Et besøg på Kok & Vin

Udgivet af den 21. november, 2012 i Restaurantbesøg


Kok & Vin

Lige siden drengene bag den anmelderroste Østervemb i Nyborg lukkede ned og åbnede op for Kok & Vin i Odense, har kæresten og jeg haft lyst til at prøve at spise der – i lørdags skulle det så endelig være. Stilen er fransk bistro lidt a’la Restaurant No. 61 med hyggeligt porcelæn, åbent køkken og diverse franske skilte hængende på væggene. Det eneste, der ikke er så heldigt, er beliggenheden, da udsigten byder på et stort beton parkeringshus. Vi sad dog ikke ved vinduet, så jeg skal ikke kunne sige, hvorvidt det er noget, man vil lægge mærke til. 

Vi blev budt velkommen og vist hen til vores bord af en sød og smilende tjener. Vi startede aftenen med to glas Prosecco Cuvée Brut fra Carpene Malvolti i Italien og en omgang snacks bestående af chips af violette kartofler, nicoise oliven med timian og en rigtig lækker karl johan-mayo. Det var bestemt en dejlig måde at starte aftenen på. Vi bestilte begge bouillabaisse til forret og svampefarseret vagtel til hovedret. Hertil valgte vi en flaske 2011 Auxey-Duresses Vieilles Vignes fra Alain Gras i Bourgogne, som tjeneren anbefalede.

Kok & Vin - 2011 Auxey-Duresses Vieilles Vignes, Alain Gras

Kort tid efter vi havde afgivet vores bestilling, kom der lidt brød og smør på bordet. Brødet var ganske lækkert med en tæt krumme og sprød skorpe. Da vi havde spist vores lille snack blev den ryddet af bordet, og kort tid efter kom den søde tjener med rødvinen, hvorefter bouillabaissen blev serveret (billedet nedenfor) og præsenteret. Bouillabaisse er en traditionel provencalsk fiskesuppe fra Marseille med safran og diverse urter, som her blev serveret med rødspætte, rejer, jomfruhummerhaler og blåmuslinger. Dertil fik vi en skål brødcroutoner og en skål rouille, som er en slags tyk “sauce” lavet på brødkrummer, olivenolie, hvidløg og safran, der traditionelt serveres til bouillabaisse.

Læs også: Jomfruhummerbisque med cognac og fennikel

Denne bouillabaisse var dog ikke helt traditionel, da den havde fået et ordentligt skud piskefløde. Det gjorde dog kun suppen endnu bedre (hvornår har piskefløde sidst ødelagt noget?). Suppen var fyldig og intens med masser af smag, og fisk og skaldyr var lige som det skulle være. Rødvinen var rigtig lækker. Den var tør og lidt “jord-agtig” i smagen med en smule sødme, hvilket gav en glimrende balance i vinen. Den passede udmærket til den intense fiskesuppe uden at være et perfekt match.

Kok & Vin - Bouillabaisse med frisk fisk, safran og suppeurter

Efter forretten sad vi en passende mængde tid inden hovedretten blev serveret, og vi nød den hyggelige stemning i restauranten, mens kokkene stod i det åbne køkken og kokkererede, og tjenerne rendte rundt og servicerede de andre gæster.

Hovedretten blev serveret og præsenteret, og her stod den på svampefarseret vagtel (billedet nedenfor) med savojkål, hestebønner og gulerødder og en mos af kartoffel, selleri og jordskokker. Dertil en foie gras sauce – og det smagte bare godt! Vagtlerne var perfekt tilberedte og fyldt med den lækreste svampefars. Saucen var virkelig lækker og intens og smagte tilpas af foie gras uden, at det blev for meget. Derudover var det dejligt med en smule friskhed fra savojkål, hestebønner og gulerødder, som stadig havde lidt bid.

Vinen passede rigtig godt til vagtlen med den kraftige foie gras sauce og komplementerede retten ganske glimrende. Umiddelbart passede vinen bedst til vagtlen, men jeg synes stadig, at den fungerede udemærket til bouillabaissen, men det er selvfølgelig også svært at finde en vin, som passer perfekt til to forskellige retter, så vi var begge tilfredse med  tjenerens anbefaling af vin.

Kok & Vin - Svampefarseret vagtel med savojkål, suppe urter og foie grassauce

Efter tjeneren havde ryddet af bordet kom hun tilbage og spurgte om vi ønskede dessert eller vi lige ville vente et øjeblik – vi besluttede os for lige at sidde 5-10 minutters tid, inden vi bestilte dessert. Efter lidt tid kom hun tilbage med menukortene, så vi lige havde tid til at studere dem, mens vi drak det sidste rødvin.

Jeg var rimelig hurtig til at beslutte mig for en lun kirsebærclafoutis med vanilleiscreme (billedet nedenfor), mens kæresten valgte et udvalg af franske oste med hjemmesylt og smørstegt rugbrød. Til desserten skulle vi selvfølgelig også ha’ lidt at drikke, så tjeneren fandt et glas 2004 Taylor’s LBV portvin frem til mig og et glas hvidvin i form af en 2010 Chablis Vielles Vignes fra Gerard Tremblay i Bourgogne til kæresten.

Kok & Vin - Lun Kirsebærclafoutis med vanilleiscreme

Jeg har faktisk aldrig fået en rigtig clafoutis før, så jeg havde ikke det store sammenligningsgrundlag, men den jeg fik her smagte i hvert fald rigtig godt. En clafoutis er en klassisk fransk dessert, som laves af en slags pandekagedej med en masse kirsebær. Det smagte virkelig godt og vanilleisen var også rigtig lækker og passede godt til clafoutisen. Portvinen var jeg også meget tilfreds med – den smagte skønt og gik glimrende til min kirsebærclafoutis.

Læs også: Restaurant Aro – hygge og velsmag i det gamle autoværksted

Kærestens fik et ordentligt bræt med 7 forskellige franske oste (hun havde på forhånd frabedt sig blåskimmel ost), 5 skiver smørristet rugbrød, en skål med store lækre rosiner, som vist nok havde ligget i en eller anden lage, og en skål med syltet appelsinskal. Vi kan selvfølgelig ikke huske navnene på ostene, men der var 2 camembert, 1 fast komælksost, 2 rødkit (1 mild og 1 kraftig), 1 fast fåreost i krydderurter og 1 fast gedeost. Det smagte rigtig godt, men der var alt for meget. Derudover var den syltede appelsinskal lige kraftig nok og overdøvede de fleste oste, så den var lidt malplaceret på dette ostebræt – måske det havde passet bedre til blåskimmelost? Vinen passede nogenlunde til osten, men det kan selvfølgelig også være svært at finde en vin, som matcher 7 forskellige oste.

Det smørristede rugbrød var rigtig lækkert tilbehør til osten, og der var generelt en fin variation i ostene, da der både var nogle i den milde ende og nogle, som var noget kraftigere. Især den milde rødkit, fåremælksosten i krydderurter og gedeosten var hun vild med.

Kok & Vin - Udvalg af franske oste hjemmesylt og smørstegt rugbrød

Efter desserten/osten var vi begge propmætte og glade, og jeg valgte at slutte aftenen af med en espresso, som blev serveret i en rigtig fin lille kop. Kaffen var okay, men ikke fantastisk – umiddelbart tror jeg, at det var kaffe fra en Nespresso eller anden “kapsel-maskine”.

Vi havde selvfølgelig valgt nogle af de dyreste retter på menukortet, og vi fik både prosecco, snack, en flaske vin, vin til dessert/ost og en enkelt kop kaffe, så regningen endte på 1800,-, hvilket jeg synes er en ganske rimelig pris. Ønsker man en lidt billigere aften, kan man dog sagtens holde sig til månedens menu, hvor man får 3 retter for 300,- og vinmenu til 60,-/glas.

Vi havde en rigtig hyggelig aften med lækker mad, go’ vin og meget kompetent og behagelig betjening. Kok & Vin er en rigtig hyggelig restaurant i midten af Odense, som bestemt kan anbefales.

Kok & Vin ligger på St. Gråbrødrestræde, og du kan læse mere på deres hjemmeside på kokogvin.dk.

 

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.