
Her den sidste uges tid har Maiken og jeg passet hus for noget familie, og i den anledning er der blevet grillet lidt. Fordelen ved at passe hus, når man til daglig bor i en lejlighed, er haven. Det har heldigvis været ret godt vejr de fleste dage, så vi har benyttet både have og grill flittigt. Igår havde vi planlagt at grille en kalveculotte med lidt lækre grøntsager. Vejret var som bekendt ikke særlig grillvenligt, så vi havde heldigvis mulighed for at sætte grillen under et halvtag.

Jeg har umiddelbart ikke den store erfaring med at grille hele stege. Vi har en lille Go-Anywhere grill fra Weber, så det er begrænset, hvor meget plads der er i den. Men det er jo i grunden ikke så forskelligt fra at tilberede det i ovnen, så længe man har et funktionelt stegetermometer – det troede vi, at vi havde.
Det viste sig, at det stegetermometer, der befandt sig i huset, målte helt forkert, så jeg endte med at tage andre metoder i brug. Udfra stegens størrelse regnede jeg med, at den skulle ha’ ca. en halv time efter den var brunet af. Jeg tjekkede stegen løbende og mærkede mig frem til, hvornår den var færdig. Dette resulterede i, at den fik lidt for meget til min smag. Den var perfekt medium – well done, så det var ikke nogen katastrofe, jeg foretrækker bare mit kød rødt.

Kalveculotten blev brunet af på direkte varme og grillet på indirekte varme. Grøntsagerne kom i en foliebakke og blev sat under stegen mellem kullene, så al saft og kraft fra stegen dryppede ned til grøntsagerne. Dette gav nogle enormt velsmagende grøntsagerne og er helt sikkert en metode, jeg vil bruge igen.

Nu håber vi bare, at DMI tager fejl (de skriver, at det højst sandsynligt fortsætter med regn og blæst de næste 3-4 uger), så vi kan komme ud og nyde solen og få grillet en masse her i ferien. Ellers må du bare tænde op i grillen under halvtaget, hvis du har mulighed for det.
Opskriften er til 4 personer.
Ingredienser:
- 800-1000 g kalveculotte af god kvalitet (andre stege kan også bruges)
- 1 bundt timian
- 1 blomkål
- 16-20 nye danske gulerødder (gerne med top og det hele)
- 1 bundt forårsløg
- ca. 6 fed hvidløg
- Et par skvæt olivenolie
- 1 foliebakke der passer i grillen mellem kullene
Skyl timianen og hak den med stilk og det hele (kasser de groveste stykker stilk). Pil hvidløg og hak det. Find kalveculotten frem og rids fedtet. Pas på ikke at skære ned i kødet. Hæld et skvæt olivenolie udover kalveculotten, krydr med salt og peber og gnub ca. halvdelen af hvidløg og timian godt ind i kødet og sæt resten til side til grøntsagerne – hvis du vil gøre det hele lidt mere funky, kan du også krydre stegen med lidt revet citronskal. Dette må meget gerne gøres et par timer i forvejen. Dæk til og sæt på køl.
Ordn forårsløgene, skyl dem godt og snit det groft – sæt til side. Skær det meste af toppen af gulerødderne og skrub jord og skidt af dem med en grydesvamp. Halver dem og kom dem op i foliebakken. Skyl blomkålen og befri det fra roden og bladene. Skær det i grove stykker og kom det op til gulerødderne sammen med resten af hvidløg og timian. Hæld et skvæt olivenolie henover, krydr med salt og peber og vend det hele godt rundt.
Når grillkullene er klar fordeles de i hver sin side af kuglegrillen. Bruger du ikke en kuglegrill placeres kullene bare i den ene side af grillen. Sæt foliebakken med grøntsagerne mellem kullene og læg risten på. Brun kalveculotten godt af over direkte varme (ca. 4-5 min. på hver side), læg den henover foliebakken og læg låg på grillen. Sørg for at alle spjæld er åbne.
Kalveculotten skal ha’ ca. 20 min. på indirekte varme, men brug et stegetermometer, da det kan variere. Tag stegen af når den har en kernetemperatur på 54-56 grader – så er den flot rosa – og lad den hvile i 15-20 min. Stegen kan selvfølgelig også tilberedes i ovnen, ved først at brune den af, enten på en glohed pande eller ved 225 grader i ovnen, og derefter stege den ved 150 grader i ovnen til den har en kernetemperatur på 54-56 grader.
Flyt foliebakken med grøntsager op på risten på indirekte varme når du tager stegen af grillen, og tilsæt de hakkede forårsløg. Lad grøntsagerne få 15-20 min. mens stegen hviler. Hæld kødsaften over grøntsagerne når stegen har hvilet 15-20 min. og server evt. et godt flûte til.
God appetit





Det kræver et specielt termometer til at kunne håndtere en grill. Almindelige stegetermometre kan ikke finde ud af det.
Aha, det forklarer jo en del