Copenhagen Gin Walk #5

Udgivet af den 22. september, 2014 i Drikkevarer | 0 kommentarer


Copenhagen Gin Walk - Nordisk Gin og Fever-Tree Tonic

I slutningen af sidste måned var jeg til Copenhagen Gin Walk, som var en aften i ginnens tegn, hvor vi besøgte fire forskellige cocktailbarer i København. Der blev lagt ud med verdenspræmiere på en ny dansk gin efterfulgt af bl.a. gin og tapas og cocktails og meatball sliders. 

Michael Sperling fra En Verden af Gin og Copenhagen Gin Club afholdt for knap et år siden den første Copenhagen Gin Walk og har siden da afholdt i alt fem Gin Walks. Dette var første gang, at jeg deltog i arrangementet, og jeg skal love for, at det endte med at blive en fornøjelig aften med masser af lækker gin og godt selskab.

 

Copenhagen Gin Walk - Grønlandsk urt "qajaasat"

Den grønlandske urt “Qajaasat” er 1 af 9 botanicals i den nye Nordisk Gin fra Nordisk Brænderi

 

The Bird & The Churchkey – præmiere på Nordisk Gin

Aftenen startede på øl- og ginbaren The Bird & The Churchkey, hvor Anders Bilgram fra Nordisk Brænderi præsenterede den nye Nordisk Gin. En gin, som består af tre forskellige destillater, heriblandt 15% æbledestillat. Ginnen består af i alt 9 forskellige botanicals, bl.a. enebær (selvfølgelig), havtorn, rosenblomster fra hybenrose og klitroser og den grønlandske urt qajaasat, som du kan se på billedet herunder.

Læs også: 3 cocktails med hyldeblomst

The Bird & The Churchkey serverede en Gin & Tonic med Nordisk Gin, Fever-Tree Tonic, frisk salvie og hindbær, hvilket fungerede rigtig godt sammen. Nordisk Gin har et let parfumeret og urtet præg med tydelige noter af æble og hyben, mens enebærren holder sig i baggrunden, hvilket gør det til en ret utraditionel gin. Personligt synes jeg godt, at enebærren kunne være lidt mere fremtrædende i ginnen, men det er selvfølgelig en smagssag.

Copenhagen Gin Walk - Weltkuglen

Weltkuglen – et twist på en klassiker

Efter en lækker nordisk Gin & Tonic på The Bird & The Churchkey gik turen videre til Weltkuglen, som er en af verdens ældste cocktailbarer. Her fik vi serveret en Lavender Tingle, som er Weltkuglens fortolkning af den klassiske cocktail Bee’s Knees. Lavender Tingle er lavet på Boodles London Dry Gin, lavendelhonning og citronsaft. Boodles Gin er en ret klassisk London dry gin, som – udover enebærren – har relativt tydelige noter af salvie og rosmarin, der begge er blandt de botanicals, som indgår i Boodles Gin. The Lavender Tingle var en lækker cocktail, og lavendelen gav en tilpas parfumeret note til cocktailen. Jeg synes dog, at honningen var en smule for dominerende.

Copenhagen Gin Walk - Weltkuglen - The Lavender Tingle

The Lavender Tingle hos Weltkuglen

Tapasbaren – gin og tapas

Mens vi sad og hyggede på Weltkuglen, var det begyndt at stå ned i stænger udenfor, men vi trodsede vejret og gik over på Tapasbaren. Her stod den på klassisk middelhavs-Gin & Tonic med Gin Mare og 1724 Tonic garneret med timian, lime og et enkelt kapersbær. Gin Mare er en dejlig krydret gin med tydelige noter af timian og appelsin, som passer rigtig godt sammen med 1724 tonic, som har masser af appelsin- og citrusnoter. En fantastisk Gin & Tonic serveret i store vinglas – så bliver det ikke meget bedre!

Copenhagen Gin Walk - Tapasbaren, Gin Mare og 1724 Tonic

Gin & Tonic med Gin Mare og 1724 Tonic hos Tapasbaren

Til vores Gin & Tonic serverede Tapasbaren (selvfølgelig) en tallerkenfuld tapas med tre små tapas; et stykke sprød toast med tomat og en super lækker seranoskinke, et stykke hjertesalat med en slags tunsalat (så vidt jeg husker) og granatæble og et stykke sprød toast med gratineret gedeost, hindbær og balsamico. Især de to med hhv. seranoskinke og gratineret gedeost var virkelig sublime!

Copenhagen Gin Walk - Tapas hos Tapasbaren

Tapas hos Tapasbaren

The Union Kitchen – Bubbles & Balls

Efter en lille portion lækker tapas og en stor Gin & Tonic gik turen videre til aftenens sidste stop: The Union Kitchen! Her stod den på “Bubbles & Balls” i form af en cocktail med cava (bubbles) og sliders med kødboller (balls). Der blev serveret tre forskellige slags sliders på et bræt med tolv sliders. De tre forskellige sliders var med hhv. kylling med karry, svinekød og blåskimmelost og en mere klassisk med oksekød og tomat. Det var nogle ret lækre sliders med en blød og saftig bolle. Cocktailen vi fik serveret var med Beefeater Gin, vandmelonlemonade, cava og agurk, og den smagte sådan set ganske udemærket, omend jeg synes, at den var lidt vandet i smagen. Da vi havde spist op og drukket ud takkede Michael af for endnu en hyggelig Gin Walk, og folk begyndte så småt at gå hver til sit.

 

Gin Walk – et anbefalelsesværdigt arrangement

Arrangementet kostede 360,- at deltage i, hvilket faktisk er ret billigt taget i betragtning af, at vi besøgte fire cocktailbarer, hvor vi fik en cocktail hvert sted, 3 af stederne fik vi også serveret den pågældende gin neat, og så var der også mad på både Tapasbaren og The Union Kitchen. Så hvis du har den mindste interesse for gin, så kan jeg varmt anbefale at deltage i fremtidige Gin Walks – jeg håber i hvert fald, at jeg har mulighed for at deltage igen en anden gang.

Copenhagen Gin Walk - Bubbles & Balls på The Union Kitchen

Bubbles and Balls hos The Union Kitchen

The Union – en skjult tidslomme i København

Overfor The Union Kitchen ligger The Union, som nok er en af byens absolut bedste cocktailbarer, så da arrangementet var slut, gik jeg en tur med Michael Sperling og et par af de andre gin walkers over på den anden side af gaden for at få en cocktail. Der er ingen skilte eller lignende, blot en sort facade, så The Union kan godt være svær at finde, hvis ikke man ved, hvor det ligger. Man skal kigge efter en sort dør med en ringeklokke i guld ved siden af, ringe på og vente på at blive lukket ind. Er stedet proppet kan de efter sigende godt finde på ikke at lukke flere ind. Både indretningen på The Union og den skjulte beliggenhed er inspireret af de amerikanske speakeasies (smugkroer) fra 1920’ernes forbudstid, og når du kommer indenfor er det ligesom at træde ind midt i 20’erne. Musikken, som bliver spillet på The Union, er det meste fra 1920’erne, 30’erne og 40’erne, som bestemt også er med til at sætte stemningen.

Copenhagen Gin Walk - The Union

Baren på The Union

Udvalget af spiritus på The Union er en af de mest imponerende, som jeg nogensinde har set i en bar. Der var ikke det, som de ikke havde! Og nu var det jo ginnen, som var interessant den pågældende aften, så vi spurgte bartenderen om han kunne lave en Fizz med Bloom Gin, som er en London dry gin med et relativt floralt udtryk og en smule sødme – udover det fik han frie hænder, og efter lidt tid fik vi hver serveret en perfekt balanceret Gin Fizz med blød og cremet skum på toppen. Bartenderen havde valgt servere to af dem med citronskal og to af dem med grapefrugtskal, og det var virkelig imponerende, hvor stor en forskel dette gjorde – det var nærmest som at få serveret to forskellige cocktails.

Bartenderne på The Union er virkelig dygtige, og de cocktails, som jeg fik serveret, var blandt noget af det bedste, som jeg nogensinde har fået. Både servering og kvalitet af cocktails er bestemt i top på The Union, og stemningen er ganske enkelt unik.

Alt i alt var det en super god aften og en rigtig god gin walk med masser af lækker gin, godt humør og et glimrende selskab.

Hvilken bar er din foretrukne cocktailbar?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Riiigeligt smør... direkte i din mailboks

 

Skriv dig op til mit nyhedsbrev og få besked i din mailboks hver gang, der sker noget nyt på bloggen.

Ved tilmelding modtager du en e-mail, som du skal bekræfte.

Mange tak for din tilmelding!