Fredag aften var det Retour i Tordenskjoldsgade, der fik lov at stå for vores aftensmad. Da vi planlagde vores lille tur til København og Malmö, havde vi besluttet, at vi skulle spise en frokost på Restaurant Schønnemann, og at vi skulle spise aftensmad på en god restaurant i mellemprisklassen – lige præcis hvilken restaurant tog os lidt tid at beslutte.
Det hele startede med, at vi snakkede om, at et måltid på Brødrene Prices nye restaurant kunne være lækkert. Efter lidt research bevægede vi os videre mod restauranter som Retour (Rasmus Bearnaise-kongen Oubæks “nye” restaurant), Restaurant Oubæk (Rasmus Oubæks gamle restaurant) og Paustian ved Bo og Lisbeth Jacobsen. Vi havde så småt besluttet os for Paustian, da jeg læste, at Bo og Lisbeth Jacobsen forlod stedet. Så stod valget mellem Retour og Restaurant Oubæk. I sidste ende faldt valget på Retour.
Da billederne er taget med min iPhone er kvaliteten ikke helt i top, men jeg havde ikke lige taget mit kamera med denne aften.
Vi havde bestilt bord kl. 18.30 og ankom ca. 5 min. før. Der var allerede godt fyldt, da vi ankom, så der var en hyggelig stemning i restauranten og tjenerne farede rundt, dog uden at virke stressede. Indretningen var stilren og rigtig hyggelig, og gav mig med det samme associationer til en ærkefransk bistro.
Vi blev hurtigt spottet og vist hen til vores bord, hvor vi fik stukket et par menukort i hånden og fik fortalt, hvad der var på tavlen idag (retter udover menukortet). Kort efter kom der en lille kurv med lækre maltboller på bordet sammen med en skål smør. Da vi havde luret lidt på menuen hjemmefra besluttede vi os relativt hurtig, afgav vores bestilling og fik tjeneren til at finde et par glas vin til forretten. Da klokken var ca. 18.45 fik vi serveret forretterne, så vi havde dårligt været der et kvarter, før de første retter ankom – det er hvad jeg kalder et effektivt køkken.
Læs også: Klimavenlig middag på Restaurant No 61
Vi havde begge bestilt pighvar, jomfruhummer, gulerod og estragon (billede ovenfor) til forret, og dertil fik vi et glas riesling k, Binner fra Alsace. Lækker og sprød riesling, der gik ganske godt til retten. Forretten var rigtig lækker, og både pighvar og jomfruhummer var tilberedt helt perfekt. Bagerst på tallerkenen var der en “streg” af noget, som kunne minde om en estragon-mayo, der smagte rigtig lækkert. Gulerødderne havde stadig lidt bid og var også lige i skabet. En rigtig vellykket forret.
Til hovedret havde jeg bestilt kalvemørbrad, -haler, og -brissel, serveret med kartoffelmos, sauteret ærter, løg, salat og en guddommelig morkelsauce (billede ovenfor), hvor der i hvert fald ikke var blevet sparet på morklerne. Derudover fik jeg en skål med ekstra sauce og en skål med ekstra garniture (løg, ærter og salat). Mørbrad og brissel var stegt til perfektion, og halerne var blevet formet til kugler, paneret og friturestegt – guddommeligt! Alt ved denne ret var simpelthen så mums – især saucen og de friturestegte kugler.
Maiken havde bestilt due og foie gras serveret med spinat, løg, kantareller, polenta og masser af parmesan. Hun fik serveret en tallerken med to stykker perfekt rosastegt duebryst med foie gras oven på, sauteret spinat og løg (billede ovenfor), og en tallerken ved siden af med en utrolig syndig polenta med masser af parmesan (billedet nedenfor). Ovenpå polentaen var der to confiterede duelår, lidt tynde skiver sprød brød, masser af kantareller og friskrevet parmesan. Ved siden af fik hun selvfølgelig også en lille skål med ekstra sauce.
Læs også: Restaurant No 61 (og vinbar)
Så snart Maiken havde smagt på retten annoncerede hun, at det var en af de bedste retter, hun nogensinde havde fået serveret. Både due og foie gras var tilberedt helt perfekt, og polentaen var perfekt til at suge den himmelske sauce op, som der ikke blev efterladt en dråbe af. Hun er stadig chokeret over, at damen, der sad ved siden af hende, ikke spiste sin sauce op.
Til hovedretterne drak vi begge et glas 2011 Akoibon, Domaine Yoyo fra Banyuls sur Mer i Frankrig, lavet på 100% Mouvèdre. Det var en ret tør vin, der havde en lidt spøjs aroma, som jeg har svært ved at sætte ord på. Vinen smagte udemærket, men det var først da den havde stået en 5-10 min. og fået lidt luft, at den rigtigt åbnede sig. Vinen var ret lækker efter at ha’ stået lidt, og den komplimenterede begge retter rigtig godt.
Læs også: Restaurant Schønnemann – smørrebrød på højt niveau
Indtil hovedretten havde betjeningen været fantastisk, men efter hovedretten blev vi betjent af en anden tjener, og derfra gik det desværre lidt ned af bakken for betjeningen. Vores “nye” tjener virkede lidt forvirret og var ret indadvendt. Da vi havde spist op blev vores tallerkener taget ud, og han kom og spurgte, om vi manglede noget. Vi var begge enige om, at vi skulle ha’ dessert, så vi fik menukortet igen, og besluttede os hurtigt for deres jordbærdessert med kærnemælk, mynte og marengs.
Læs også: Restaurant Alchemist & G.H. Mumm
Jeg spurgte vores “nye” tjener om han kunne finde et par glas vin til desserten, hvilket han så gjorde. Der gik lidt tid før han kom og hældte vinen op, hvorefter han listede væk igen uden så meget som at sige et ord – dette undrede vi os lidt over. Da han kom med desserterne, spurgte jeg selvfølgelig, hvad det var for en vin, vi havde fået serveret, og så vidt jeg husker, var det en schweizisk dessertvin af en art.
Desserten (billedet ovenfor), der blev serveret med to kugler is ved siden af – henholdsvis jordbær- og kærnemælksis – var rigtig lækker. Derudover var der stykker af hvid chokolade, der fungerede rigtig godt til resten. Der var dog ingen af os, som kunne finde mynte af nogen art – der var pyntet med citronmelisse, men der var ikke noget mynte, som der stod i menukortet. Om det var i køkkenet, der var sket en fejl, hvilket jeg tvivler på, da alt havde været perfekt indtil da, eller det var tjeneren, som ikke lige fik nævnt, at der var en lille ændring i desserten, ved jeg ikke. Når det så er sagt, så smagte det skønt, og den søde dessertvin matchede desserten helt perfekt.
Læs også: Nørrebro Bryghus – ølsmagning og -middag
Hele atmosfæren på Retour var lidt anderledes, end hvad vi havde forventet. Det hele var lidt mere afslappet og hyggeligt end vi havde regnet med, hvilket gjorde, at aftenen ikke blev helt, som vi havde forventet. Dette gjorde dog ikke vores besøg på Retour til en dårlig oplevelse – tværtimod. Vi hyggede os gevaldigt og køkkenet leverede mad på meget højt niveau. Det eneste jeg kan sætte en finger på er betjeningen efter hovedretten. Jeg ved ikke om det var en ny tjener, eller han bare havde en dårlig dag, for han var ganske venlig, når vi først havde kontakt med ham.
Vi endte med en regning på 1435,- for en stor flaske vand, 6 glas vin og 2x 3 retter, hvilket jeg synes er ganske rimelig taget køkkenets niveau i betragtning. Alt i alt havde vi en rigtig go’ aften, og der er ingen tvivl om, at vi begge gerne kommer igen.
Retour
Tordenskjoldsgade 11
1055 København K
Tlf.: +45 33 33 83 30
retour.dk