Hjemmelavet ravioli med tun og rosmarin

Udgivet af den 1. september, 2013 i Fisk og skaldyr, Pizza, pasta og ris


Ravioli med tun

Her i sommerferien havde Maiken og jeg et vennepar på besøg, hvor vi havde besluttet os for et italiensk tema, og så skulle der da laves hjemmelavet ravioli til forret. Ravioli er endnu en ting, som jeg længe har haft lyst til at prøve at lave, og nu skulle det så være. Det er sådan set ikke særlig svært at lave, men det tager lidt tid så gå endelig igang i god tid. 

Kulinarisk Sydfyn købte jeg bl.a. noget rigtig lækker tun på dåse, som lå i olivenolie med citron, hvilket jeg valgte at bruge som fyld i mine raviolier. Raviolierne blev kogt perfekt al dente og serveret med lidt brunet rosmarinsmør og parmesan henover og pyntet med tallerkensmækkere og havesyre fra altankassen. Simpelt og lækkert!

Ravioli med tun

Det kræver ikke nødvendigvis noget specielt udstyr at lave hjemmelavet ravioli, selvom en pastamaskine gør livet lidt lettere. Efter pastadejen var rullet ud brugte jeg et lille glas til at udstikke runde stykker af dejen, som hver fik en klat tun og et “låg”, hvorefter raviolien blev lukket sammen med lidt æg.

Raviolierne blev lagt ved siden af hinanden på et stykke bagepapir indtil de skulle bruges til forretten. Jeg havde 12 raviolier i overskud, som blev lagt i en plastikbøtte og sat i køleskabet selvom jeg frygtede, at de ville klistre sammen – hvilket de selvfølgelig gjorde. Så næste gang bliver de lagt i ét lag, hvis der er nogen tilovers. Har du erfaring med at tørre hjemmelavet ravioli, må du gerne smide en kommentar nedenfor, så jeg undgår det bøvl med sammenklistrede raviolier næste gang.

Ravioli med tun

Til den dejlige simple forret serverede jeg et godt glas toscansk hvidvin – nemlig en 2011 Pomino Bianco fra Marchesi de Frescobaldi, som er lavet på chardonnay og pinot blanc. Denne blanding giver vinen en tilpas og elegant fylde. Vinen var dejlig frisk med en delikat blomsterduft og havde en fin syre, som fungerede rigtig fint til den lidt fede tun, parmesan og smør.

 

Opskrift på hjemmelavet ravioli med tun, rosmarinsmør og parmesan

Nedenstående opskrift resulterede i 28 raviolier, og jeg serverede 4 raviolier pr. mand, hvilket passede fint som en forret. Så opskriften er til ca. 6-7 personer som forret.

Ingredienser

  • Hjemmelavet pastadej af 150 g tipo 00 mel, 50 g durummel og 2 æg (se hvordan du lavet pastadejen her)
  • 3 små ds. tun af god kvalitet (pr. dåse: 80 g – drænet vægt: 52 g)
  • 1 æg, sammenpisket
  • 100 g smør
  • Et par knivste rosmarin
  • Friskrevet parmesan til servering

Dræn tunen og rør den op med lidt salt og peber i en skål og sæt den til side.

Når pastadejen tages ud af køleskabet deles den i 2 eller 4 dele. Kør dejen igennem pastamaskinen på bredeste indstilling, fold den og gentag indtil du har en smidig dej – dette kan selvfølgelig også klares med en kagerulle. Når dejene er rullet smidig rulles den helt tyndt ud, 1-2 trin af gangen på pastamaskinen. Jeg endte på trin 8 ud af 9, hvilket viste sig at være en fin tykkelse.

Udstik eller skær dejen ud i passende størrelse, læg lidt tun på den ene halvdel, pensl den anden halvdel med lidt sammenpisket æg og saml raviolien. Undgå så vidt muligt, at der kommer for meget luft i raviolien. Læg løbende raviolierne på et stykke bagepapir så de ikke klistrer sammen.

Rosmarinsmørret laves ved at smelte smørret langsomt i en gryde ved medium varme sammen med et par kviste rosmarin. Lad smørret brune så det får en skøn nøddeagtig smag.

Raviolierne koges i ca. 2 min. i letsaltet vand. Anret dem på en tallerken, hæld lidt rosmarinsmør over og riv lidt parmesan udover. Pynt evt. med havesyre og tallerkensmækkere.

God appetit

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.