret. Det er utroligt nemt at skrælle en gang rodfrugter og smække dem i ovnen. Så derfor er denne opskrift også mere ment som inspiration til, hvordan man kan variere de bagte rodfrugter, så det ikke altid ender med at blive det samme.
Læs også: Kartoffel-porresuppe med sprød seranoskinke
Jeg er de seneste par år blevet ret glad for at bruge fennikelfrø i køkkenet, da jeg synes, at det giver en skøn anissmag til maden. Ligesom i min opskrift på stuvet selleri, så har jeg også her valgt at krydre med fennikelfrø og chili. For det smager altså bare godt! Især til de sødmefulde bagte rodfrugter. Derudover kan jeg godt li’ at bage rodfrugterne i rimelig grove stykker på en bageplade og evt. vende dem undervejs, så de får godt med farve på alle sider. Og sidst men ikke mindst, så topper jeg de bagte rodfrugter af med lidt persille og masser af god feta. Den salte feta passer perfekt til de søde rodfrugter, og så bidrager den også med et cremet element, som kun gør det hele mere smovset – og det kan vi godt vi!
Bagte rodfrugter med chili, fennikelfrø og feta
Ingredienser
- 4 gulerødder
- 2-3 pastinakker/persillerødder
- 1 tsk. fennikelfrø
- 1-2 Bird's Eye chilier, tørret
- Olivenolie
- Feta (en god rygeost eller anden friskost kan også bruges)
- Bredbladet persille, hakket
Sådan gør du
- Skræl rodfrugterne og skær dem i halve eller kvarte alt efter, hvor store de er.
- Rist fennikelfrø og chili af på en tør pande og giv det efterfølgende en tur i morteren. Det skal bare lige kværnes lidt groft.
- Vend rodfrugterne godt sammen med olivenolie, fennikelfrø, chili, salt og peber, og bag dem i 20-30 min. indtil de begynder at blive mørke i enderne. Vend dem gerne undervejs.
- Anret de bagte rodfrugter på et fad og kom feta udover.
- Drys til sidst med bredbladet persille.
Noter