Cottage pie med cheddarmos – perfekt comfort food

Udgivet af den 7. marts, 2016 i Kødretter | 0 kommentarer


Cottage pie med cheddarmos

Pies er desværre ikke rigtigt noget, som vi har tradition for i Danmark, hvilket er synd, da det er en skøn spise og en fantastisk måde at bruge rester på, hvis man har sådan nogle. Hvis ikke, så kan man jo altid lave den bare fordi, at det smager virkelig godt!

Selvom kalenderen siger, at det nu officielt er forår, så siger vejret desværre noget andet. Men så kan man jo passende lave en masse dejlig comfort food, som kun bliver bedre af at blive indtaget, mens man sidder indenfor med tændte stearinlys og lytter til regnen mod ruderne.

Læs også: Langtidsstegt lammekølle med rosmarin

Pies kan laves på mange forskellige måder, men fælles for dem er, at de alle har en eller anden form for fyld. I nogle typer pies er fyldet pakket helt ind i en sprød dej – altså både i bunden, på siderne og på toppen – andre har kun dej i bunden eller på toppen og sidst men ikke mindst, så er der typer som f.eks. cottage pie, hvor dejen er skiftet ud med en cremet kartoffelmos. Her i Danmark har vi tradition for at lave pies (eller tærter, som vi kalder dem i Danmark) med en dej i bunden, mens de f.eks. i England har tradition for at lave pies med enten en sprød dej eller cremet kartoffelmos på toppen. Og når man snakker om dejen i forbindelse med pies, så findes der selvfølgelig også forskellige typer. Man kan enten vælge at bruge mørdej, butterdej eller flaky pastry, som er en slags brudt butterdej. Jeg har f.eks. tidligere lavet kyllingepies med porre og lammepies med svampe og mørk øl, der begge var med et sprødt butterdejslåg, hvilket fungerer ret godt, men i denne omgang er det en klassisk cottage pie, hvor der altså er en god kartoffelmos på toppen. Og for det ikke skal blive alt for sundt, så blev jeg i denne omgang inspireret af Paul Cunningham og har rørt en god gang revet cheddar i mosen.

Cottage pie med cheddarmos

Cottage Pie eller Shepherd’s Pie?

Både cottage pie og shepherd’s pie er pies med kødfyld, og de to termer er ofte blevet forvekslet, men når det kommer til stykket, så er det faktisk slet ikke så kompliceret. En Shepherd, altså en hyrde, passer på lam og får, så når man bruger lam i sin pie hedder det en Shepherd’s Pie, og når man bruger oksekød, så hedder det en Cottage Pie. Simpelt, ikke? Navnet cottage pie opstod efter sigende i slutningen af det 18. århundrede, da man opdagede kartoflen, som en spiselig afgrøde de fattige havde råd til, hvor cottage refererer til en beskeden, landlig hytte.

Læs også: Braiseret spidsbryst – opskrift på langtidsstegt spidsbryst

Herhjemme laver vi næsten altid cottage pie, altså med oksekød, da det ofte er ret svært at finde lammekød af ordentlig kvalitet i de lokale supermarkeder for slet ikke at snakke hakket lammekød, hvilket stort set er umuligt at opdrive. Mængden og typen af grøntsager, som jeg kommer i en cottage pie varierer som regel en del alt efter, hvad jeg lige har liggende, så derfor er opskriften herunder også mere ment som inspiration end som en opskrift, der skal følges slavisk.

Cottage pie med cheddarmos

Cottage pie med cheddarmos

Opskriften er primært ment som inspiration, så brug gerne de grøntsager du lige har liggende. Har du en rest kød, kødsovs e.l., der skal bruges, så spar pengende på en gang hakket oksekød og brug resterne i stedet for.
Forb. tid30 min
Tilb. tid1 t 30 min
Samlet tid2 t
Ret: Hovedret
Køkken: Britisk
Servings: 6
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

Cheddarmos

  • 500 g kartofler
  • 500 g selleri
  • 100 g cheddar
  • Smør
  • Mælk

Cottage Pie

  • 400 g hakket oksekød
  • 1 løg
  • 3-4 gulerødder
  • 3-4 pastinakker eller persillerødder
  • 1 porre
  • 2 spsk. tomatpuré
  • Et par kviste timian
  • Et par laurbærblade
  • 5 dl kalve-/oksefond kan erstattes med vand

Fremgangsmåde

Cheddarmos

  • Skræl kartofler og seller og skær det groft ud.
  • Kog kartofler og selleri møre i ikke-saltet vand.
  • Hæld vandet fra og mos kartofler og selleri.
  • Tilsæt revet cheddar og rør det ud i mosen.
  • Tilsæt en go' klat smør og lidt mælk indtil mosen har den rette konsistens.
  • Smag til med salt og peber.

Cottage Pie

  • Brun kødet af i lidt olie i en varm gryde.
  • Ordn grøntsagerne og skær dem ud i mindre stykker.
  • Når kødet er brunet tilsættes grøntsagerne. Lad dem sautere med i en 5 minutters tid.
  • Tilsæt tomatpuré og lad det stege lidt af.
  • Tilsæt timian, laurbærblade og fond og kog det det op.
  • Lad kødsovsen simre i en times tid. Lad det evt. koge lidt uden låg, hvis du synes, at kødsovsen er for våd.
  • Smag til med salt og peber og kom kødsovsen over i et fad. Fordel cheddarmosen oven på og bag din cottage pie i ca. 30 min. ved 200 grader.

Noter/Anretning

Lad din cottage pie hvile ca. 5 min. inden servering og server gerne en grøn salat med en simpel vinaigrette til.

 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Riiigeligt smør... direkte i din mailboks

 

Skriv dig op til mit nyhedsbrev og få besked i din mailboks hver gang, der sker noget nyt på bloggen.

Ved tilmelding modtager du en e-mail, som du skal bekræfte.

Mange tak for din tilmelding!