I starten af februar besøgte den hollandske brygger Menno Olivier Indslev Bryggeri i Nørre Aaby på Fyn. Menno står bag det hollandske bryggeri Brouwerij de Molen, som er kendt for sine fantastiske, kulsorte øl. Menno skulle sammen med Indslevs bryggere brygge en sort øl på 12,5%.
Hvem er Ugly Duck Brewing Co.?
Indslev Bryggeri er kendt for sine sublime hvedeøl, som er det eneste de brygger, men står også bag brandet Ugly Duck Brewing Co., der beskriver sig selv som en legeplads, hvor der ikke er nogle rammer:
“This brand is to act as a play ground for the ideas, that until now, were impossible to realize with our concept. Sure, some of them wild, but that is the beauty of it all – there are no limits!”
Ugly Duck har vundet adskillige priser for deres øl. Allerede i 2012 – samme år brandet blev lanceret – vandt de årets ølnyhed i begge kategorier (“Øl i kategorien op til 5,9%” og “Øl i kategorien 6% og over”) med hhv. Simcoe & Chinook IPA og Imperial Vanilla Coffee Porter.
Dagen startede med en iskold Miami Vice fra Ugly Duck Brewing Co.
Samarbejdsbryg med Brouwerij de Molen
Da Indslev Bryggeri udelukkende laver hvedeøl og Ugly Duck Brewing Co. er legepladsen, så skal den sorte øl, som skulle brygges den pågældende dag, selvfølgelig sendes på markedet som et samarbejdsbryg mellem Ugly Duck Brewing Co. og Brouwerij de Molen.
For at kunne brygge en øl på så høj alkoholstyrke skal der rimelig store mængder malt til, da det jo er malten, der bidrager med sukkerstofferne, som gæren skal leve af og bruge til at hive alkoholstyrken i vejret. Da planen var at lave tre bryg à 1.200 liter og samle dem i en af bryggeriets 4.000 liters gæringstanke, så var bryggerne allerede startet aftenen før med det første bryg.
Min gode kammerat og bryggeriets PR-mand, Mads Nørgaard, havde i dagens anledning overtalt mig til at kreere lidt mad til de hårdtarbejdende bryggere. Vi ankom til bryggeriet sidst på formiddagen og fik hurtigt smækket dagens frokost i ovnen.
Udover Menno Olivier, Mads og jeg talte dagens mandskab ølbloggeren Martin fra Stovt.dk, Anders Busse, som ejer bryggeriet, Ugly Ducks Brand Manager Martin Jensen og de to bryggere Stefan og Torben. Efter at have hilst på alle mand fik jeg stukket en iskold Miami Vice i hånden, som er en sprød og lækker humlet sag fra Ugly Duck Brewing Co., og så var dagen ligesom igang!
Ølbraiserede spoleben med kartoffel-/kålrabikompot, bagte rødder og gremolata.
Frokosttid
Jeg havde lavet alt maden på forhånd, så den stort set bare lige skulle varmes op. Til frokost skulle vi have et godt og solidt måltid, så jeg havde besluttet at lave en ordentlig portion braiserede spoleben. Spolebenene havde jeg selvfølgelig braiseret i Indslevs egen øl, Sort Hvede, som er en særdeles fremragende øl – både i glasset og i gryden. Braiserlagen var blevet kogt godt ind til en super velsmagende sauce, så spolebenene blev varmet op i et par foliebakker, hvor der blev hældt lidt frisk Sort Hvede i bunden, hvilket fremhævede smagen af øllet i retten.
Til spolebenene serverede jeg en kartoffel-/kålrabikompot (med rigeligt smør!) sammen med pastinakker, persillerødder og gulerødder, som var blevet halveret og bagt med lidt fennikelfrø og tørret chili. Ved servering blev der drysset gremolata, bestående af persille og citronskal, udover.
Et udpluk af gæringstankene på Indslev Bryggeri.
Før frokosten fik Martin og jeg en lille rundvisning på bryggeriet, hvor vi så de forskellige dele af den nuværende produktion. Efter en solid frokost blev det tid til lidt mere rundvisning, men denne gang gik turen op på det gamle loft, som tidligere (lang tid før Anders overtog bryggeriet) blev brugt. Det var dog tydeligt, at loftet ikke havde været benyttet i mange år.
Produktionen
Selve produktionen starter i maltrummet, hvor malten bliver kværnet for derefter at bliver overført til en kedel (mæskekarret), hvor det blandes med varmt vand, hvilket gør, at maltens stivelse bliver omdannet til sukker. Herefter sigtes den varme, søde væske (urten) over i en anden kedel, hvor den koges igennem (evt. med humle). Urten køles ned og der tilsættes gær, hvorefter den bliver overført til de 4.000 liter gæringstanke, som du kan se på billeder herover. Her får øllet lov at stå og gære ved den rette temperatur indtil det er klar til at blive tappet på flasker – eller blive fyldt på store træfade for at lagre.
Tomme flasker klar til at blive fyldt med friskt øl.
Eftermiddagssnack
I løbet af eftermiddagen skulle vi selvfølgelig også ha’ en lille snack, så jeg havde forberedt en ordentlig portion pizzadej hjemmefra, som skulle bruges til flammkuchen (eller tarte flambée om man vil) – noget der skulle vise sig at være enormt populært blandt bryggerholdet. Så mens bryggerne fortsatte deres arbejde, så gik jeg i køkkenet for at rulle dej ud til flammkuchen.
Flammkuchen er en specialitet fra Alsace, som er en slags pizza med creme fraiche, fintsnittet løg og bacon – og i dette tilfælde fik den også lige et skud rosmarin på toppen.
Friskbagt flammkuchen og kolde øl.
Efterhånden som mine flammkuchens kom ud af ovnen, begyndte hele bryggerholdet lige så stille at trække over mod køkkenet, og der gik ikke mange minutter fra der kom en flammkuchen ud af ovnen, til den var væk.
De lækre og sprøde flammkuchen endte med at udgøre et mindre måltid i stedet for en snack, som havde været hensigten, men det smager altså også bare godt! Og endnu bedre når der er masser af kolde øl til.
Efter en lækker lille snack rendte vi lidt rundt på bryggeriet, drak en lille kold øl og slog mave mens bryggerne tjekkede op på det tredje bryg, som nu var undervejs.
Det er hårdt arbejde at brygge øl!
Tid til aftensmad
Nogle timer efter vi havde spist flammkuchen gik jeg i køkkenet en sidste gang, og denne gang for at varme lidt aftensmad. Jeg havde dagen før bagt en ordentlig portion hotdogbrød, lavet ketchup, remoulade, syltet græskar som erstatning for syltede agurker (der jo ikke smager af så meget på denne årstid) og hvad der ellers hører til – pølserne havde jeg dog ikke lavet selv. Og igen, så er det mad, der bare smager bedre med en kold øl til, som der selvfølgelig ikke var mangel på.
Efter aftensmaden fik vi ryddet op og drukket ud, og så var dagen ved at være omme.
En bryggers værktøj!
En dag med Brouwerij de Molen og Ugly Duck
Menno Olivier fra Brouwerij de Molen er ekspert i sort fadlagret øl, og det samarbejdsbryg, som blev lavet med Ugly Duck den dag, skal selvfølgelig også lagres på fade. Så vidt jeg ved, så er planen, at der bliver tappet en lille portion på flasker, når øllen er klar, mens resten bliver hældt på fade, hvor den skal lagre indtil den er klar. Jeg glæder mig i hvert fald til, at der kommer noget øl på flaske, som jeg kan smage!
Vi sluttede dagen af på Carlsens Kvarter i Odense, hvor vi fik os (endnu) en Miami Vice fra Ugly Duck på trods af, at det var det, som vi havde drukket det meste af dagen, men det er nu også en dejlig øl! Da der også var Rasputin fra Brouwerij de Molen på fad blev jeg selvfølgelig nødt til at slutte af med sådan en, hvilket bestemt også er en lækker øl.
Martin fra Stovt.dk har også skrevet en lille beretning om dagen, som du kan finde på hans blog.