Heartland Festival er uden tvivl en af landets mest interessante festivaler når det kommer til mad og drikkevarer. Her finder du nemlig alt lige fra talks og workshops om vilde urter, fynsk whisky, kaffe og chokolade til streetfood og skaldyrsfade fra Bib Gourmand-restauranterne PMY og Musling Bistro samt burgere fra Gasoline Grill, der er kåret til en af verdens bedste burgerbarer af Bloomberg. Så der er uden tvivl noget for enhver smag, og alt sammen i de mest fantastiske omgivelser. Med alle de fantastiske muligheder kan de være svært at vælge – og nå det hele for den sags skyld – men jeg har allerede efter første dag på festivalen været igennem lidt forskelligt, som du kan læse om herunder.
Tatar
Tatars bod på Heartland Festival er efterhånden ved at være lidt en tradition. De sidste to år på festivalen har jeg lagt ud med en gang rørt tatar med friske fjordrejer, og det smager intet mindre end fantastisk! Så det er efterhånden ved at være en tradition, hvorfor jeg selvfølgelig også lagde ud med en gang tatar i år. De to forgående år har de serveret tataren i en blød bolle som en slags “rå burger”, men i år er de gået over til en tallerkenservering med lidt sprødt rugbrød, der efter min mening blot har løftet tataren og gjort den endnu bedre og mere elegant. Til gengæld er prisen også røget op i 135,-, hvilket er lige i overkanten, hvis du spørger mig.
Læs også: Heartland Festival – festivalmad i verdensklasse
Hos Tatar kan du både få en helt klassisk rørt tatar og en Heartland-udgave med lokale asparges og friske fjordrejer, som jo passer perfekt med årstiden og sæsonen. Kombinationen af tatar og fjordrejer er ganske enkelt forrygende, så det kan varmt anbefales, at du slår et smut forbi Tatar og får dig lidt raw food.
Kiin Kiin Streetfood
Michelinrestauranten Kiin Kiin er også at finde på festivalen, dog i en streetfood udgave. Her kan du få et par forskellige thailandske retter – hhv. rød karry med kylling og pad krapow – samt sprøde forårsruller og læskende citron-/ingefærlemonade med mynte. Jeg snuppede en gang pad krapow, som er en krydret thailandsk wokret med svinekød, æg og thailandsk basilikum, samt et par forårsruller og en lemonade. Ved første øjekast ser pad krapow’en måske lidt kedeligt ud, men det er langt fra tilfældet. Den er godt krydret, smækket med smag og smagte ganske enkelt bare virkelig godt! Og til en nette sum af 85,- får man altså en god og velsmagende portion mad til billige penge.
Forårsrullerne smagte ganske godt, men der var ingen overraskelser her – det smager bare godt, men overrasker sjældent. Lemonaden var dejlig læskende, og det skal man altså ikke klage over i den her varme.
RUDO
Rudo er en vinbar, der kortvarigt var en del af Christian Puglisis række af barer og restauranter i København, men er nu lukket. RUDO er dog genopstået i anledningen af Heartland Festival, hvor hele Christian Puglisis team også står bag årets banquet, som du kan læse om herunder. På RUDO kan du få en række forskellige barsnacks, heriblandt den verdensberømte tatar fra Manfreds samt lækre ølpølser fra Hindsholmgrisen. Derudover har de et flot udvalg af læskende og naturlige vine, vermouth og cider. Slå enten turen forbi til et par glas italiensk vermouth med is eller en portion (eller to?) af den absurd velsmagende tatar og en flaske kølig gamay. Jeg skal i hvert fald selv endnu et smut forbi RUDO i løbet af festivalen.
GRØD
Er du blandt de camperende festivalgængere, så står GRØD-teamet klar til at sørge for din morgenmad. GRØD har efterhånden eksisteret i en del år, men jeg havde indtil i dag endnu aldrig været forbi. GRØD ligger i campingområdet og serverer både chiagrød og havregrød. Jeg startede dagen i dag med en ordentlig portion havregrød med æble, saltkaramel og sprøde mandler, og det var hele den lange ventetid værd. Det smagte virkelig godt og udgjorde en perfekt start på dagen, så deres havregrød kan i hvert fald varmt anbefales. Min eneste kritik går på at portionerne er alt for store til mig, så alt efter hvor sulten man er, så kan en portion havregrød snildt deles.
Christian F. Puglisi X Heartland Banquet
Heartland Banquetten er en tilbagevendende begivenhed her på festivalen, og i år er det Christian Puglisis og hans restauranter der står bag. Det hele foregår i et par hyggelige telter ved en række mindre borde, hvor man får serveret en håndfuld lækkerier på fade og tallerkener i bedste social dining-stil. De som kender til Christian Puglisi vil måske vide, at han udover sine restauranter også driver gården Farm of Ideas, som leverer grønt, kød og mælk til hans restauranter. Derfor er dette års banquet selvfølgelig også stablet på benene i bedste farm-to-table stil, hvor der lægges ud med hjemmelavet charcuterie fra BÆST samt surdejsbrød fra Mirabelle. Herefter fik vi serveret en skøn portion hvide asparges med klipfisk og tørrede kapers i form af en slags kold sauce (eller creme om man vil).
Læs også: Det bedste fra Heartland Festival 2018
Derefter fik vi en salat bestående af kogte fynske kerner med frisklavet ricotta og urter fra Farm og Ideas, og det var altså ikke “bare” en salat. Det var en utrolig velsmagende salat, hvor ricottaen uden tvivl er den bedste jeg nogensinde har fået. Aftenenes hovedret bød på helstegt gris fra Hindsholmgrisen, grillede salater fra Skyttes gartneri og kogte nye kartofler med ramsløgssmøg. Endnu en simpel og utrolig velsmagende servering. Desværre var kødet ikke helt varmt, da vi fik det serveret og kartoflerne var lidt forsinket ift. resten, men det ændrer ikke på, at det var virkelig lækkert! Banquetten sluttede af med en gang gelato fra Mirabelle, som vi fik på vejen ud af telten. Der var det en utrolig lækker is på rå mælk med rabarberkompot og olivenolie. En dejlig frisk og velsmagende afslutning på en skøn banquet. Den lækre gelato serveres også fra vognen ude foran banquet-teltet.
Har du endnu ikke købt billetter til Christian F. Puglisi X Heartland Banquet, så gør dig selv en tjeneste og skynd dig at køb nogle af de sidste billetter. Du får utroligt meget god og velsmagende mad for blot 415,-, og i skrivende stund er der stadig billetter til frokost og aften i morgen.
Steder jeg planlægger at besøge på årets Heartland Festival
I dag står den på Stedsans in the Woods til frokost, og derefter skal der smages endnu mere. Der er mange (rigtig mange) gode steder her på Heartland Festival, og der er mange steder som skal besøges. Herunder følger en ikke-prioriteret liste over de steder jeg i hvert fald har ambitioner om at kigge forbi:
- PMY: Sydamerikansk streetfood i topklasse
- Cicchetti: Italienske hapserer og kolde drinks
- Gasoline Grill: En af verdens bedste burgere!
- Musling Bistro: Skaldyr og naturlige vine af højeste kaliber
- Hooked: Lobster roll og vinegar fries
- Gourmensch: Asiatisk porchetta sandwich
- Steensgaard: Lokale råvarer af højeste kvalitet! Både charcuteri-standen i Tasteland og madboden ved Riverside.
- Oles Gård: Toast og pizza med lækkerier fra Oles Gård
- Gelato Italia: Lækker italiensk is