De sidste par år har vindueskarmen herhjemme været fyldt med chiliplanter i sommerhalvåret, og det plejer der bl.a. at komme en masse syltede chilier ud af.
Syltede chilier – gerne syltede jalapeños – er noget, som vi spiser meget af herhjemme. Her sidst på chilisæsonen sylter jeg som regel så mange glas, som jeg har chilier til, da de ligesom syltede rødløg og syltede drueagurker kan spises på/til ret mange ting. De syltede chilier er især gode i hjemmelavede fladbrød med falafel, i en god hjemmelavet burger eller på en hjemmelavet pizza.
Hjemmedyrkede og syltede chilier
Jeg har efterhånden prøvet at dyrke en del forskellige sorter af chili, og jeg er kommet frem til, at chilisorter med et tykt lag frugtkød (som f.eks. jalapeños) egner sig bedst til at sylte. Jeg har i år prøvet at dyrke sorten Lemon Drop (som i øvrigt smager helt fantastisk), men pga. af det meget tynde lag frugtkød, så synes jeg ikke, at de egner sig helt så godt til at sylte. Jeg har dog syltet et glas, og de smager også rigtig skønt, men det er bare ikke helt ligeså godt som syltede jalapeños. Opskrifterne herunder kan selvfølgelig bruges til stort set alle sorter af chili alt efter, hvor stærkt man ønsker det.
Læs også: Syltede rødløg med rosmarin
Herunder finder du to forskellige opskrifter på syltede chilier: en helt klassisk opskrift og en opskrift med øl. Til opskriften med øl har jeg valgt at bruge Miami Vice, som er en frisk og humlet American Pale Ale fra Ugly Duck Brewing & Co. Øllen er blevet relativt tydelig i smagen og bidrager med en dejlig sødme og friskhed, som fungerer rigtig godt til de syltede chilier. Man kan selvfølgelig sagtens bruge andre øl til formålet, men lige til denne opskrift vil jeg anbefale at bruge en lys og frisk pale ale. Alternativt kunne man også kaste sig ud i at prøve med en frisk hvedeøl. Prøv også at bruge hyldeblomsteddike til syltelagen.
Syltede chilier
Ingredienser
- Chilier f.eks. jalapeños
- 1,5 dl lagereddike
- 35 g sukker
- Evt. et par laurbærblade
- Et skvæt vodka til at skylle glasset
Sådan gør du
- Skold sylteglasset med kogende vand og lad det stå og dryppe af på et viskestykke mens du ordner chilierne. Skyl glasset i et skvæt vodka eller anden neutral spiritus.
- Skyl chilierne og skær dem ud, som du ønsker. Ønsker du at sylte dem hele, så prik dem med en gaffel e.l., så syltelagen kan trænge ind i chilierne.
- Kom chilierne i sylteglasset og pres dem lidt sammen – glasset skal fyldes op.
- Kom lagereddike, sukker og laurbærblade i en gryde og kog det op.
- Hæld den kogende syltelage over chilierne og sæt låget på sylteglasset med det samme.
- Lad de syltede chilier trække ca. 2 uger før brug.
Noter
Syltede chilier med øl
Ingredienser
- Chilier f.eks. jalapeños
- 1 dl pale ale f.eks. Miami Vice fra Ugly Duck
- 0,5 dl lagereddike
- 20 g sukker
- Et skvæt vodka til at skylle glasset
Sådan gør du
- Skold sylteglasset med kogende vand og lad det stå og dryppe af på et viskestykke mens du ordner chilierne. Skyl glasset i et skvæt vodka eller anden neutral spiritus.
- Skyl chilierne og skær dem ud, som du ønsker. Ønsker du at sylte dem hele, så prik dem evt. med en gaffel e.l., så syltelagen kan trænge ind i chilierne.
- Kom chilierne i sylteglasset og pres dem lidt sammen – glasset skal fyldes op.
- Kom øl, lagereddike og sukker i en gryde og kog det op.
- Hæld den kogende syltelage over chilierne og sæt låget på sylteglasset med det samme.
- Lad de syltede chilier trække ca. 2 uger før brug.