Champagnesmagning: Extra Brut

Udgivet af den 25. oktober, 2015 i Smagninger


Champagnesmagning: Extra Brut

Champagne er en dejlig ting og noget man burde drikke noget mere af. Jeg har aldrig gjort mig ret meget i champagne – primært pga. prisen – men det blev der gjort noget ved for et par uger siden, da jeg sammen med en flok andre champagneelskere holdt en lille champagnesmagning. 

Som en konsekvens af, at Erland fra Fjordrejen.dk henover sommeren delte en masse billeder af al den skønne champagne han drak, så fik vi hurtigt aftalt, at vi skulle holde en champagnesmagning sammen. Vi endte med at blive et selskab på seks meget champagneglade mennesker, som talte min lokale vinpusher Jacob fra Vinens Verden i Odense, Nicolai Hyllested fra Falsled Kro, Jens fra Catching Wines, Mads fra Madsvin.com og aftenens vært, som havde startet det hele: Erland fra Fjordrejen.dk.

 

Aftenens Tema: Extra Brut (lav dosage)

For at gøre smagningen lidt mere interessant blev vi efter lidt diskussion frem og tilbage enige om, at aftenens tema skulle være lav dosage med et maks. på 4 g sukker/l. Når man laver champagne, så regulerer man meget ofte sødmeniveauet i vinen ved tilsætning af sukker, så dosage er med andre ord sødmeregulering af champagne. Her var vi så blevet enige om, at vi skulle smage champagne, som var i den tørre ende, altså Extra Brut. F.eks. så er Brut ml. 0-12 g/l, hvor Extra Brut dækker over 0-6 g/l, men vi var blevet enige om at holde et maks. på 4g/l. Dette kan måske lyde meget tørt eller surt i nogles ører, men det skulle vise sig, at det slet ikke var tilfældet.

Champagnesmagning. Friseesalat og koldpocheret torsk

Friseesalat og koldpocheret torsk

Mad til Champagne

For at det hele ikke skulle gå op i bobler, så skulle vi selvfølgelig også have lidt at spise, og i den anledning havde jeg lavet en portion saltmandler, Nicolai havde sørget for en ordentlig spandfuld østers og en dåse Rossini Caviar Gold Selection, Erland havde forberedt to små fisk- og skaldyrsanretninger og Mads havde taget (alt for meget) ost med.

Vi startede aftenen ud med at snacke lidt saltmandler, mens vi smagte på den første champagne og fik åbnet nogle østers. Så stod den på gougeres, som Jens havde sørget for, som er en slags salt vandbakkelse, der er bagt med masser af ost og i dette tilfælde også lidt rosmarin – og Jens havde ikke sparet på osten! Det var godt nok en vanedannende snack, og noget som jeg bestemt snart skal lave. Sammen med saltmandler og gougeres fik vi også lidt østers med en klassisk vinaigrette.

Læs også: Snacks til champagne

Efterfølgende fik vi en lille anretning med friseesalat, koldpocheret torsk og en hjemmelavet creme fraiche med dild. Dejlig let og fersk servering. Herefter havde Erland lavet en lille dåse til os hver, som gemte på lidt lækker laks, popcornpaneret jomfruhummer, rygeostcreme og lidt dild og for lige at sætte prikke over i’et, så blev der toppet med den lækre caviar, som Nicolai havde medbragt. Luksuriøst og vanvittigt velsmagende!

Senere på aftenen blev osten fundet frem, og her stod den på Maasdamer, gedegouda, brie, rødkit og en let blåskimmel, som Mads havde medbragt. Dertil havde Erland bagt et dejligt brød. Tør champagne er en glimrende ledsager til bl.a. salte snacks som saltmandler, gougeres og til østers, ferske fisk- og skaldyrsanretninger og caviar, men bestemt også til ost. Som udgangspunkt, så bliver blåskimmel ofte for voldsomt til champagne, men da det var en relativt mild blåskimmel ost, som Mads havde medbragt, så gik det an.

Champagnesmagning. Laks, jomfruhummer, popcorn, rygeostcreme og Rossini Caviar Gold Selection

Dåsemad ala Fjordrejen: laks, jomfruhummer, rygeostcreme og Rossini Caviar Gold Selection

Champagnesmagning. Etienne Calsac L´échappée Belle

Aftenens Champagnesmagning

I aftenens anledning havde vi fået sponsoreret et par flasker bobler. Martin fra Extrabrut.dk havde været så venlig at sponsorere 3 flasker, Jersildvin.dk havde sponsoreret 1 enkelt flaske og Jens fra Catching Wines (webshop er under udarbejdelse) havde også valgt at sponsorere 3 flasker. Derudover havde vi oprindeligt planlagt at lave smagningen af typen “bring your own bottle”, så vi hver især skulle have en flaske med, så alt i alt endte vi på en 12-13 flasker champagne plus det løse, hvilket også resulterede i, at de sidste par flasker desværre er gået hen og blevet lidt sløret i hukommelsen.

 

Etienne Calsac, L’échappée Belle, Extra Brut

Druer: 95% Chardonnay, 5% Pinot Noir

Dosage: 2 g/l

Forhandler: Extrabrut.dk (sponsoreret)

Pris: 200,-

Vi startede ud med en relativ ny producent, nemlig Etienne Calsac, som pt. kun laver omkring 10.000 flasker om året. L’échappée Belle er primært lavet på druer fra 1. Cru marker i Grauves, Côte des Blancs. Denne champagne er primært årgang 2010 med 15% reservevin fra 2009. I næsen er den super indbydende med friske og frugtige noter af bl.a. æble og pære – her blev der virkelig lagt op til noget godt. I smagen skuffede den dog lidt på baggrund af de høje forventninger man havde fået fra næsen, så balancen var ikke helt i top. Det var dog et dejligt glas champagne, som jeg gerne drikker igen, og til 200,-/fl. får man virkelig noget for sine penge.

Champagnesmagning, R&L Legras, Extra Brut

R&L Legras, Extra Brut

Druer: 100% Chardonnay

Dosage: 4 g/l

Forhandler: Jersildvin.dk (Sponsoreret)

Pris: 330,-

R&L Legras er beliggende i Grand Cru-byen Chouilly i Côte des Blancs og laver generelt glimrende champagne, der typisk er til den tørre side. I modsætning til Etienne Calsac, så var denne champagne rimelig anonym i næsen, men til gengæld havde den en dejlig og fyldig smag, hvilket den første champagne manglede lidt. Den fremstod til gengæld væsentlig mere tør, da den ikke havde nær så meget frugt, som Etienne Calsac havde. Så igen manglede der lidt balance mellem smag og duft, hvor der her blev opvejet for den manglende duft i den fyldige smag. Vi drak den til den koldpocherede torsk, hvor den fungerede særdeles fint til. Et glimrende glas champagne omend jeg synes, at man får mere for pengene i andre champagner i samme prisklasse.

Champagnesmagning, Geoffroy Pureté, Brut Nature

Geoffroy Pureté, Brut Nature

Druer: 50% Pinot Meunier, 40% Pinot Noir, 10% Chardonnay

Dosage: 0 g/l

Forhandler: Extrabrut.dk (Sponsoreret)

Pris: 225,-

Geoffroy er en af de mindre champagnehuse, hvor produktionen er på ca. 100.000 flasker/året, hvilket ikke er vanvittigt meget. Vi har her med en såkaldt “Brut Nature” at gøre, hvilket vil sige, at der slet ikke er tilsat noget sukker til denne champagne og dét taget i betragtning, så var det faktisk ikke en vanvittig tør champagne. Den var dejlig mineralsk og kalket og havde en fin fylde, der fungerede glimrende til laks, jomfruhummer og caviar, som vi endte med at drikke den til. Et rigtig fint glas champagne til en god pris.

Champagnesmagning, Philipponnat, Royal Réserve Non Dosé

Philipponnat, Royal Réserve Non Dosé

Druer: 65% Pinot Noir, 30% Chardonnay, 5% Pinot Meunier

Dosage: 0 g/l

Forhandler: Løgismose

Pris: 349,-

Her har vi endnu en flaske champagne uden tilsat sukker. Derudover bliver Royale Réserve lavet udelukkende på første presning af druerne. Royale Réserve havde en meget ren og mineralsk næse med en smule frugt og her fulgte smagen trop med en dejlig fylde og friskhed. Der var generelt enighed i selskabet om, at det indtil videre var aftenens bedste glas champagne. Det var også indtil videre aftenens dyreste flaske champagne, men til 349 får man altså et virkelig godt glas champagne.

Champagnesmagning, J-M Sélèque Cuvée, Solessence, Brut Nature

J-M Sélèque Cuvée, Solessence, Brut Nature

Druer: 50% Chardonnay, 40% Pinot Meunier, 10% Pinot Noir

Dosage: 0 g/l

Forhandler: Extrabrut.dk (Sponsoreret)

Pris: 245,-

Jean-Marc Sélèque er en relativ ny producent, der kom med sin første champagne i 2008. Produktionen er hovedsagligt økologisk, og der eksperimenteres lidt med biodynamik på nogle af vinmarkerne. Solessence havde en rigtig dejlig og frisk næse, med noter af kalk og citrus. Smagen var dog mere neutral og var meget let i sit udtryk. Jeg synes umiddelbart, at det var en lidt kedelig og lidt for let champagne sammenlignet med, hvad vi ellers havde smagt indtil videre, men til 245,- er det nu et udemærket glas champagne. Jeg ville nok bare foretrække en af de andre flasker.

Champagnesmagning, Jacquesson Cuvée 738, Extra Brut

Jacquesson Cuvée 738, Extra Brut

Druer: 61% Chardonnay, 21% Pinot Meunier, 18% Pinot Noir

Dosage: 2,5 g/l

Forhandler: Erik Sørensen Vin

Pris: 429,95,- (købt på tilbud til 349,95,-)

Så blev det tid til et glas champagne med lidt sukker igen. Jacquesson er et lille hus med et stort ry, der efterhånden har opnået kultstatus hos mange. Der er produceret 254.774 flasker af cuvée 738, som består af 67% årgang 2010 og 33% 2009 og ældre. Jacquesson bruger kun druer fra egne marker, og der anvendes hverken kunstgødning eller insektgifte. Duften var præget af citrus og kompleksitet, og man var ikke i tvivl om, at der var kommet noget godt i glasset. I munden var den fyldig, tør og kompleks med en smule frugt, og den havde en rigtig flot balance. Jacquesson 738 var for mit vedkommende en af aftenens absolut bedste champagner. Det var virkelig et knivskarpt glas champagne, og man forstår godt, at anmelderne er vilde med Jacquesson!

Champagnesmagning, Guillaume Sergent, Les Prés Dieu, Extra Brut

Guillaume Sergent, Les Prés Dieu, Extra Brut

Druer: 100% Chardonnay

Dosage: 2,5 g/l

Forhandler: Catching Wines (Sponsoreret)

Pris: 289,-

Her har vi så den første flaske, som Jens havde medbragt. Blanc des blanc (altså 100% Chardonnay), men fra to forskellige marker (Les Prés, der skråner med øst og Les Vignes Dieu, der skråner mod syd). Dette er kun Guillaumes 3. årgang, hvilket han altså har gjort ganske godt. I næsen var der mineralitet og let sødme med en svag note af tørret abrikos, og i smagen var der en dejlig balanceret fylde. Det var en meget ren champagne, der skilte sig lidt ud, men bestemt på den positive måde. Endnu et dejligt glas champagne til en ganske fin pris.

Champagnesmagning, Clement Perseval, Blanc des Blanc

Clement Perseval, Blanc des Blanc, Extra Brut

Druer: 100% Chardonnay

Dosage: 0 g/l

Forhandler: Catching Wines (Sponsoreret)

Pris: 299,-

Clement Perseval er en ung producent fra Chamery i Montagne de Reims. Han går yderst ambitiøst til værks og har en meget lille produktion af høj kvalitet. Denne blancs des blanc er der f.eks. kun produceret omkring 1200 flasker af. Clement laver kun 4 champagner og alt er uden dosage. Denne blanc des blanc havde en dejlig frisk citrus og mineralitet og var enormt stram og præcis i sit udtryk med en rigtig flot balance. Et rigtig flot og balanceret glas champagne, hvor de fleste kan være med.

Champagnesmagning, Marguet, Ambonnay 2009, Brut Nature

Marguet, Ambonnay 2009, Brut Nature

Druer: 50% Chardonnay, 50% Pinot Noir

Dosage: 0 g/l

Forhandler: L’Esprit du Vin

Pris: 495,-

Denne champagne var der delte meninger om.  Nogle ville knap nok drikke den, mens vi var flere, der synes, at det var udemærket. Jeg husker den som rimelig præget af moden frugt både i næsen og i smagen. Den var blød og behagelig med en fin fylde. Taget i betragtning af en dosage på 0 g/l, altså ingen tilsat sukker, så husker jeg den som rimelig sødmefuld. Det var en udemærket champagne, men ikke noget jeg kom helt op at ringe over.

Champagnesmagning, Roger Brun, Aÿ La Pelle 2008, Extra Brut

Roger Brun, Aÿ La Pelle 2008, Extra Brut

Druer: 100% Pinot Noir

Dosage: 3 g/l

Forhandler: Champagneriet.dk

Pris: 389,-

La Pelle henviser til den mark, som altid modner først hos Roger Brun, og der er kun brugt druer fra marken La Pelle, der ligger på en sydvendt skråning i Aÿ. Denne champagne var lavet på ren pinot noir, hvorfor den også skilte sig lidt ud. Den er lagret på små egetræsfade, hvilket er med til at give den en god fylde. Det var en relativ kraftig champagne uden for meget sødme, som havde en rigtig fin balance og noter af mørkt rugbrød. Et dejligt og fyldigt glas champagne, som jeg tror ville fungerer rigtig fint som en “madchampagne” pga. sin store fylde.

 

Savart, La Dame de Coeur 2009, Extra Brut

Druer:100% Chardonnay

Dosage: 2 g/l

Forhandler: Catching Wines (Sponsoreret)

Pris: Udsolgt

Jeg nåede desværre ikke at få et billede af denne flaske, men jeg husker den som en af aftenens bedste champagner sammen med Jacquesson Cuvée 738. Vinen er lagret på 100% eg, og der er kun produceret 1200 flasker. Savart laver rene champagner (rent stilmæssigt), og hans produkter er så populære, at han stort set altid har udsolgt. I næsen var der friske noter af sprøde æbler, og i smagen var der en flot balance mellem den frugtige sødme og syren. Virkelig lækker champagne, som jeg håber, at jeg får lov at smage igen på et tidspunkt.

Champagnesmagning, Jacques Selosse, Sous Le Mont, Extra Brut

Jacques Selosse, Sous Le Mont, Extra Brut

Druer: 100% Pinot Noire

Dosage: Extra Brut (kender ikke den præcise dosage)

Forhandler: Løgismose

Pris: Ca. 2475,-

Sidst på aftenen syntes Jens lige, at vi skulle have en ekstra flaske på bordet, og lige pludselig stod dette vidunder på bordet. Jacques Selosse er et lille familiefirma, der har en produktion på under 100.000 flasker om året og er kendt for at lave nogle af de bedste vine i Champagne. Hos Selosse er alt håndarbejde, og den første gæring finder altid sted i egetræsfade. Den årlige produktion af Sous le Mont er omkring 1.600 flasker, og det er en utrolig efterspurgt vin.

Desværre står denne champagne ikke helt så klart i hukommelsen, som jeg ville ønske, at den gjorde, men der er ingen tvivl om, at dette var aftenens bedste (og dyreste) flaske champagne. Det var helt fantastisk. Den havde en fyldig og frugtig næse, der nærmest gav associationer til øl. I smagen var der masser af mineralitet, kalk, fad og fedme med noter bl.a. modne æbler. Det var en helt perfekt champagne, der var bombastisk og perfekt balanceret. Det var noget af oplevelse at få lov til at smage denne champagne.

 

En succesfuld champagnesmagning

Som du nok kan fornemme ud fra ovenstående, så var det en helt fantastisk aften med utrolig meget god champagne! Hvis vi ser bort fra Sous Le Mont et øjeblik, så var Jacquesson 738 og Savart, La Dame de Coeur nok mine favoritter. Udover ovenstående så var der også en flaske Philipponnat 1522, men den var dårlig, så den måtte vi desværre hælde ud. Og så blev aftenen lige sluttet af med et par bobler, og hvad der ellers fulgte med, men det er efterhånden gledet ud af hukommelsen.

Læs også: Champagnesmagning med ShareWine

Glassene, som vi drak af, var mundblæste glas fra Lehmann, som faktisk er ret lækre og virkelig gode at drikke af. I modsætning til de klassiske høje flute glas, så får man rent faktisk hele aromaen med i disse glas. Alternativt kan jeg anbefale at bruge et lille hvidvinsglas. Jens fra Catching Wines (mail@catchingwines.dk) forhandler Lehmann glas, så det er bare at skrive til ham, hvis det har interesse.

Til sidst er der ikke andet tilbage end at sige tak til resten af selskabet for en fantastisk aften! Og smut da lige forbi Madsvin.com og Fjordrejen.dk og læs, hvad Mads og Erland har skrevet om aftenen.

 

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.