Som I måske har bemærket, har der været lidt stille på bloggen på det seneste, hvilket skyldes, at kæresten og jeg er flyttet i ny lejlighed. Så der har været rigeligt at se til med at pakke den gamle lejlighed ned, gøre den nye lejlighed klar til indflytning, flytte alle vores ting, pakke ud osv. Alt sammen mens universitetet og arbejdet i Cadenhead’s Whisky Shop også skulle passes.
Det betyder dels, at der ikke rigtig har været tid til at blogge, men også, at der stort set ikke har været tid til at lave mad. Det er faktisk første gang i næsten to uger, at vi har siddet ned og fået et ordentligt måltid mad (og et glas rødvin), hvilket virkelig har været tiltrængt. Men som du måske har set på Facebook (?), lavede jeg for små to uger siden kyllingefrikadeller med en lækker og let kartoffelsalat.
Jeg ville egentlig ha’ lavet kyllingefrikadellerne med ramsløg, men jeg havde desværre ikke tid til en tur i skoven på den pågældende dag, og jeg var simpelthen for nærig til at betale, hvad min lokale grønthandler ville ha’ for et lille bundt. Så i denne omgang blev både kyllingefrikadeller og kartoffelsalat lavet med kørvel, hvilket også fungerede rigtig godt.
Kyllingefrikadellerne blev lavet af ganske almindelig fars med hakket kyllingekød, citronskal og kørvel. Kartoffelsalaten lavede jeg med kogte og afkølede kartofler, fennikel, forårsløg, kørvel og en vinaigrette lavet på en god rapsolie og friskpresset citronsaft.
Det er en lækker og frisk forårsret, som ikke tager ret lang tid at lave, hvis man sørger for at koge kartoflerne på forhånd og evt. laver hele kartoffelsalaten i god tid – vent dog med at vende dressingen i til lige før servering.
Kyllingefrikadeller og let kartoffelsalat med kørvel og citron
Ingredienser
Kartoffelsalat
- 1 kg nye danske kartofler
- 2 små fennikel
- Et halvt bundt kørvel (eller anden krydderurt - f.eks. ramsløg)
- Skal af en halv øko. citron
- 1 bundt forårsløg
- Saften af en hel citron
- 10 spsk. koldpresset rapsolie
Kyllingefrikadeller
- 400 g hakket kyllingekød
- 1 tsk. fint salt
- 1 æg
- 4 spsk. rasp
- 0,5 dl mælk
- Skal af en halv øko. citron
- Friskkværnet peber
- Et halvt bundt kørvel (eller anden krydderurt - f.eks. ramsløg)
Sådan gør du
Kartoffelsalat
- Skrub kartoflerne fri fra jord.
- Kog dem i letsaltet vand i ca. 7-8 min., tag dem af varmen og lad dem trække yderligere 8-10 min. Hæld vandet fra og lad dem køle af.
- Skær kartoflerne ud i mundrette stykker og sæt dem til side.
- Snit fenniklen fint og hak forårsløg og kørvel lidt groft.
- Pisk citronsaft og olie sammen til en vinaigrette, smag til med salt og peber, og bland det hele sammen i en skål sammen med skallen af en halv citron.
Kyllingefrikadeller
- Hak kørvelen groft og sæt til side.
- Rør det hakkede kyllingekød sejt med salt og tilsæt resten af ingredienserne.
- Rør farsen godt sammen og juster evt. konsistensen med mere rasp. Lad den hvile ca. 30 min. i køleskabet.
- Form farsen til frikadeller og steg dem ved jævn varm i en god klat smør - vend dem et par gange undervejs.
- Server de lune frikadeller sammen med kartoffelsalaten og evt. et stykke friskbagt focaccia.