Bagt kuller og Pommes Anna med Krondild

Udgivet af den 15. oktober, 2015 i Fisk og skaldyr


Bagt kuller med porre og pommes anna med Krondild

Når der er fisk på menuen herhjemme, så ender det ofte med et stykke stegt fisk, men nogle gange ryger fisken også bare i ovnen, og i denne omgang stod den på bagt kuller med porrer og Pommes Anna med Krondild fra Arla Unika. 

Som jeg tidligere har nævnt, så modtager vi en dejlig kasse fisk fra Skagenfood hver anden uge, hvilket gør det væsentligt nemmere at få spist mere fisk i hverdagen. Det betyder også, at vi får spist en del forskellige slags fisk i stedet for altid bare at spise laks og torsk, som valget ofte falder på, når man står nede ved den lokale fiskehandler. Denne gang fik vi en kasse med en portion flotte fileter af kuller, som er en mager fisk i torskefamilien, der minder en del om torsk og sej. Kødet har dog en lidt mere fast konsistens end torskens, og så er flagerne lidt mindre. Kulleren må fanges hele året rundt, men størsteparten fanges fra august til november. Jeg har valgt at tilberede fisken i ovnen for at give den en lidt mere skånsom tilberedning og for at fremhæve fiskens delikate smag og struktur.

Bagt kuller og pommes anna med Krondild

Pommes anna med ost

Jeg har valgt at holde tilbehøret til den bagte kuller relativt simpelt, og jeg serverede derfor et par blancherede og stegte porrer og en lille Pommes Anna med et twist af krondild. Her blev de tynde kartoffelskiver nemlig lagt i lag med en af mine yndlingsoste: Krondild fra Arla Unika, som bliver produceret på Troldhede Mejeri. Det er en hvidskimmelost, hvor der tilsættes krondild via salt direkte til ostemassen, kort før osten hældes på formen og rulles i krondild. Osten er en dejlig intens og cremet hvidskimmelost og har en skøn smag af krondild. Da dild og fisk er et klassisk match, så ønskede jeg at bruge osten dels til at bidrage med smagen af krondild, som er noget mere markant end almindelig dild, men også for at give fedme og fylde til retten, og jeg synes faktisk, at det lykkedes ret godt.

Læs også: Brandade med fennikel, kærnemælk og dildolie

Udover at være en enormt velsmagende ret, så er opskriften her også mit bidrag til en opskriftskonkurrence, som Ost & ko kører for tiden. Ost & ko er en kampagne, der har til formål at fremme ostekulturen i bl.a. Danmark, og den opskriftskonkurrence de kører er for madbloggere og går ud på “at udvikle en nyskabende, inspirerende og smagfuld opskrift” med udgangspunkt i ét af to temaer. Jeg har valgt temaet “Ost – bling på din ret”, hvor osten skal være en del af retten uden at overdøve de andre elementer, og det synes jeg faktisk lykkedes ret godt med denne opskrift på bagt kuller og Pommes Anna med Krondild. Du kan læse mere om konkurrencen på Ost & kos hjemmeside.

Bagt kuller med porre og pommes anna med Krondild

Bagt kuller og Pommes Anna med Krondild

Fisken kan erstattes med torsk eller sej, hvis ikke du kan få kuller. Jeg valgte at lave små Pommes Anna i ramekiner, men man kan selvfølgelig sagtens lave én stor Pommes Anna.
Ingen stemmer endnu
Udskriv Pin Rate
Ret: Hovedret
Køkken: Dansk/Fransk
Forb. tid: 20 minutter
Tilb. tid: 30 minutter
Samlet tid: 50 minutter
Antal: 2
Forfatter: Martin Villumsen

Ingredienser

  • 300 g kullerfilet
  • 4 store kartofler
  • 70-80 g Arla Unika Krondild
  • 2 porrer
  • Smør
  • Lidt frisk dild

Sådan gør du

Bagt kuller

  • Kom lidt god olivenolie på fisken, giv den godt med salt og lad den stå og temperer.
  • Bag fisken i ca. 5 min. ved 200 grader.

Pommes Anna med Krondild

  • Snit kartofler fint på et mandolinjern og læg dem i lag med krondild i små ramekiner. Husk at krydre med salt ind imellem. Kom evt et stykke bagepapir i bunden, hvis de skal vendes ud af formen ved servering.
  • Læg en klat smør på toppen og bag dine Pommes Anna i ca. 30 min. ved 200 grader (bagetiden varierer selvfølgelig fra ovn til ovn og alt efter, hvor store ramekiner du bruger).

Porrer

  • Skær toppen af og fjern de yderste lag.
  • Halver porrerne og blancher dem i letsaltet vand i 3-5 min.
  • Dup porrerne tørre med lidt køkkenrulle og steg dem af i en god klat smør så de får lidt farve.

Noter

Server den bagte kuller på en varm tallerken (varm evt. tallerkenerne et par minutter i ovnen) med de stegte porrer og Pommes Anna. Smelt evt. en ekstra klat smør på panden med porrerne inden servering og hæld lidt smør over fisken ved servering. Pynt med frisk dild.
Har du prøvet en af mine opskrifter?Nævn @rigeligtsmordk eller tag #rigeligtsmordk!

Indlægget indeholder affiliatelinks.

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vurder opskrift




This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.