I starten af januar havde Jameson Whiskey inviteret til et bloggerarrangement hos Mesteren & Lærlingen i Kødbyen, som skulle vise sig at blive en ganske interessant aften med spændende cocktails og lækker mad.
Laura McCarthy, som var aftenens repræsentant for Jameson, startede ud med at fortælle lidt om Jamesons historie og produktion, selvfølgelig ledsaget af en Jameson Ginger & Lime, som du kan finde opskriften på her.
Jameson Whiskey blev grundlagt af John Jameson i 1780 og blev i 1988 opkøbt af den franske virksomhed Pernod Richard, som idag står bag flere forskellige kendte spiritusbrands, heriblandt Jameson Whiskey.
Produktion af Jameson Whiskey
Produktionen af Jameson Whiskey foregår stort set på samme måde som med alt anden whiskey: først maltes kornet, så kværnes det og blandes med 63 grader varmt vand for at enzymerne i kornet kan nedbryde stivelsen til mindre sukkerdele (denne proces kaldes “mæskning”). Derefter filtreres den varme mask, så man får en sød væske (også kaldet “urt”), der får lov at gære til man har en øl på ca. 15%. Denne øl bliver så destilleret tre gange i forskellige kobber-pot stills, hvilket resulterer i en sprit på ca. 94% alkohol. Denne sprit bliver vandet ned til 60-70%, hvorefter den bliver fyldt på egetræsfade, hvor den får lov at lagre nogle år alt afhængig af, hvilken whiskey den skal bruges til (den almindelige Jameson Whiskey er lagret et sted mellem 5-7 år, mens Jameson Whiskey Reserve er lagret 7-11 år.). Inden whiskeyen kommer på flasket bliver den vandet ned til 40%.
“Weeski” af David Wondrich
Cocktails med Jameson Whiskey
Efter en fortælling om Jamesons historie og produktion smagte vi på både den almindelige Jameson Whiskey og Reserve-udgaven, som har lagret lidt længere. Begge whiskeys er meget bløde og milde, og efter min mening ret kedelige at drikke rent. Reserven var dog noget mere spændende end standardaftapningen, men Jameson går også efter et rimelig bredt publikum, hvorfor deres whiskey egner sig væsentligt bedre til cocktails.
Det var Geoffrey Cantilao og hans højre hånd Michael Shone, som sørgede for at lave lækre cocktails til os. Geoffrey er tidligere chefbartender på The Union (som jeg tidligere har besøgt) og har for nylig åbnet sin egen bar, Balderdash.
Den første cocktail, som Geoffrey lavede til os, var en “Weeski”, som er fundet på af en gut, som hedder David Wondrich. Jeg synes, at det var en rigtig lækker cocktail, som havde en gennemtrængende appelsinsmag, der blev underbygget af whiskeyen, som gav dybde og sødme til cocktailen. Og I skal selvfølgelig ikke snydes for en opskrift – da Geoffrey er amerikaner, så er målene angivet i ounces, men jeg har prøvet at omregne dem til cl.
Weeski
- 2 oz (6 cl.) Jameson Whiskey
- 1 oz (3 cl.) Lillet Blanc
- 0,25 oz (0,75 cl.) Orange Curaçao
- 2 dash Orange Bitters
- 1 stykke appelsinskal
Rør alle ingredienserne med masser af is og strain over i et iskoldt cocktailglas. Garner med appelsinskal.
Michael Shone forbereder Jameson Umami Pickle Backs
Efter en lækker cocktail, masser af snak og hygge, så skulle der åbenbart shots på bordet i form af “Jameson Umami Pickle Back”. Vi var vist alle lidt skeptiske ved idéen om shots, men vi måtte jo hellere prøve. Geoffrey havde taget et glas ganske almindelige drueagurker fra Beauvais, lagt et par strimler sushitang i og ladet det trække natten over. Det ene shotglas blev så fyldt med denne tang-infuseret syltelage og det andet blev fyldt med Jameson Whiskey, og så skulle vi ellers ta’ et shot Jameson efterfulgt af et shot syltelage. Det var en lidt speciel oplevelse, og nok ikke noget jeg gentager.
Fiskeburger fra Fiskebaren i Kødbyen
Efter et lettere alternativt shot, så var det vist også ved at være spisetid. Fiskebaren, som er nabo til Mesteren & Lærlingen, hvor vi var, leverede en omgang fiskeburgere til eventet. Hertil skulle vi selvfølgelig ha’ en Jameson Ginger & Lime, men denne gang med tang-infuseret Jameson Whiskey.
Burgeren var super lækker og blev serveret med lækre fritter, en slags tatarsauce (hvis jeg husker rigtigt) og coleslaw. Fiskebøffen, som var i burgeren, var virkelig lækker og saftig og smagte skønt!
Geoffrey forbereder Bow Street Float
Inden aftenen sluttede skulle vi også have en lille dessert, som Geoffrey havde fundet på. En såkaldt “Bow Street Float”, hvor idéen var at efterligne cola med vaniljeis cocktail-style. Og til min overraskelse var dette faktisk super lækkert!
Bow Street Float
- 5 cl Jameson Whiskey, som har trukket med hele kaffebønner i min. 3 timer
- En god vaniljeis
- Fever-Tree tonic
- Sirup lavet på halvt maltsirup og halvt sukkersirup
Kom den kaffe-infuseret whiskey i et glas og kom en stor skefuld vaniljeis i. Top op med tonic og kom sirup udover.
En hyggelig aften med Jameson Whiskey
Det var bestemt en hyggelig aften i selskab med Jameson og bl.a. Rasmus fra feinsmeckeren.dk, Mikkel fra Mikkel Bækgaards Madblog og William fra Taste and Experience.
Det var ganske interessant at høre lidt nærmere om Jamesons historie og produktion, og selvom jeg holder mig fra at drikke Jameson Whiskey rent, så er det nu stadig en absolut glimrende whiskey til cocktails. Derudover var det spændende at smage de forskellige cocktails, som Geoffrey lavede til os, og jeg skal bestemt et smut forbi hans nye bar Balderdash ved lejlighed.
NB! Indlægget er lavet i samarbejde med Jameson Whiskey.