For noget tid siden tikkede der en mail ind fra Nørrebro Bryghus, som ønskede at slå et slag for det gode øl, og de bød i den forbindelse på ølsmagning og -middag på deres brewpub på Nørrebro. For nogle uger siden gik turen derfor til hovedstaden med en forventning om masser af god og velbrygget øl.
Bag om Nørrebro Bryghus
I 2002 fandt brygmester Anders Kissmeyer sammen med Frederik Heegaard, og de åbnede Nørrebro Bryghus i 2003. Nørrebro Bryghus var et af Danmarks første mikrobryggerier, som skulle vise sig at blive en stor succes. På Nørrebro Bryghus har det altid været øllet, der har været i fokus, og maden der serveres på stedet er nøje afstemt hertil. Køkkenet er inspireret af det nordiske, hvortil øl jo er en glimrende ledsager. I dag brygger Nørrebro Bryghus en række faste øl, som bl.a. kan fås på flaske rundt omkring i landets supermarkeder – disse øl fås selvfølgelig også på bryghuset. På bryghuset bliver der dog også eksperimenteret lidt, hvilket betyder, at der bliver brygget en række øl, som kun fås på bryghuset på Nørrebro.
Den er go’ nok, det er Meyers Æblecider, der er i glasset.
Øl på bordet
Da jeg besøgte Nørrebro Bryghus sammen med en håndfuld andre bloggere, fik vi selskab af brygmester Peter Sonne, som serverede en række forskellige øl (og en enkelt cider) for os, mens han fortalte en masse om de forskellige øl og hans tanker bag dem. Aftenen startede ud med en lille ølsmagning, hvor der blev lagt ud med en Lemon Ale, som er en let og frisk øl på 3,5%, der er brygget med citrongræs, limeblade og ingefær. Øllen er brygget med tanke på de frokostgæster, som f.eks. ønsker at kunne drikke en øl til maden selvom man er i bil. Det var en dejlig let og forfriskende øl, hvor især smagen af citrongræs kunne fornemmes.
Meyers Cider
Næste “øl” i glasset viste sig slet ikke at være en øl. Det var nemlig en æblecider, som Nørrebro Bryghus har brygget sammen med Meyers, der netop er blevet lanceret. Cideren er en tør en af slagsen og har altså intet med alle de hersens drikke ala Sommersby, Rekorderlig, og hvad der ellers findes af “cider”, som rent faktisk ikke har noget med rigtig cider at gøre. Cideren er lavet udelukkende på most fra danske, økologiske æbler fra plantager på Lolland, Falster, Askø og Lilleø og naturgær fra Lilleø. Cideren er på 4,9% og som du kan se på billedet ovenfor, så er den ikke filtreret, og da jeg smagte på cideren var jeg ikke i tvivl om, at den var lavet på æbler! Man kunne virkelig smage æblerne, der bidrog med både naturlig syre og sødme lidt ligesom i en god, ufiltreret æblemost. Cideren var til den tørre side, så jeg kunne også ane det lidt gærede, som jeg rigtig godt kan li’ i en cider, men uden at det overtog smagen. Det er en cider, som har en rimelig høj drinkability-faktor, hvilket man bestemt ikke skal kimse af, når nu solen er begyndt at vise sig lidt mere og temperaturen stiger.
Der var godt gang i ølsmagningen
Tilbage til øllet
Efter cideren fik vi lov at smage “Peberbøssen”, som er Nørrebro Bryghus’ bud på en belgisk blonde, brygget med hvid peber, hvilket gav øllen en lidt krydret smag. Øllen var på 5,9%, og det var en ganske letdrikkelig øl, som havde en let, underliggende smag af hvid peber.
Næste øl i glasset var en US Lager på 6% med navnet “Woulda, coulda, shoulda… Been an ale”, og her havde vi med en dejlig humlet sag at gøre. Den var brygget på tre forskellige humlesorter: to New Zealandske (galaxy og mosaic) og den amerikanske simcoe-humle. Den duftede helt fantastisk af græs, citrus og eksotiske frugter, men smagen skuffede en desværre en smule. Øllen smagte fint, men den havde en relativ let krop og levede slet ikke op til det, som duften gav forventninger om.
Og så blev det tid til mørk øl i form af “Cookie Monster’s Hot Chocolate”, som var en Imperial Brown Ale på hele 10,1% brygget med en smule Chocolate Scotch Bonnet (en af de der små stærke chilier du ved), chokolademalt og humle (jeg har desværre glemt hvilken). Den havde masser af chokolade i næsen og havde faktisk en ganske indbydende duft, hvor man også godt kunne ane en svag note af chili. Den smagte også ganske dejligt og havde en let bitter note af chokolade. Chilien smagte på ingen måder igennem, men lå i baggrunden og bidrog med en smule fylde, hvilket faktisk fungerede fint. Taget i betragtning af, at øllen var på 10,1%, så kunne man måske godt have forventet lidt mere smag, men bortset fra det, så var det faktisk en glimrende øl.
Rimmet laks, tomater, hjemmelavet hytteost og rugbrødscrumble
Så er der serveret
Efter at have smagt et udvalg af de øl, som der bliver brygget på Nørrebro Bryghus, så var det ved at være spisetid. På ølfronten blev der lagt ud med New York Lager, som er en øl, der længe har været i deres sortiment både på flaske og på fad. New York Lager er, som navnet antyder, en lager. Den er på 5,2%, brygget på den amerikanske humle Cascade, og har en fin karamelnote og bitterhed og blomsterduft fra humlen.
Der kom lidt forskelligt brød på bordet i form af små boller, der bl.a. var bagt på mæsk fra ølbrygningen, altså den maltede byg efter den er blevet malet og har simret med vand. Derudover var der også nogle stykker enormt velsmagende knækbrød med fennikelfrø, som bidrog med en skøn anissmag. Forretten bød på rimmet laks, tomater, hjemmelavet hytteost på biodynamisk mælk, lidt salater og rugbrødscrumble. En dejlig og velsmagende ret, hvortil øllen fungerede ganske fortrinligt.
Bryghuset var godt fyldt med folk, som så ud til at hygge sig
Hovedretten bød på sprængt kalvespidsbryst med ærtepuré, romanescokål og ærteskud. Hertil fik vi serveret den klassiske Ravnsborg Rød. Kalvebrystet smagte skønt og var dejligt mørt. Det var en velsmagende ret, omend den manglede lidt syre. Øllen var en klassisk britisk red ale på 5,5%, der har en del maltsødme. Den er lidt krydret og har både en smule frugt og lidt bitterhed fra humlen (Amarillo) over sig. Personligt er jeg ikke den store fan af red ales, men Ravnsborg Rød er faktisk en udemærket øl, som fungerede glimrende til det sprængte kalvespidsbryst. Det er nok ikke en øl jeg ville drikke for sig selv, men den egner sig bestemt glimrende til at blive serveret til et godt måltid mad.
Sprængt kalvespidsbryst, ærtepuré, romanescokål og ærteskud
Efter hovedretten var det blevet tid til lidt ost, og det kan man jo altid finde plads til. Her blev vi forkælet med et stykke svensk Västerböttenost og et stykke Høgelundgaard fra Arla Unika, som er en helt fantastisk blåskimmelost. Dertil fik vi en helt tynd maltkiks og lidt hybenkompot. I alt udgjorde det en rigtig dejlig osteservering, simpel og lækker!
Til osten havde jeg egentlig forventet, at vi ville få serveret en porter eller stout, men til min overraskelse stod den på en Triple IPA med masser af Galaxy humle på ca. 10%. Og nu kan jeg jo godt li’ humle, så det var bestemt en glædelig overraskelse. I og med, at det var en øl på 10%, så havde den også en del sødme, hvilket fungerede rigtig fint til de to oste. Derudover bidrog Galaxy humlen med (udover bitterhed) masser af frugtige noter som f.eks. fersken og melon, hvilket var med til at gøre det til et rigtig godt match. Jeg var i hvert fald glad!
Västerbötten, Høgelundgaard, maltkiks og hybenkompot
Til at slutte aftenen af på skulle vi selvfølgelig også have lidt til den søde tand, og her stod den på koldskål med rabarber. Det var dog en slags koldskålsskum ovenpå en rabarberkompot og en slags crumble/kammerjunkere. På ølfronten blev aftenen sluttet af i den lidt lettere ende med en Yuzu Wit, som er en Witbier, altså en hvedeøl, brygget med den asiatiske citrusfrugt yuzu. En dejlig let og frisk øl, som også havde lidt sødme, der gjorde, at den fungerede ret fint til desserten. Selve desserten smagte også dejligt – koldskål og rabarber er en smagskombination, man aldrig går galt i byen med, og alt i alt var det en dejlig måde at slutte aftenen af på.
Rabarberkompot, “kammerjunkere” og koldskålsskum
En hyggelig aften på Nørrebro Bryghus
Det viste sig at være en rigtig hyggelig aften på Nørrebro Bryghus med masser af god øl og mad og et rigtig godt selskab. Det var spændende at smage en masse forskellige øl fra Nørrebro Bryghus, men personligt, så synes jeg, at mange af øllene er lidt kedelige at drikke for sig selv, hvis man sammenligner med øl fra andre mikrobryggerier (som f.eks. fynske Ugly Duck Brewing & Co.), men nu er jeg også lidt af en ølnørd, der efterhånden har smagt rimelig meget øl. Når det så er sagt, så synes jeg, at de fleste øl fra Nørrebro Bryghus egner sig rigtig godt til at blive serveret til mad, hvilket bestemt også blev bevist denne aften – og da jeg var på Restaurant Kronborg i efteråret.
Brewpubben på Nørrebro er et glimrende sted, hvor der bliver serveret god og velsmagende mad i selskab med gode øl, som er brygget på stedet. Menukortet byder på mange forskellige retter, hvor der er flere, som jeg godt gad smage, så jeg kunne bestemt godt finde på at slå et smut forbi Nørrebro Bryghus en anden god gang.
Nørrebro Bryghus
Ryesgade 3
2200 København N
www.noerrebrobryghus.dk
NB! Indlægget er udgivet i samarbejde med Nørrebro Bryghus, men jeg har forbeholdt mig retten til at skrive mine egne holdninger.