Blomkålscouscous med stegt kulmule – nemt og lækkert tilbehør

Udgivet af den 16. juni, 2015 i Fisk og skaldyr, Tilbehør


Stegt kulmule med blomkålscouscous

Fisk er en skøn spise, der typisk ikke kræver ret lang tilberedning, hvilket gør det ideelt til hurtige hverdagsmåltider. Og stegt kulmule er ingen undtagelse. Her har jeg serveret fisken med lidt dampet spinat og en gang blomkålscouscous med masser af krydderurter, som er et super lækkert og velsmagende tilbehør. 

 

Kulmule – fisken med den sorte mund

Kulmulen er en torskefisk, hvis mund er fyldt med små spidse tænder og er helt sort, hvilket også er årsagen til navnet. Det er en rovfisk, som lever nær bunden om dagen og søger opad for at jage om natten. Kulmulen gyder fra forår og hen på sommeren og trækker i den forbindelse tættere på land, og det er også i den periode, hvor der opnås de største fangster. Kulmulen er en mager fisk, hvis kød er hvidt og saftigt, hvilket gør, at den er sværere at stege tør end f.eks. torsk. Det er en fantastisk spisefisk, der er enormt smagfuld, og den er et glimrende alternativ til f.eks. torsk eller lys-/mørksej.

 

Blomkålscouscous – et nemt og lækkert tilbehør

Til den stegte kulmule valgte jeg at servere en blomkålscouscous, som i bund og grund bare er blomkål, der har fået en tur i en foodprocessor. Jeg har den prisvindende OBH Nordica 6795 First Kitchen foodprocessor, som jeg er blevet rigtig glad for. Det er en glimrende foodprocessor, som rent faktisk er til at betale sig fra – og så følger der også en blender med.

Læs også: Dampet kuller i ramsløg med ærtepure og urter

Første gang jeg faldt over konceptet blomkålscouscous var for et års tid siden, da Julie Karla lavede det på sin blog, og jeg har siden da lavet blomkålscouscous i forskellige afskygninger en del gange herhjemme. Det smager faktisk rigtig godt, og så er det også et lækkert alternativ til ris til f.eks. en god curry. Man kan selvfølgelig også bare spise blomkålscouscousen med en masse krydderurter, nødder o.l., som jeg har gjort her og servere det som tilbehør, ligesom man ville have gjort med almindelig couscous.

Læs også: Bagt blomkål med chorizo, grønkål og citron

Udover blomkålscouscous serverede jeg også lidt smørdampet spinat fra haven til den stegte kulmule. Jeg synes, at stegt/dampet spinat er et fantastisk tilbehør til fisk, som jeg f.eks. også serverede til et stykke stegt torsk nytårsaften.

Stegt kulmule med blomkålscouscous

Blomkålscouscous med stegt kulmule - nemt og lækkert tilbehør

Til blomkålscouscousen brugte jeg estragon, bredbladet persille og peberurt (også kendt som sar), men dette kan selvfølgelig varieres efter humør.
5 fra 1 stemme
Udskriv Pin Rate
Ret: Hovedret
Køkken: Dansk
Forb. tid: 45 minutter
Tilb. tid: 15 minutter
Samlet tid: 1 time
Antal: 4
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • 600 g kulmulefilet i fire stykker
  • 1 stort blomkål
  • En god håndfuld krydderurter
  • 3-4 forårsløg
  • 1-2 citroner saft heraf
  • Et skvæt olivenolie
  • 100 g mandler
  • 300 g spinat

Sådan gør du

  • Tag fisken ud af køleskabet, så den kan få lidt temperatur inden den skal steges. Skrab skindet godt for at fjerne evt. skæl.
  • Del blomkålet i mindre buketter og vask det godt.
  • Kom blomkålsbuketterne op i en foodprocessor sammen med krydderurterne, og blend det kort tid indtil det har en couscous-lignende konsistens. Det skal kun lige blendes kort, så blomkålet ikke bliver kørt helt i smadder.
  • Snit forårsløgene fint og rør dem i.
  • Smag til med salt, peber, citronsaft og en god olivenolie og sæt det til side.
  • Hak mandlerne groft og rist dem på en tør pande. Kom dem over i en skål og lad dem køle af.
  • Sæt en grydefuld vand over med ca. 1 dl vand og en klat smør til spinaten.
  • Varm en pande op, kom lidt olie på og læg fisken på med skinsiden nedad når panden er godt varm.
  • Pres forsigtigt fisken ned de første 30 sek., så skindet kan blive stegt sprødt.
  • Når fisken er ved at være stegt tages den af panden.
  • Mens fisken steger, dampes spinaten 1-2 min. til det er faldet sammen. Smag til med lidt salt og citronsaft.
  • Lige inden servering vendes de hakkede, ristede mandler i blomkålscouscousen.

Noter

Fordel spinaten på fire tallerkener og læg et stykke stegt kulmule med skindet opad ovenpå og giv fisken lidt salt. Server sammen med blomkålscouscous.
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

 

Indlægget indeholder affiliatelinks.

 

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.