Jeg har længe ønsket mig et ambitiøst sted, der serverer smørrebrød af høj kvalitet i Odense, og dette ønske er endelig gået i opfyldelse. I fredags åbnede Restaurant HOS nemlig for enden af Kongensgade, der fremover vil servere nutidigt smørrebrød og mindre a la carte-retter.
Parret bag Restaurant HOS
Navnet HOS er en forkortelse for Hemme og Spolum, som er navnene på parret bag restauranten. Michelle Hemme er udlært tjener fra Sortebro Kro og har en fortid på bl.a. Kok & Vin som restaurantchef, Formel b, Restaurant Sletten og Ruths Hotel, ligeledes som restaurantchef. Derudover er hun uddannet sommelier fra Dansk Sommelier Uddannelse og har bestået WSET Level 3. Jakob Spolum er udlært kok fra Ruths Hotel og har været både souschef på Munkebo Kro og køkkenchef på Restaurant Pasfall samt køkkenchef og medejer af Restaurant Sletten. Han har yderligere været en del af det danske kokkelandshold i flere år. Sammen har de nu realiseret deres drøm om at åbne deres egen restaurant i hjertet af Odense.
På Restaurant HOS er fokus primært på frokost, men der vil også være åbent til aften fredag og lørdag. Køkkenet har base i det danske og franske køkken med fokus på økologi og bæredygtighed. Michelle og Jakob har en ambition om som minimum at opnå bronze i det økologiske spisemærke, hvilket kræver at 30-60% af alle føde- og drikkevarer er økologiske. Menukortet byder på otte forskellige stykker smørrebrød af mere eller mindre klassisk karakter, som de har skabt deres egne versioner af. Priserne ligger på 70-110,- for et stykke smørrebrød, og det er bestemt rimelige priser. Derudover er der også mindre a la carte retter at vælge imellem, og menukortet vil løbende blive opdateret og tilpasset sæsonen. Hvad drikkevarer angår, så er der både mulighed for vin på glas eller flaske, øl, snaps samt diverse sodavand og hjemmelavet saft.
Nutidigt smørrebrød til frokost
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg elsker smørrebrød. Der er ikke noget som en god sildemad med en kold øl og en tempereret snaps til. Men det skal ikke bare være et stykke rugbrød med sild. Der skal være kræset for det, og der skal ligge tanke bag, og det gør der på Restaurant HOS. Maiken og jeg var begge spændte på at prøve Odenses nye smørrebrødsrestaurant, så vi bookede et bord, så snart der blev åbnet for reservationer i starten af året, og i lørdags ved middagstid var vi klar til en gang smørrebrød. Vi var begge fast besluttede på, at vi skulle have smørrebrød, men ikke desto mindre fristede a la carte-retterne, der bl.a. bød på cremet fiskesuppe med sorte trompetsvampe og tartelet med hanekylling og morkler. De lune retter må vi dog have til gode til en anden gang, og da Restaurant HOS som sagt også holder aftenåbent fredag og lørdag, så er det jo oplagt at prøve en dag.
Med otte stykker smørrebrød på kortet og en anbefaling på to serveringer per person, så var vi desværre nødt til at fravælge nogle stykker smørrebrød. Dette var lettere sagt end gjort, da de alle lød ret gode. Vi endte med at bestille fem forskellige stykker smørrebrød og dele det ene stykke. Vi snuppede begge en øl og en hjemmelavet snaps til vores smørrebrød, og selvom der generelt er et ret pænt udvalgt af drikkevarer til ganske fornuftige priser, så kunne jeg dog godt have ønsket mig et lidt mere omfattende og interessant udvalg af øl. Valgene falder på hhv. en Folkvang Bavarian Weissbier fra Munkebo Mikrobryg og en hybenrosesnaps samt en Berlin IPA fra The Man Behind og en porsesnaps.
Hjemmemarineret Nordsøsild med grillede løg, vagtelæg og kapers
Stegt og marineret dansk sild med flødestuvede kartofler, sennepskorn og persille
Suveræne sildeserveringer
Vi startede begge med et stykke med sild, der serveres på hjemmebagt rugbrød bagt med mæsk fra Albani Bryggerierne og smurt med fedt. Jeg havde valgt et stykke med hjemmemarineret Nordsøsild med grillede løg, vagtelæg og kapers, mens Maiken var hoppet på den stegte og marinerede sild, der serveres med flødestuvede kartofler, sennepskorn og persille. Og begge stykker sad lige i skabet! Den hjemmemarinerede sild er blandt de bedste, jeg længe har fået, og serveringen var helt perfekt balanceret. Silden var enormt delikat og velsmagende, og serveringen var flot komponeret med sødme og skarphed fra de brændte løg samt fedmen fra de perfekt kogte, smilende vagtelæg.
Med fare for at gentage mig selv, så gjorde det samme sig gældende for den stegte og marinerede sild. Silden var helt perfekt tilberedt og mindst ligeså delikat og velsmagende som den marinerede sild. Dertil var der de flødestuvede kartofler, der med sin fedme gav et perfekt modspil til den syrlige sild. Det var virkelig en genial servering, og jeg får svært ved ikke at vælge mindst en af de to sildeserveringer, næste gang jeg skal på Restaurant HOS og spise smørrebrød til frokost.
Efter de to sildeserveringer stod den på sprød rødspættefilet med skagensrejer, citronmayonnaise og grillet citron (som du kan se på billedet øverst i indlægget). Vi havde bedt om at dele serveringen, hvilket ikke var noget problem. Vi fik blot en ekstra (tom) tallerken ved servering, og så kunne vi selv dele spætten. Den perfekt sprødstegte panerede rødspætte var utrolig kødfuld og lækker og blev serveret på et stykke af det føromtalte rugbrød. Sammen med citronmayonnaise, syltede løg (hvis ikke jeg husker helt galt), lækre og saftige rejer, urter og grillet citron udgjorde det endnu en lækker servering, der dog ikke var helt på højde med sildeserveringerne.
Hanesalat af Gråsten hanekylling med tørsaltet bacon, svampe og parmesan
Tatar af dansk okse med fermenteret hvidløg, ramsløg og hjemmetørret oksehjerte
Cremet hanesalat og intens umamibombe
Ovenpå et par lækre fiskeserveringer sluttede vi frokosten af med hhv. et stykke med hanesalat og et stykke med tatar. Jeg snuppede hanesalaten, der var med hanekylling fra Gråsten og blev serveret på et stykke ristet brød, der var bagt på ølandshvede. Selve hanesalaten var velsmagende og dejlig cremet, men måtte efter min mening gerne have haft lidt mere knald på smagen, da den druknede en smule sammen med den revede parmesan og baconkiks, der var på toppen. Under den sprøde baconkiks var der også en fornuftig mængde karse, der desværre ikke rigtig gav ret meget til serveringen, samt skiver af rå champignon, der til gengæld fungerer rigtig godt sammen med hanesalat, bacon og parmesan.
Maiken havde allerede på forhånd besluttet sig for deres tatar, så den var der ikke tvivl om, da vi skulle vælge, hvad vi skulle have at spise. Tataren var af dansk okseinderlår og blev serveret på rugbrød med mayonnaise med fermenteret hvidløg, fermenteret ramsløg samt ramsløgskapers, syltede løg, sprøde hvedekerner og ultratynde skiver af saltet og tørret oksehjerte. Og hvis du ikke allerede har gættet det, så er der altså her tale om en seriøs umamibombe! Det var et virkelig intenst og velsmagende stykke smørrebrød… men næsten også for intenst. Smagsmæssigt fungerede det rigtig godt, men man blev også bare ret hurtigt mættet – og det var selvom vi faktisk delte serveringen og kun spiste et halvt stykke hver. Så selvom det smagte virkelig godt, så blev stykket desværre også hurtigt lidt for meget umami (is that a thing?) til vores smag.
En skøn frokost på Restaurant HOS
Efter at have delt 5 stykker smørrebrød, så gik vi begge godt mætte og glade fra Restaurant HOS efter en virkelig dejlig frokost. Taget i betragning af, at Restaurant HOS nærmest lige havde slået dørene op, da vi var forbi til frokost, og at der var fuld restaurant, så var der ingen slinger i valsen. Restauranten summede af glade gæster, betjeningen var høflig, uformel og ikke mindst professionel, og selvom personalet uden tvivl havde rigeligt at se til, så ventede vi ikke for længe mellem serveringerne eller lignende. Restaurant HOS havde fuldt hus til frokost både fredag og lørdag, og jeg lod mig endda fortælle, at folk havde stået og ventet på ledige borde til deres første frokostservice om fredagen. Og med smørrebrød på det niveau, som vi fik serveret, så vil det undre mig, hvis ikke dette fortsætter.
Anbefalingen på to stykker smørrebrød per person er meget passende, og vi havde på ingen måde brug for det ekstra stykke smørrebrød, vi bestilte, vi havde blot svært ved at vælge. I min bog var det helt klart de to sildeserveringer, der stod stærkest, men de resterende tre serveringer var alle lige i hælene på dem, og der skal ikke meget fintuning til, før de er på niveau med sildene. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg kommer forbi Restaurant HOS igen, både til frokost, men jeg vil bestemt også gerne prøve deres aftenmenu.
Du finder Restaurant HOS i Kongensgade, og du kan se den aktuelle menu samt drikkekort og læse mere på restauranthos.dk