Efter en skøn start på Tinderbox 2018, bød ande dagen på endnu mere lækker musik, solskin, comedy og ikke mindst mad og drikke. Jeg er efterhånden nået det meste af min liste igennem, og jeg kan godt afsløre, at der gemmer sig nogle rigtig gode mad- og drikkeboder på årets Tinderbox.
Snack & Blues – Årets festivalburger på Tinderbox?
Snack & Blues var en af de boder, som jeg flere gange har hørt ret gode ting om, og jeg ville faktisk også gerne have været et smut forbi dem på Heartland Festival, men jeg nåede det ganske enkelt ikke. Så i går slog jeg vejen forbi Snack & Blues, som ligger i det nye Moonshine-område, og fik mig en fried chicken burger med æblerøget cheddar, dild pickles, brøndkarse og mayo. Og hold nu op, en lækkerbisken af en burger! Super lækker og blød bolle, der selvfølgelig var blevet ristet på begge sider, saftig og sprød kylling, og så var burgeren ellers bare fyldt med velsmag. Udover den lækre fried chicken burger, så laver de også en fried halloumi burger, som er med halloumi, semi-dried tomater, brøndkarse og mayo, og den smager altså også virkelig godt. Med andre ord, så kan du altså ikke gå galt i byen ved Snack & Blues uanset, hvad du vælger. Og har du ikke været forbi, så skynd dig at få gjort noget ved det i dag. Det kunne meget vel være årets festivalburger på Tinderbox.
Mr. Phan House – de lækreste wontons og bao buns
Hos Mr. Phan House serveres der lækker asiatisk streetfood i form af wontons med en fars af svinekød, dampede bao buns (også med svinekød) og hot wings. Mr. Phan House holder til dagligt til i Storms Pakhus, men er i denne weekend også at finde på Tinderbox. Jeg startede dagen i går ud med en gang wontons og bao buns og hold nu op, hvor var det lækkert! Især deres wontons, er noget af det lækreste jeg længe har fået, men nu har jeg også lidt en svaghed for wontons. Ikke desto mindre vil jeg varmt anbefale dig at slå et smut forbi efter en gang wontons i dag (eller en anden god gang på Storms Pakhus). Jeg skal i hvert fald helt sikkert forbi og have en portion mere i dag!
Hooked – sprød og lækker fish ‘n chips
Bliver man nogensinde træt af paneret, sprød fisk og ditto fritter? Nej vel. Og slet ikke når det er krydret med salt og eddikepulver og serveres med en lækker tatarsauce. Og det er lige præcis, hvad du kan få hos Hooked, der ligesom Snack & Blues gemmer sig inde i Moonshine-området på årets Tinderbox. Den panerede fisk var perfekt tilberedt: sprød udenpå og saftig inden i. Og sammen med de lækre vinegar fries, tatarsaucen og en frisk og virkelig lækker ærtemos, udgjorde dette endnu et lækkert måltid på Tinderbox. Så er du i humør til en sprød gang fish n’ chips (hvornår er man ikke det?), så slå vejen forbi Hooked.
Aperol Spritz Bar – sommerens tørstslukker nr. 1
Når solen står højt på himlen, så skal der Aperol Sprits i glasset. Basta! Det er en af mine foretrukne tørstslukkere i sommervarmen, så det var en glædelig overraskelse, da jeg i går opdagede, at Moonshine-området også gemmer på en Aperol Spritz bar. Og til de af jer, der ikke ved, hvad er en Aperol Spritz er, så kan jeg fortælle, at det er en utrolig læskende bitter-sød drink bestående af 3 dele prosecco, 2 dele aperol og 1 del danskvand og en skive appelsin. Simpelt og virkelig lækkert!
Jeg ved ikke med dig, men jeg er helt tosset med Moonshine-området på Tinderbox, der både byder på lækker funk, læskende Aperol Spritz, sprød og saftig fish n’ chips fra Hooked og de lækreste fried chicken burgers fra Snack & Blues.
G&T Bar – her går man aldrig galt i byen
Det eneste, der mangler i Moonshine-området, hvis du spørger mig, er en G&T bar, men heldigvis er der ikke langt til Smutvejen, hvor du finder lige G&T Baren, der har et pænt udvalg med 7 forskellige lækre gins samt 3 forskellige tonics. Og der er en grund til, at der er lang kø, for en god G&T går man bare aldrig galt i byen med. Personligt kan jeg varmt anbefale en G&T med enten Geranium Gin eller Bobby’s Gin. Skal det være lidt mere potent, så snup en med enten Mist Gin fra Nyborg Destilleri eller den klassiske Monkey 47.