Madplaner er ikke noget I læsere har set meget til her på bloggen, men hver weekend laver Maiken og jeg rent faktisk en madplan for den kommende uge. På den måde kan man få alle indkøb overstået på én gang, og man slipper for at skulle finde på aftensmad og tænke på indkøb i løbet af ugen.
Selvom det nogle gang godt kan være lidt træls at skulle planlægge mad og handle ind til den kommende uge på en lørdag eller søndag, så er det virkelig rart, at man ikke skal tænke på det i hverdagen. Derudover, så minimerer man også impulskøbene og sparer dermed penge ved at foretage alle indkøb på én gang.
De madplaner jeg udgiver her på bloggen afspejler selvfølgelig ikke 100%, hvordan vi selv lever i hverdagen. Nogle gange spiser vi “bare” pasta med tomatsauce, rugbrød med lidt lækkert pålæg eller lignende til aftensmad, hvilket er retter, som ikke er at finde på bloggen og heller ikke vil komme på bloggen. Derudover så spiser vi ofte nogenlunde det samme to dage i træk og planlægger som regel maden til fredag og lørdag rimelig løst, så der er plads til at tilpasse aftensmaden alt efter, hvad vi har i køleskabet. Og netop derfor er madplanen også primært ment som inspiration og er ikke en madplan der nødvendigvis skal følges slavisk.
Resten af året vil jeg lave en madplan ca. én gang om måneden, som I vil kunne finde både her på bloggen og i Ugeavisen Odense – opskrifterne vil dog kun være at finde her på bloggen. Da Ugeavisen Odense udkommer hver onsdag, så vil madplanen løbe fra torsdag til onsdag, som I også kan se herunder.
Ugens madplan
- Torsdag: Kyllingefrikadeller og let kartoffelsalat med kørvel og citron
- Fredag: Saltimbocca med kaperssauce og ovnkartofler
- Lørdag: Tarteletter med kylling, asparges og ærter
- Søndag: Hjemmelavet burger med ramsløgsmayonnaise og krydderurteolie
- Mandag: Vegetarisk curry med røde linser
- Tirsdag: Bygotto med fennikel, ramsløg og skindstegt laks
- Onsdag: Pasta med asparges, squash og citron
Fælles for alle madplanerne er, at de vil tage udgangspunkt i sæsonen, hvorfor der i denne uges madplan selvfølgelig skal både ramsløg, asparges og nye danske kartofler (de nye franske kan også gå an) på menuen. Og som du kan se, så har der også sneget sig et par vegetariske retter med på ugens madplan, hvilket skyldes, at vi ikke nødvendigvis spiser kød hver dag herhjemme. Dette er primært fordi vi prioriterer at købe mejeriprodukter, kød og fjerkræ enten økologisk eller frilands, og da vi begge er studerende, så er der altså ikke råd til store økologiske krogmodnede côte de boeuf hver dag.
Planlægger du også, hvad du/I spiser i løbet af ugen?