Lammepie med svampe og mørk øl

Udgivet af den 20. oktober, 2012 i Kødretter


Lammepie med svampe og mørk øl

Pies er en ting, vi ikke rigtig har tradition for i Danmark på samme måde, som de har i f.eks. England, hvilket egentlig er ærgerligt, da det er en glimrende spise. En traditionel pie består af et lækkert kødfyld med masser af kraft og saft og et låg af sprød gylden butterdej – i dette tilfælde er der tale om lammepie med svampe og øl, serveret i små Le Creuset stentøjsgryder, hvilket passer perfekt med én pr. næse.

Lækker lammepie med mørk øl

En lammepie som denne er rigtig comfort food, der passer perfekt til en kold og blæsende efterårs-/vinteraften, hvor man rigtig kan sidde indenfor i varmen og hygge sig med en lækker lammepie og et godt glas øl. Det tager selvfølgelig lidt tid at lave, da kødfyldet skal stå og simre et par timer, men dette kan sagtens gøres dagen før, og så skal de bare lige i ovnen en halv time før man skal spise.

Læs også: Shepherd’s Pie med cheddarmos

Jeg valgte som sagt at lave min lammepie i portionsstørrelse, men man kan sagtens vælge at lave en stor pie. Jeg brugte frisk lammehals fra Avernakø, som jeg havde købt hos Caroline i Odense. Caroline er en “gårdbutik” midt i byen, som sælger alt fra fersk økologisk kød til æblemost og mel fra lokale producenter. Derudover har hun også et udvalg af diverse franske pølser og patéer.

Læs også: Kyllingepie med porre og sprød butterdej

Jeg valgte at servere kartoffelmos til mine lammepies og en Sort Hvede fra Indslev Bryggeri i glasset. Øllen var rimelig oplagt, da den også røg i gryden til lammet. Det er en lækker mørk hvedeøl, som er brygget på 50% hvedemalt i stedet for ren bygmalt, som man normalt brygger stouts på – dette gør øllen mere rund og blød end en traditionel stout. Den er bl.a. brygget på røgmalt, hvilket giver øllen en fin røget og lakridsagtig smag. Det er en glimrende øl til kraftige gryderetter som denne lammepie – både i og til maden.

Lammepie med svampe og mørk øl
Lammepie med svampe og mørk øl
Lammepie med svampe og mørk øl

Lammepie med svampe og mørk øl

Ingen stemmer endnu
Udskriv Pin Rate
Ret: Hovedret
Køkken: Nordisk
Antal: 4
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • 500 g lammekød i tern (jeg brugte udbenet halskam, men andre udskæringer som f.eks. bov og kølle kan også bruges)
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 4 gulerødder
  • 200 g svampe
  • 1 spsk. tomatkoncentrat
  • 5 dl mørk øl (jeg brugte en Sort Hvede fra Indslev)
  • 2,5 dl vand
  • 1 spsk. mel
  • 1 porretop (eller en lille porre)
  • Et lille bundt timian
  • 1 pakke butterdej
  • Ribsgele (eller sukker – ribsgele er dog bedst)
  • Salt og peber

Sådan gør du

  • Ordn løg, hvidløg, gulerødder og svampe og skær det hele groft ud. Sæt til side.
  • Porre og timian vaskes grundigt og bindes sammen med lidt køkkensnor. Hvis du bruger et helt stykke lammekød skal dette pudses af og skæres i tern.
  • Varm en gryde op og brun kødet af i lidt olie så det får stegeflade.
  • Tag kødet op af gryden og svits løg, hvidløg og gulerødder lidt.
  • Tilsæt så svampene og lad dem stege med et par minutter.
  • Kom tomatkoncentrat i og lad det stege lidt.
  • Kom kødet tilbage i gryden og drys melet udover.
  • Tilsæt så øl, vand, porre og timian og lad det simre under låg 1½-2 timer.
  • Når kødet er mørt tages låget af og væsken koges ind til det hele har en passende konsistens.
  • Fisk porre og timian op og smag til ribsgele/sukker, salt og peber.
  • Fordel fyldet i 4 små stentøjsgryder eller ét ildfast fad og dæk med butterdej. Det kan være en god idé at lade fyldet køle af først, da butterdej primært består af smør og derfor nemt smelter. Derudover skal du være lidt forsigtig med butterdejen og arbejde så lidt som muligt med den. Pensl evt. med mælk/pisket æg.
  • Bag din lammepie ved 200 grader i 20-30 min. til den er gylden. Server med kartoffelmos, ris, eller hvad du lige føler for.
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.