“Snaps – Naturen paa flaske” af Rasmus Leck Fischer

Udgivet af den 16. december, 2013 i Anmeldelser og tests


"Snaps - Naturen paa flaske" af Rasmus Leck Fischer

Rasmus Leck Fischer har for nyligt udgivet en ny bog, der ligesom sin forgænger “Ukrudt” opfordrer læseren til at komme ud i naturen og benytte sig af nogle af alle de gratis råvarer. Som titlen på bogen afslører, “Snaps – Naturen paa flaske” så handler det denne gang om snaps. 

Bogen har en rigtig fin indledning med lidt generel information om plukning af urter i naturen og nogle grundregler til, når der skal laves kryddersnaps. Bogen er delt op i fire kategorier, hvor man først får Rasmus Leck Fischers bud på snapse, som bliver lavet på sommerens urter og bær. Dernæst handler det om snapse, som gør sig godt i cocktails, hvor der til hver opskrift er en opskrift på en cocktail. Herefter er der snapse, som gør sig godt til mad og sidst, men ikke mindst, snapse til kaffen, som udgør et glimrende alternativ til til cognac, whisky, etc.

Madsnapse

Ligesom “Ukrudt” er denne bog fyldt med en masse skønne billeder, som giver lyst til at afprøve alle opskrifterne. Jeg har dog ikke afprøvet nogle opskrifter i denne omgang, da de fleste urter og bær, som bliver brugt i opskrifterne, er uden for sæson på nuværende tidspunkt. Der er dog ingen tvivl om, at jeg skal ud og samle bær og urter til sommer, så jeg er klar til næste vinter. Heldigvis har jeg allerede haft gang i et par af mine egne kryddersnapse, som du kan læse mere om her: To slags hjemmelavet kryddersnaps.

Snaps på solbærblade

Rasmus Leck Fischers nye bog er fyldt med inspiration til folk, som gerne vil igang med at eksperimentere med at lave kryddersnapse og indeholder mange af de klassiske opskrifter på f.eks. slåensnaps og valnøddesnaps. Den indeholder dog også en god håndfuld knap så klassiske opskrifter, som f.eks. snaps på umodne skovfyrskogler, umodne conferencepærer eller humleskud. Ligeledes synes jeg, at hele afsnittet om cocktailsnapse er særdeles interessant, og det er bestemt noget jeg har tænkt mig at ekserimentere lidt med på et tidspunkt.

Så hvis du stadig mangler at købe årets mandelgave, eller en julegave, så er denne bog et oplagt bud. Bogen kan købes hos SAXO.com til 299,-.

Har du lavet kryddersnaps i år, og hvad er din favorit?

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.