Kål er godt – og sundt! Og nu er det endelig blevet sæson for kål, så det skal vi nyde. Jeg tror generelt, at de fleste har lidt barndomstraumer når det kommer til kål. Kål kan bruges på mange forskellige måder – for eksempel til denne skønne hvidkålssalat med æble og yoghurt. I løbet af efteråret og vinteren er det sæson for kål, hvilket betyder, at du kan få dansk kål til næsten ingen penge.
Hvidkålssalat med æble og foredrag med Nikolaj Kirk
I tirsdags var jeg til foredrag med Nikolaj Kirk (og Mikkel Maarbjerg, men han stod bare i baggrunden og snittede), hvor jeg blev inspireret til denne hvidkålssalat med æble. Foredraget var rigtig godt og Nikolaj Kirk er generelt enormt underholdende – sjældent har jeg oplevet en mand, der er så entusiastisk. Han brugte ca. 2½ time på at banke ind i hovedet på folk, at man skal handle efter sæson, købe bæredygtige produkter, tage ud og plukke (f.eks. hyldeblomst, ramsløg etc.) og fange (f.eks. ud og fange nogle fisk) vores råvarer selv – “DET ER JO GRATIS!”, som han sagde – eller nærmere råbte i bedste Nikolaj Kirk-stil.
Læs også: Flæskesteg med sprød svær
Han kom med et sjovt, men tankevækkende eksempel på hvordan nogle folk kan stå og nyde en fransk hotdog (som primært består af stivelse, mel, salt, vand, brusk og andre rester fra dyret), men samtidig finde det frastødende at spise indvolde, som er noget af det mest sunde, nærende og velsmagende kød på dyret.
Læs også: Rødkålssalat med klementiner og græskarkerner
Generelt er jeg fuldstændig enig med alt hvad han sagde, og jeg var rigtig godt underholdt så længe det varede, og så fik vi også lidt at spise til sidst. Men havde det ikke været for Mikkel Maarbjerg, så havde vi nok ikke fået noget at spise, sådan som Nikolaj Kirk snakkede. De lavede nogle forskellige salater og lidt soyaglaseret laks, som smagte helt fantastisk. Og det var dér det gik op for mig, hvor godt kål og yoghurt klæder hinanden. Så forleden da jeg lavede lidt ovnbagt pasta med nogle rester fra dagen før biksede jeg denne hvidkålssalat med æble sammen og serverede til.
Hvidkålssalat med æble og yoghurt
Ingredienser
- ¼ hvidkål
- 3-4 æbler
- Masser af friskhakkede krydderurter (jeg brugte purløg og persille)
- 5 dl yoghurt naturel
- Et lille skvæt rapsolie
Sådan gør du
- Kasser de yderste blade på hvidkålet og halver det. Halver den ene halvdel og snit det kvarte kål fint og kom det op i en skål.
- Skyl æblerne, skær dem ud i passende stykker og smid det op til kålen.
- Vask krydderurterne, hak dem fint og kom dem op til kål og æbler.
- Hæld en go klat yoghurt over og rør rundt. Tilsæt yoghurt til du synes det er passende. Tilsæt til sidst et lille skvæt go’ olie og smag til med salt og peber.