Heartland Festival – festivalsmad i verdensklasse

Udgivet af den 2. juni, 2018 i Festivaler


Heartland Festival, Musling Bistro, Østers

Efter en forrygende start på årets Heartland Festival med en masse dejlig mad og vin var forventningerne sat højt til andendagen – og jeg skal love for, at de blev indfriet. Dagen i går bød bl.a. på østers, vanvittig lækker sydamerikansk streetfood samt læskende naturvin i lange baner (måske lidt for lange baner…). Madscenen på Heartland Festival er uden sammenligning den bedste jeg har oplevet til dags dato, så har du svært ved at udvælge dagens måltider, så får du her en række gode bud. Fik du ikke læst om første dag på festivalen, så finder du indlægget her.

 

Musling Bistro – friske skaldyr og læskende vin

Musling Bistro var også at finde på festivalen sidste år, hvor de havde bygget en lille restaurant, hvor man kunne få det mest fantastiske skaldyrsfad samt en masse lækre vine. I år har de (heldigvis) udvidet, både hvad størrelse og udvalg angår, hvilket betyder, at man udover skaldyrsfad også blot kan kigge forbi til en håndfuld østers og et glas vin, hvilket vi gjorde i går, og det er altså nogle lækre østers (igen i år). Vinkortet er blevet udvidet betydeligt, og i år laver de også en række forskellige cocktails. Musling Bistro får i hvert fald mine varmeste anbefalinger.

Heartland Festival, PMY

PMY – Sydamerikansk streetfood i verdensklasse

PMY står for “Papa, Maìz, Yuca” (“kartofler, majs, yucca” på dansk), som er tre hovedingredienser i det hhv. peruvianske, mexicanske og venezualsk køkken. Det er tre af sydamerikansk skarpeste kokke, der har stukket hovederne sammen for at lave en restaurant i København.

Læs også: Det bedste fra Heartland Festival 2018

På Heartland Festival har de slået en lille streetfood bod, hvor man kan få arepas, som er en slags majsbolle fra det sydamerikanske køkken. Der er både en vegetarisk variant med sorte bønner og friskost og en variant med pulled beef og cheddar. Begge varianter kan varmt anbefales, især den vegetariske, som bare smager latterligt godt! PMY er nok mit bud på festivalens bedste streetfood, så har du ikke været forbi endnu, så er det ved at være på tide at gøre noget ved det. Det er simpelthen for godt til at gå glip af.

Heartland Festival, Hooked, Lobster Roll

Hooked – brioche med hummer

Hos Hooked langer de lobster rolls og vinegar fries over disken i lange baner, og det skal man altså ikke klage over. Jeg var forbi til en lobster roll i går, der serveres i et grillet briochebrød med en fornuftig portion rørt hummer og en frisk citron til at bryde lidt med fedmen. Og det smager altså godt! Så er du til brioche og hummer, så smut forbi Hooked. Du vil ikke fortryde det!

Heartland Festival, Oles Gård, Toast

Oles Gård – lækker luksustoast

Oles Gård er simpel og velsmagende mad lavet fra bunden med gode råvarer. Alle råvarer kommer fra Oles Gård (surprise) som er et lille økologisk landbrug i Århus. Her kan du få en utrolig lækker toast bestående af godt brød, lækker skinke, en god vesterhavsost samt lidt chiliketchup. Det er en toast, som bare smager godt. Derudover kan man også få en pizza, som dog ikke er en helt almindelig pizza. Den består af en koldhævet surdejdsbund med kartofler, rosmarin og olivenolie samt en masse lækkerier fra Oles Gård. Jeg har desværre ikke nået at smage pizzaen endnu, men den ser utrolig lækker ud, så jeg satser på, at nå forbi i dag.

Heartland Festival, Gelato Italia

Gelato Italia – fantastisk italiensk is

Der er vist ingen tvivl om, at vejret er med os her på Heartland Festival. Det er næsten lidt for godt, hvis du spørger mig. Men så er det godt, at man kan få en iskold is og køle sig på. Gelato Italia er en lille italiensk isbutik fra Svendborg, der serverer virkelig lækker italiensk is. Hjemmelavet med gode råvarer, præcis som det skal være. Her fik vi en dejlig hasselnøddeis, der var virkelig lækker, så den kan jeg varmt anbefale.

Heartland Festival, Rødder & Vin

Brødder & Vin – naturlige vine og fisk på dåse

I den her varme er det med at få noget væske – masser af væske – og det kan (B)Rødder & Vin hjælpe med. Normalt er de kendt som Rødder & Vin og har en lille naturvinsbiks i København, men i anledningen af Heartland Festival har de slået sig sammen med Grøndals, der importerer fantastisk og bæredygtig fiskekonserves. Man kan både købe vine på glas og hele flasker, og så kan man købe diverse fiskekonserves, serveret med lidt go’ mayo og godt brød. Jeg kan varmt anbefale deres chenin blanc fra Loire samt deres Beaujolais fra Romain des Grottes, hvis du godt kan li’ tørstslukkere. Og så snup lige en dåse fiskekonserves med på vejen og find et spot i skyggen, så skal du nok klare den.

Gasoline Grill

Jeg var selvfølgelig også forbi Gasoline Grill, som serverer en af verdens bedste burgere, og selvom jeg havde fået den før, så blev jeg igen overrasket over, hvor velsmagende den burger faktisk er. Det er helt vanvittigt! Det er en burger af den simple slags i en briochebolle med en hakkebøf af godt oksekød, en god velsmagende ost, lidt rødløg, pickles og en dressing, og jeg er ikke helt sikker på, hvordan man kan proppe så meget velsmag ind i så simpel en burger. Det er i hvert fald et smukt eksempel på, hvor langt man kommer med gode råvarer. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg skal forbi Gasoline Grill igen i dag, og jeg synes virkelig, at du burde gøre det samme!

Heartland Festival, Gourmensch, Porchetta

Gourmensch

Sidste anbefaling for denne gang er Gourmensch, som Jakob Nusbaum står bag. Konceptet er mad over bål, og i løbet af festivalen har han afholdt workshops i netop dette. Udover workshops, så bliver der også langet de lækreste porchetta-burgere over diske til sultne festivalgæster, og den kan altså varmt anbefales. Det er en asiatisk inspireret porchetta-burger, hvor porchettaen selvfølgelig er lavet over bål og den lækre bolle fyldt med yuzumayo, asiatiske pickles, spidskål, banh mi-marinade og koriander. Så er du til banh mi-sandwich deluxe med sprøde svær, så slå da lige et smut forbi Gourmensch og forkæl dig selv.

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.