Nu lader det til at foråret endelig er kommet til Danmark, og så går der (forhåbentligt) ikke længe før alle de friske spæde grøntsager begynder at dukke op – det bliver skønt! Men indtil da må vi gøre, hvad vi kan for at nyde de rodfrugter, der stadig er tilbage fra vinteren.
Forleden lavede vi disse lækre selleribøffer, som et forsøg på at lave noget anderledes med rodfrugten mange hader; knoldsellerien. Sellerien blev revet og rørt sammen med forskellige lækkerier til en fars, hvorefter den blev formet til små bøffer og stegt på panden.
Læs også: Vegetarburger med kikærtebøffer – opskrift på vegetarisk burger
Inspirationen til selleribøfferne blev fundet hos The Food Club, som er en rigtig lækker madblog fyldt med smukke indbydende billeder – tak for inspirationen.
Selleribøffer og mindre kød i hverdagen
Da min kæreste og jeg primært køber frilands-/økologisk kød, er der som studerende ikke råd til kød hver dag. Derfor har vi valgt at spise lidt mindre kød og så eksperimentere lidt mere med forskellige vegetariske retter – som f.eks. disse selleribøffer. Dette kan godt være lidt af en udfordring, da vi er vant til ofte at tage udgangspunkt i et stykke kød. Det er derfor også en god måde at lære at tænke lidt anderledes i forhold til ens tilgang til sammensætningen af et måltid, så man ikke altid tager udgangspunkt i kødet.
Vi spiste selleribøfferne over nogle dage, hvor jeg to dage serverede dem med ovnbagte kartofler og en simpel salat og den sidste dag med dampet broccoli og spejlæg på toppen. Alternativt vil man f.eks. også kunne bruge selleribøfferne i en god burger.
Vegetariske selleribøffer med ost
Ingredienser
- 500 g selleri revet
- 1-2 fed hvidløg finthakket
- 75 g rasp
- 5 æg
- 75 g pecorino eller anden fast ost som f.eks. parmesan, manchego, vesterhavsost, etc.
- Et bundt kørvel kan erstattes med anden krydderurt efter humør
- Evt. lidt friskhakket chili
- 1 tsk. fint salt
Sådan gør du
- Skræl sellerien og riv den på et groft rivejern.
- Skyl og hak kørvelen.
- Riv osten på et rivejern og bland alle ingredienserne godt sammen i en skål.
- Lad farsen hvile i ca. 30 min. på køl.
- Steg evt. en tester for at tjekke tilsmagningen af farsen inden du steger resten.
- Form farsen til bøffer og steg dem ved jævn varme på en pande i lidt olie indtil de er gyldne.