Bønnesalat med tomater, mozzarella og basilikum

Udgivet af den 15. august, 2016 i Salater


Opskrift på bønnesalat med tomater, mozzarella og basilikum

De danske bønner – hvad enten det er grønne, gule eller lilla bønner, og snit-, bryd-, pral- eller voksbønner – smager virkelig godt lige nu, hvor de er i sæson. Og det skal selvfølgelig udnyttes, så i fredags lavede jeg den lækreste bønnesalat med to slags bønner, tomater og mozzarella. 

Læs også: Fyldig grøntsagssuppe med tomater og korn

Vi havde egentlig planlagt at lave en helt klassisk tomatsalat med en god mozzarella i fredags, hvor der var lammeculotte på menuen. Men da vi kom ned til den lokale grønthandler og så, at de havde en masse flotte danske bønner i forskellige afskygninger, så blev planerne hurtigt ændret. Så i stedet for en klassisk tomatsalat blev det til en skøn bønnesalat med grønne og gule bønner, søde tomater, bøffelmælksmozzarella og basilikum. Og selvom det er en utrolig simpel salat, som de fleste af jer nok ikke behøver en opskrift for at lave, så besluttede jeg mig alligevel for at dele opskriften med jer. Om ikke andet, så for at give lidt inspiration til salatskålen her i sensommeren og samtidig slå et slag for at spise en masse danske bønner og tomater, mens de er i sæson.

Spis bønnesalat mens der er sæson

Sensommeren er en skøn sæson, når det kommer til frugt og grønt. Der er både majs, bønner, tomater, blommer, mirabeller og masser af lækre bær. Og selvom mange af disse råvarer kan fåes hele året rundt nede i supermarkedet, så smager de altså bare meget bedre, når de er i sæson og kommer fra lokale avlere og ikke fra den anden side af jorden. Og det skal altså udnyttes! Ligesom aspargessæsonen skal udnyttes i foråret. Og alle de andre sæsoner. For danskavlet frugt og grønt i sæson smager altså bare bedre!

Læs også: Kålwraps med oksekød, tomatsalsa og majs

Når det kommer til stykket, så er det faktisk ikke særligt svært at lave god, velsmagende mad, hvis bare man har en masse gode grøntsager (i sæson) at tage udgangspunkt i. Og det er også tilfældet med denne bønnesalat. For laver du denne salat i januar med frosne (udenlandske) bønner, drivhustomater fra udlandet og den billige “mozzarella” (ja, lad os bare kalde den der hvide gummikugle for “mozzarella”) fra supermarkedet, så bliver det hurtig en kedelig affære. Men hvis du derimod lave den lige nu, hvor de danske tomater er søde og fyldt med smag, og de friske danske bønner og sprøde og lækre, og du samtidig bruger en god bøffelmælksmozzarella, så får du en utroligt velsmagende bønnesalat.

Bønnesalat med tomater, mozzarella og basilikum

Ingen stemmer endnu
Udskriv Pin Rate
Ret: Tilbehør
Køkken: Italiensk
Forb. tid: 15 minutter
Tilb. tid: 10 minutter
Samlet tid: 25 minutter
Antal: 2
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • 250-300 g blandede friske danske bønner
  • 200 g små solmodne tomater
  • Et bundt basilikum
  • God olivenolie
  • 100-150 g god bøffelmælksmozzarella
  • Lagret balsamico

Sådan gør du

  • Vask bønnerne og skær en lille smule af enderne, hvis det er nødvendigt.
  • Kog bønnerne i ca. 3-5 min. i saltet vand. De er færdige, når de er møre, men stadig har bid.
  • Kom bønnerne over i en skål koldt vand for at stoppe kogningen.
  • Dryp bønnerne godt af på et tørt klæde, køkkenrulle e.l. og skær dem ud i mindre stykker.
  • Skær de små tomater ud i halve eller kvarte og kom dem op i en skål med de udskårne bønner.
  • Hak eller riv basilikumen ud i grove stykker og kom det op til bønner og tomater.
  • Tilsæt et godt skvæt god olivenolie og lidt salt og vend det hele forsigtigt sammen.
  • Fordel salaten på et fad og riv små stykker af mozzarella ud over.
  • Dryp til sidst en smule god lagret balsamico (eller anden lagret eddike) udover salaten.

Noter

Server f.eks. bønnesalaten til en langtidsstegt lammekølle, en grillet kalveculotte, et braiseret spidsbryst eller et andet godt stykke kød.
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurder opskrift




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.