Falsled Kro – en rejse værd

Udgivet af den 28. februar, 2016 i Restaurantbesøg


Falsled kro

Falsled Kro har i mange år været blandt Fyns bedste restauranter, og selvom de ikke fik en stjerne i onsdags, så blev de stadig én af de første fynske restauranter, der fik en anbefalelse af Michelinguiden. Dagen efter var jeg et smut forbi den hyggelige landevejskro for at se, hvad de kunne byde på. 

Igennem tiden har Falsled Kro haft legendariske køkkenchefer som Michel Michaud og Jean-Louis Lieffroy til at styre køkkenet, og det var tilbage i 1970’erne, at det franske køkken havde sin debut i Danmark på Falsled Kro. I 2009 kom Per Hallundbæk til som køkkenchef på kroen, og siden da har han styret køkkenet på den hyggelige og charmerende kro på Sydfyn.

Tilbage i efteråret blev jeg enig med de to ligesindede madnørder, livsnydere og ligeledes madbloggere, Mads (Madsvin.com) og Erland (Fjordrejen.dk), om at tage en tur til Sydfyn for at besøge Falsled Kro her i starten af 2016, og dette besøg endte så med at blive i torsdags.

Falsled kro, pejs, snacks og champagne

Varm velkomst, snacks og champagne

Vi havde bestilt bord til kl. 18.30 og ankom til kroen lidt før det. Da vi trådte indenfor i varmen er det første vi ser en stor og hyggelig pejs, som du kan se på billedet herover. Vi bliver budt velkommen, tjeneren tager imod vores overtøj, og vi bliver vist hen til de bløde møbler, hvor vi kort tid efter bliver budt på champagne og snacks, hvilket vi selvfølgelig takker ja til.

Champagnen, som vi får serveret, er Falsled Kros huschampagne fra Locret-Lachaud. Den er lavet på lige dele af de tre druer, der er tilladt at bruge i Champagne (Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier). Det var et dejligt glas champagne, der havde en frisk og let frugtig næse med en fin fylde. Kort tid efter fik vi serveret to forskellige snacks. Den ene var et røget vagtelæg, der bl.a. blev serveret med små rugbrødschips og ribs (hvis jeg ikke tager meget fejl). Den anden snack, som du ser på billedet herunder, var en perfekt lille tærte med stenbiderrogn, citrussyltet kalvemørbrad og lidt sprødt salat. Dette var en skøn start på det, der skulle vise sig at blive en fantastisk aften. Da vi havde spist op og drukket ud fik vi besked om, at de var klar til at tage imod os inde i restauranten, når vi var klar.

Falsled kro, snacks med stenbiderrogn og kalvemørbrad

Sprøde tærter med stenbiderrogn og citrussyltet kalvemørbrad

Falsled kro, Pighvar, jordskokker, glaskål, musling og fløde

Syltet pighvar, jordskokker, glaskål, musling og fløde

Syltet pighvar og Sancerre

Da vi kommer ind i restauranten, bliver vi vist hen til vores bord, hvor der er dækket fint op til os. Kort tid efter bliver der sat brød og smør på bordet. Smørret er marmoreret med kakao og kommer ind som fine queneller, og brødet er brioche, der ligeledes er marmoreret med kakao. Begge dele er enormt velsmagende, og bitterheden fra kakaoen fungerer overraskende godt.

Inden vi får serveret den første ret, får vi skænket et glas Les Chasseignes fra Domaine Fouassier i Sancerre, årgang 2010. Vinen er frisk med en moden frugt og hyldeblomst i næsen og skulle vise sig at fungere upåklageligt til den første ret. Kort efter kommer retten på bordet, som er en kold en af slagsen, der består af syltet pighvar på bund af en jordskokkecreme af en art med syltet glaskål og sprøde jordskokkechips. Ved servering hælder tjeneren et par skefulde kold sauce ved, der var lavet på muslinger og fløde og skilt med syltelagen fra glaskålen. Pighvaren var lige som den skulle være og smagte absolut skønt! Jordskokkerne og saucen gav noget dybde til den ellers relativt lette ret, og de sprøde jordskokkechips og syltede glaskål gav noget sprød- og friskhed til retten.

Falsled kro, Torsk, knivmusling, marv, røg og havesyre

Torsk, knivmusling, marv, røg og havesyre

Verdens bedste torsk og Chassagne-Montrachet

Allerede da tjeneren kom for at sætte nye vinglas på bordene, begyndte vi så småt at klappe i hænderne, da vi så, at det var bourgogneglas. Og ganske rigtigt, så skulle vi have hvid Bourgogne til næste ret, hvilket vi bestemt ikke klagede over! Nærmere bestemt en 2012 Les Chaumées, Chassagne-Montrachet Premier Cru fra Philippe Colin. Vinen havde været 18 mdr. på nye franske egetræsfade, hvilket gjorde, at den havde masser af fad og godt med fylde.

Aftenens anden ret var et stykke dampet torsk med knivmusling og bl.a. broccoli, og en intens sauce på havesyre, marv og masser af smør. Torsken var glasklar hele vejen igennem og flagede perfekt. Vi konkluderede hurtigt, at ingen af os nogensinde havde fået så perfekt et stykke torsk før, og så var der ellers også stille indtil vores tallerkener var tomme. Saucen var fed og fyldig og havde en fin friskhed fra havesyren, der gav associationer til det spæde forår, og sammen med det perfekte stykke torsk og den fadlagrede hvide Bourgogne, så gik det hele bare op i en højere enhed! Wow, bare wow!

Falsled kro, Sprødt hønseæg og røget ål

Sprødt hønseæg med røget ål

Hallundbæks sprøde hønseæg

Da vi var kommet ud af den ekstase, som torsken havde forårsaget, var vi ved at være klar til næste ret, men det viste sig, at kokken havde ændret lidt på planen. Tjeneren skænkede nemlig mere hvid Bourgogne og fortalte, at kokken lige havde en overraskelse til os. Da vi sad med udsigt til det åbne kokken, spottede jeg ud af øjenkrogen, at kokken havde gang i frituren, og så var vi godt klar over, hvad klokken havde slået: vi skulle nemlig have Per Hallundbæks signaturret, som er et pocheret hønseæg, der er paneret og friteret. Den variation af retten, som vi fik serveret, var med røget ål på toppen, hvilket gav en dejlig dybde til serveringen. Da jeg skærer ægget over, bliver forventningen bekræftet: ægget er perfekt pocheret og blommen løber ud over det hele. En ret, der er et glimrende eksempel på, hvor langt man kommer med gode råvarer og dygtige kokke, der kan deres kram – og det kan de altså på Falsled Kro. Den fadlagrede hvide Bourgogne fungerede også helt perfekt til det sprøde hønseæg med den røgede ål.

Falsled kro, Porre, trøffel, brunet smør og sherry

Porre, trøffel, brunet smør og sherry

Trøffel og mere Bourgogne

Efter endnu en skøn og velsmagende servering bevægede vi os nu tilbage til den oprindelig plan, og der skulle atter nye vinglas og ny vin på bordet. Vi holdt os (heldigvis) i Bourgogne, men denne gang  var det en rødvin fra Beaujolais. Nærmere bestemt en Morgon, Côte du Py fra Domaine Dominique Piron (årgangen kan jeg desværre ikke huske). Det var en rimelig klassisk og “saftig” Beaujolais, der egentlig bare smagte godt!

Læs også: Restaurant Lieffroy – gourmet med udsigt

Retten, som vinen skulle gå til, skulle vise sig at indeholde en diskret mængde friskrevet trøffel, hvilket vinen selvfølgelig klarede perfekt. Serveringen bestod af et perfekt tilberedt og helt mørt stykke smørstegt porre, der var blevet begravet under den friskrevede trøffel. Hertil var der en skum på sherry og brunet smør (tror jeg). Igen et eksempel på, hvor fantastisk smagfuld en ret man kan komponere af ganske få ingredienser af høj kvalitet. Igen blev der pludselig ret stille omkring bordet, og det eneste man kunne høre var bestikket, der prøvede at skrabe tallerkenerne helt rene. Det var faktisk lige før, at jeg glemte at smage på vinen til, men også kun lige før.

Falsled kro, Due, selleri, hasselnødder, vindrurer og bøgehatte

Due, selleri, hasselnødder, vindruer og bøgehatte

Due og selleri

For første gang i løbet af aftenen bevægede vi os nu udenfor Frankrig, hvad vinen angik. Vi skulle nemlig et smut til Piemonte i Italien, hvor vi fik serveret en La Spinetta “Pin” Monferrato Rosso fra 2010, som er lavet på lige dele barbera og nebbiolo. Min første tank, da jeg stak snuden ned i glasset, var “solbærmarmelade”, men under den tydelige solbærnote gemte der sig en godt krydret, jordet og nærmest animalsk næse. Vinen var til den tørre side med kraftige tanniner, og så var den yderst drikbar – især til den dejlige due, der snart blev serveret for os.

Læs også: MASH Odense – amerikansk bøfhus i særklasse

Næste servering var en utrolig smuk anretning med et perfekt stegt duebryst, der lå oven på et lille stykke selleri. Duebrystet var dækket af finthakkede hasselnødder, små dutter af en silkeblød selleripuré, bittesmå syltede vindruer fra kroens egen have, saltede duehjerter og lidt citrontimian. Derudover var der en canneloni lavet af selleri, fyldt med confiteret duelår og toppet med friteret selleri. Og sidst men ikke mindst en kraftig indkogt sauce med små bøgehatte. Dette var endnu engang en knivskarp og perfekt balanceret servering, hvor alle elementer på tallerkenen blev bundet smukt sammen af den intense sauce og løftet til et endnu højere niveau af vinen, som vi fik serveret til. En mindre detalje, der som sådan ikke gjorde noget for retten, men løftede helhedsoplevelsen, var det smukke Laguiole-bestik, som vi fik til at spise retten med.

Falsled kro, køkkenet og restauaranten

Det åbne køkken og restauranten

Falsled kros store ostebræt med garniture og brød

Tjeneren i færd med at anrette ost til os

Det legendariske ostebord på Falsed Kro

Efter endnu en skøn og velsmagende servering var det nu blevet tid til Falsled Kros store ostebræt. Først blev der sat tre forskellige glas vin foran os: en chenin blanc fra Vouvray i Loire-dalen, en oversøisk chardonnay og en spansk hedvin, og så kom tjeneren rullende med to store vogne fyldt med ost. Og her snakker vi virkelig et overflødighedshorn af ost i alle afskygninger. Der var over 30 forskellige oste, og der var frit valg på alle hylder. Tjeneren gav en kort introduktion til Falsled Kros ostebord, og spurgte ind til, hvad vi ønskede at smage. Da vi alle var lidt overvældede af udvalget bad vi tjeneren om at udvælge lidt forskelligt til os. Vi fik hver en tallerken med seks forskellige oste og lidt garniture, og vi fik fortalt, hvilken vin, der passede til de forskellige oste. Udover en tallerken med seks forskellige oste fik vi også en lille side dish (om man vil) med en parmesan, der havde lagret i 4 år, og den fantastiske Gammel Knas fra Arla Unika. Over de to oste fik vi en frugtsirup på en masse forskellige frugter fra kroens have.

Læs også: Hotel Hesselet – god mad i skønne omgivelser

På ostetallerkenen fik jeg bl.a. et stykke fast gedeost, den franske komælksost Morbier, en 36 mdr. Comté og en blåskimmelost på fåremælk fra Løgismose. Garnituren bestod af syltede valnødder, hybenmarmelade og tomatmarmelade, og så var der selvfølgelig lidt forskelligt brød i form af tyndt, sprødt knækbrød, baguette og smørstegt rugbrød.

Der er ingen tvivl om, at det er det mest imponerende ostebræt jeg nogensinde har set. Dertil skal det siges, at alle oste selvfølgelig var perfekt tempereret, og alle tre vine var perfekt afstemt til de forskellige oste.

Falsled kros store ostebræt med garniture og brød

Blot et udvalg af Falsled Kros ostebræt med garniture

Hvid chokolade og blodappelsin

Efter det ret så imponerende ostebord var det blevet tid til aftenens sidste servering, som var en “snebold” med hvid chokolade, blodappelsin og honning. Snebolden var lavet på hvid chokolade, der var placeret ovenpå en perfekt og velsmagende rund tuille. I bunden af tallerkenen gemte der sig en blodappelsinsorbet og små fileter af blodappelsin, og inde i snebolden gemte der sig også lidt blodappelsin i form af en creme eller custard af en art (måske med lidt honning). Desserten var dejlig velsmagende, og syren fra blodappelsinen gjorde, at den var perfekt balanceret og dermed ikke alt for sød. Til desserten fik vi en 2013 Château Soucherie, Coteaux du Layon fra Loire, som var en dejlig dessertvin med en tilpas mængde syre, der passede perfekt til desserten. Bestemt en dejlig måde at slutte aftenen af på. Aftenen var dog ikke helt slut endnu, for inden vi vendte snuden hjemad, så sluttede vi af med en kop kaffe ude i pejsestuen, hvor vi også startede aftenen. Til kaffen var der (selvfølgelig) et fint udvalg af petit fours bl.a. i form af små franske macarons og chokolader. Jeg var dog efterhånden så mæt, at jeg måtte kapitulere efter en macaron og et lille stykke fyldt chokolade, der begge smagte dejligt.

Falsled kro, Snebold med hvid chokolade, blodappelsin og honning

“Snebold” med hvid chokolade med blodappelsin og honning

En oplevelse udover det sædvanlige

Som du nok allerede nu har gættet, så er jeg svært begejstret for aftenen på Falsled Kro. Både mad og vin var spot on! Alt var perfekt tilberedt, tilsmagt, etc. og portionsstørrelserne var hverken for store eller for små. Hele menuen hang perfekt sammen, og der var en naturlig progression i både mad og vin hele aftenen igennem.

Hvad angår betjeningen, så var der heller ikke noget at komme efter. Lige fra vi trådte ind af døren på Falsled Kro til vi gik ud af den igen, blev der taget godt af os, og på intet tidspunkt manglede vi noget. Hele aftenen igennem var betjeningen professionel, men samtidig afslappet og opmærksom (uden af være påtrængende), hvilket gjorde, at vi følte os velkommen og godt tilpas.

En 6-retters “Almanak” menu, som vi fik (hvis vi lige ser bort fra det sprøde hønseæg), koster 2100,- inkl. vinmenu, hvilket uden tvivl er mange penge, men så bliver du altså også godt forkælet, og jeg mener bestemt, at det er pengene værd. Det er første gang, at jeg spiser på en restaurant, der leverer mad, vin og betjening på det niveau, som Falsled Kro gør, og det er selvom jeg flere gange har spist på steder som f.eks. Restaurant Lieffroy og Goma, der også leverer mad, vin og betjening på et højt niveau. Falsled Kro er bare lige niveauet over, og det er bestemt værd at tage rejsen til Sydfyn for at spise og evt. overnatte på Falsled Kro.

Falsled Kro ligger på Sydfyn, ca. 30-40 min. kørsel fra Odense, og du kan læse mere og se den aktuelle menu på falsledkro.dk.

 

Skulle Falsled Kro have haft en Michelinstjerne?

Når nu der for første gang blev delt Michelinstjerner ud til restauranter udenfor de større byer dagen før vi besøgte Falsled Kro, så vil der nok være nogen, der vil spørge, hvorvidt jeg mener, at Falsled Kro burde have haft en Michelinstjerne. Hertil skal det siges, at Falsled Kro sammen med Restaurant Pasfall, er den første fynske restaurant, der bliver anbefalet af Michelin. Burde de have fået en stjerne? Ja! Det synes jeg, men det er også svært for mig at vurdere, da jeg endnu ikke har spist på restauranter med Michelinstjerne(r). Da vi snakkede med kokken efter middagen fortalte han, at de på Falsled Kro kører en mindre formel, og mere brasserie-agtig stil til frokost, hvilket selvfølgelig sagtens kan have indflydelse på, at de ikke fik en Michelinstjerne i denne omgang. Men hvem ved, måske er det bare fordi, at det er første år, at Michelin bevæger sig udenfor byerne, så måske Falsled Kro får en stjerne næste år.

 

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.