Champagnesmagning med ShareWine

Udgivet af den 23. juli, 2019 i Smagninger


Der skænkes champagne blindt

I slutningen af juni måned gik turen til København, nærmere bestemt R Vinbar. Den nystartede platform ShareWine havde nemlig inviteret til champagnesmagning, og som nogle af jer måske ved, så er jeg ret glad for champagne. Faktisk så glad, at jeg gerne rejser over storebælt for at smage otte spændende champagner i selskab med andet champagneinterreseret godtfolk.

 

ShareWine – mere en blot en platform til køb og salg af vin

Men lad os starte med en lille introduktion til ShareWine, før vi tager hul på champagnen. På ShareWines hjemmeside står der:

ShareWine er en uvildig formidlingsplatform skabt til køb og salg af gode vine – og til deling af vores fælles interesse for oplevelser, viden mv. indenfor vinens verden.

Hvilket egentlig beskriver platformen meget godt. Udgangspunktet er en uvildig handelsplatform, hvor alle har mulighed for at sælge og købe vin, men det er også en formidlingsplatform, hvor der bl.a. løbende kommer artikler om vin. Senest har en af ShareWines tre stiftere, Claus Donnerstag, f.eks. skrevet tre glimrende indlæg om champagne (du kan læse det første indlæg i rækken lige her), og der vil løbende komme flere til.

De tre stiftere af ShareWine, der udover Claus Donnerstag tæller Mikkel Lomholt og Anders Bager Jensen, har alle en brændende passion for vin, og denne passion vil de meget gerne dele med andre vininteresserede. Derfor vil de også løbende afholde vinsmagninger, som den champagnesmagning jeg for nyligt deltog i på R Vinbar. Smagningen var blot den anden af sin slags i ShareWines indtil videre korte historie. Tilbage i maj afholdt de deres første vinsmagning på Enomania på Vesterbro i København, hvilket du kan læse mere om ovre hos Feinschmeckeren. Næste smagning er allerede annonceret og bliver afholdt på Orangeriet til august. Denne gang skal der smages otte vine fra Pierre-Yves Colin-Morey, som er en af de nye stjerner i Bourgogne, og jeg kan allerede nu love dig for, at det bliver en fantastisk smagning (baseret på programmet alene). Programmet for smagningen finder du lige her, hvor man også har mulighed for at tilmelde sig.

Les Pres Dieu fra Guillaume Sergent

Champagnesmagning på R Vinbar

I dagens anledning havde R Vinbar været så venlige at lægge lokaler til. Selve smagningen blev kurateret af Claus, mens Mikkel og Anders sørgede for, at vi alle fik noget i glassene. Aftenens program var delt op i fire sæt à to vine hver og bød på følgende:

Bollinger, Special Cuvée NV
Champagne Marguet, Shaman 2014

Champagne Savart, l’Ouverture
Guillaume Sergent, Les Pres Dieu

Ulysse Collin, Les Maillons
Roses de Jeanne (Cédric Bouchard), Les Ursules

Jacques Selosse, Initial
Krug, Grande Cuvée

Maison vs. Vigneron

Aftenens første sæt blev serveret blindt og bød på to meget forskellige vine. Både stilmæssigt, men også hvad typen af producenterne angår. Hvor Bollinger er en af de såkaldte Maison-producenter, der primært opkøber druer og sigter efter at producere så konsistent et resultat år efter år som muligt, så er Champagne Marguet en af de såkaldte grower-producenter (eller vignerons om man vil), der dækker over, at vinbonden producerer vine fra egne marker i en væsentlig mindre skala. Derudover er vinbonden Benoit Marguet biodynamiker, og han bruger som udgangspunkt ikke dosage (tilsætning af sukker) i sine vine. Shaman er dog undtagelsen, der som den eneste af hans vine får en lille smule dosage. Udover at jeg på forhånd var bekendt med flere af Marguets vine, så er jeg også så heldig, at jeg var nede og besøge Marguet i Champagne i starten af året. Så da jeg duftede til de to vine og smagte dem, var jeg ikke et sekund i tvivl om, hvad der var hvad.

Læs også: Extra Brut Champagnesmagning

I den ene af ende spektret havde vi Special Cuvéen fra Bollinger, der havde tydelige noter af brioche, brunet smør, nødder og røg, hvilket altsammen blev underbygget af en smule sødme. I den anden ende var der Shaman fra Marguet, der på trods af en lettere oxidativ stil havde masser af friskhed med noter af bl.a. rabarber, citrus, grønne æbler og blomster.

Første sæt var en god og spændende start på aftenen, og jeg synes, at det var en glimrende idé at servere sættet blindt. På den måde får vinene lov at fremstå som de nu gør uden, at man på forhånd har taget stilling til, hvad man synes om dem. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at jeg selv ville have været mere begejstret for Shaman fra Marguet på forhånd, hvis jeg vidste, hvad vi fik serveret. At dette så også var tilfældet selvom vinene blev serveret blindt, bekræfter mig bare i, hvad jeg er mest til.

Ulysse Collin Les Maillons til smagning med ShareWine

Blanc des Noirs og Blanc des Blancs fra Montagne de Reims

Efter en glimrende start rykkede vi videre til næste sæt, hvor begge vine kom fra mindre producenter. Første vin var l’Ouverture fra Champagne Frédéric Savart, der ligger i den lille landsby Écueil i den nordlige del af Montagne de Reims blot få kilometer syd for Reims. Écueil er generelt kendt for pinot noir, da jordbundsforholdende i dette område er særligt velegnede til denne drue, og vinen l’Ouverture, som vi får, er også en såkaldt blanc des noirs, altså lavet på ren pinot noir. L’Ouverture er Savarts entry-level vin og har en dosage på ca. 7g/l, hvilket på ingen måder kan smages i vinen, der er meget ren og flot balanceret. Der er mørke frugter og røde æbler uden at det på nogen måde tager overhånd. Der er nemlig masser af syre og friskhed til at balancere det hele, hvilket gør, at vinen bare hænger rigtig godt sammen.

Den anden vin i dette sæt, var Les Pres Dieu fra Guillaume Sergent, endnu en lille producent, der har marker i tre kommuner i Montagne de Reims. Les Pres Dieu er lavet på 100% chardonnay og er derfor en blanc des blancs. Vinen er lavet på druer fra de to marker “Les Pres” og “Les Vignes Dieu” i hhv. Vrigny og Coulommes. Der er produceret beskedne 2205 flasker af denne cuvée, og dosagen ligger på 3g/l, hvilket gør, at vinen ryger i kategorien “extra brut”. Selvom l’Ouverture var en rimelig stram og frisk sag, så havde den alligevel lidt mere krop og mørk frugt end Les Pres Dieu. Det er uden tvivl blanc des blancs, og der er masser af citrus, grønne æbler og mineralitet i vinen, der står flot balanceret med en præcis syre.

 

Enkeltmarksvine fra det sydlige champagne

Indtil videre har vi bevæget os rundt i entry-level champagner fra fire forskellige producenter, men da vi når til tredje sæt, rykker vi altså lige et niveau op på alle fronter. Her stod den på to forskellige blanc des noirs fra to anerkendte producenter. Nemlig Olivier Collin, der driver Champagne Ulysse Collin samt Cédric Bouchard, der driver Roses de Jeanne. De er begge blandt den nye generation i champagne, og de har begge en relativt lille produktion. Derudover så holder de begge til i den sydlige del af champagne og laver begge udelukkende enkeltmarksvine.

Ulysse Collin holder til i Congy, der ligger i det sydlige Cote des Blancs i et område man kalder Sézannais. I glasset fik vi serveret Les Maillons, der er lavet på 100% pinot noir fra marken Maillons. Vinen er lavet på en base af druemost fra 2014 og er degorgeret i 2018 (degorgering er processen, hvor flasken åbnes efter andengæringen, bundfaldet fjernes og evt. dosage tilsættes, før der kommer prop på flasken). Her har vi en kompleks champagne, der virkelig vil frem i verden, men stadig med en utrolig flot balance. Det nærmest vælter ud af glasset med mørke frugter, ristet brioche, smør og modne røde æbler, der altsammen bliver holdt i skak af en knivskarp syre. Det er uden tvivl stor vin, og jeg er fan!

Læs også: Restaurant Alchemist & G.H. Mumm

Hvis man starter bilen og kører mod Bourgogne fra Ulysse Collin, så vil man efter ca. 140km komme til Roses de Jeanne, som ligger i Aube i Côtes des Bar, der altså ligger et godt stykke fra resten af Champagne-regionen. Det er et lidt specielt område, hvor nogle af de mere eksperimenterende producenter ofte holder til. Cédric Bouchard arbejder efter sigende både økologisk og biodynamisk, men er ikke certificeret. Derudover tilsætter han mindre sukker ved andengæringen for at opnå et lavere tryk i flaskerne end normalt. I glasset fik vi Les Ursules, der ligesom Les Maillons, er lavet på en base af most fra 2014 og degorgeret i 2018. Hvor Les Maillons nærmest væltede op af glasset, så havde Les Ursules en mere subtil næse, hvor den mørke frugt, som er typisk for pinot noir-baserede champagner, igen var til stede. En meget mineralsk, fyldig og præcis vin, der havde et let urtet udtryk. Uden tvivl to fantastiske vine.

Jacques Selosse Initial og Krug Grande Cuvee

Et brag af en afslutning

Man gemmer som regel det bedste til sidst, og det var også tilfældet til denne smagning, hvor sidste sæt bød på hhv. Initial fra Champagne Jacques Selosse og Krug Grande Cuvée. Begge cuvéer er basiscuvéer, non-vintage og lavet med en base på druer fra 2010. På trods af at det blot er basiscuvéer, så var det alligevel aftenens dyreste vine, som begge står i ca. 1200-1300,-/flasken. Til gengæld er bundniveauet hos begge producenter også ekstremt højt, og begge cuvéer kan snildt slå de fleste topcuvéer fra mange andre producenter. Ligesom aftenens første sæt så er det to vidt forskellige producenter, hvor Krug er en af de mindre maison-producenter med en produktion på omkring 650.000 flasker/året, så er Anselme Selosse, der i dag ejer og driver Jacques Selosse, en grower-producent, der blot producerer omkring en tiendedel af Krug.

Initial er en blanc des blancs champagne lavet på druer fra marker fra byerne Avize, Cramant og Oger og med reservevin fra de to forgående år. Vinen får lov at ligge mellem 5 og 7 år på bærmen (gærresterne) inden degorgering (non-vintage champagne skal ligge minimum 12 måneder for, at man må kalde vinen for champagne) og dosagen holdes på ganske få gram per liter. Selosses stil er helt unik, og dette kommer også til udtryk i Initial, hvor man med det samme fornemmer en vis dybde og energi, så snart man stikker næsen i glasset. Der er tydelige oxidative noter, kandiseret citrusfrugt, salt, mineralitet og et nærmest burgundisk udtryk. Samtidig er der også en eller anden form for lethed i vinen, der gør, at den er utrolig saftig og drikbar. Det er virkelig godt, og jeg bliver aldrig træt af at drikke Initial – heller ikke selvom det blot er en basiscuvée.

Krug Grande Cuvée er lavet på et blend af de tre klassiske druer i champagne: chardonnay, pinot noir og pinot meunier. Hvor Initial er lavet på most fra tre årgange, så er Grande Cuvée lavet på omkring 140-180 forskellige vine, der typisk har en alder på op til 12-15 år. Cirka halvdelen af druemosten i blendet er fra årets høst, mens resten er reservevin. Ligesom Selosse så har Krug en meget karakteristisk stil, hvilket også gør sig gældende i Grand Cuvée. Der var masser af dybde og kompleksitet at finde i glasset, og vinen havde tydelige noter af fad, nødder og røget flæsk, der altsammen blev underbygget af en lettere eksotisk frugt. Det er uden tvivl stor vin, der på trods af den enorme fylde og intensitet var flot balanceret.

Aftenens line-up til champagnesmagning med ShareWine

Flot champagnesmagning med ShareWine

Hele aftenen igennem sørgede Claus fra ShareWine for at guide os alle godt igennem de otte champagner. Det var en rigtig flot smagning med en god diversitet i de udvalgte vine, og ikke nok med, at selve smagningen var rigtig godt sammensat, både hvad vinene angår, men også hvordan de fire sæt var komponeret, så var Claus også rigtig god til at formidle sin viden om de enkelte champagner. De tre gutter bag ShareWine – Anders, Mikkel og Claus – sørgede i fællesskab for at afvikle smagningen på professionel vis og overholdt tidsplanen uden problemer. Så jeg kan kun opfordre dig til at holde øje med ShareWines fremtidige smagninger.

 

For en god ordens skyld skal det lige understreges, at ShareWine havde inviteret mig til denne smagning, og at jeg som altid har forbeholdt mig retten til at udtrykke mine egne holdninger.

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.