Frikadeller er en go’ gammel klassiker, der er populær hos de fleste danske familier. Det er traditionel dansk mad når det er bedst, og de fleste vil nok påstå, at deres bedstemor laver verdens bedste frikadeller. Jeg vil dog alligevel vove pelsen og komme med mit bud på, hvad jeg mener er en ret go’ frikadelleopskrift.
Jeg har valgt at tilsætte lidt revet rodfrugt og timian til mine frikadeller for at give lidt ekstra smag, hvilket gør dem lidt utraditionelle – til gengæld smager det ret godt.
Skal det være helt klassisk serveres frikadellerne med brun sauce, kartofler og surt, men da vi havde lidt hvidkål liggende i køleskabet valgte jeg at lave en portion hvidkålssalat med æble, som jeg serverede til frikadellerne sammen med et friskbagt focaccia. Frikadellerne er ligeledes lækre på et stykke hjemmebagt rugbrød med lidt hjemmelavet rødkål.
Hjemmelavede frikadeller med rodfrugter
Ingredienser
- 400 g økologisk hakket kalvekød/flæsk
- 0,75 dl rasp/havregryn
- 1 løg , revet
- 200 g revet rodfrugter (f.eks. gulerod, selleri, pastinak, etc.)
- 1 dl mælk
- 1 æg
- Et par kviste frisk timian , plukket og hakket (kan erstattes med tørret)
- 1 tsk. fint salt
- Peber
- Rigeligt smør til stegning
Sådan gør du
- Start med at røre kødet godt sammen med saltet - dette gør farsen sej og giver en mere fast frikadelle i sidste ende.
- Tilsæt så de øvrige ingredienser og rør det hele sammen.
- Lad farsen hvile mindst 30 min. tildækket i køleskabet.
- Form farsen til frikadeller (jeg plejer at forme dem med en spiseske i den ene hånd) og steg dem i rigeligt smør. Steg evt. en lille tester først for tjekke om de mangler salt og/eller peber.
Noter