Som du måske har bemærket, så er jeg lidt af en kaffenørd, og jeg elsker at kræse for min kaffe. Herhjemme brygger vi ofte 1-2 kopper kaffe af gangen, og især Maiken bruger ofte vores store Moccamaster til at brygge én kop kaffe, så da jeg blev tilbudt at teste Moccamaster Cup One, som er en miniudgave af den håndbyggede klassiker, skulle der ikke meget overvejelse til.
Men hvad skal man med en kaffemaskine, som kun kan brygge én kop af gangen? Tiden det tager for vandet at løbe igennem kaffen er afgørende for smagen af den endelige kop kaffe, og ved at brygge én kop kaffe på en maskine, som er beregnet til at brygge en kande af gangen, får man ikke et særlig godt resultat. Moccamaster Cup One er ifølge Moccamaster selv rettet mod små husholdninger, studerende, kontorfællesskaber og alle andre, som ønsker at brygge én god kop kaffe af gangen – altså et glimrende alternativ til alle de kapselmaskiner, der efterhånden findes.
I mange år har de forskellige mælkedrikke som Caffe Latte og Cappucino domineret kaffemarkedet og været blandt de foretrukne kaffedrikke landet over, men sort kaffe er på vej tilbage, og flere danskere foretrækker efterhånden en sort kop kaffe brygget på gode, friskkværnede bønner, så alle kaffens smagsnuancer kommer til sin ret.
At brygge en god sort kop kaffe er efterhånden lidt af en videnskab, og det er noget, som man hurtigt kan bruge meget tid og mange penge på. Det vigtigste er dog at bruge kaffebønner af god kvalitet – jeg bruger primært friskristede bønner fra Øristeriet, som du kan læse mere om her – som er friskkværnet. Det er at foretrække at bruge vand med lavt kalkindhold (f.eks. kildevand), da kalken neutraliserer syren i kaffen, og så er det selvfølgelig vigtigt, at kaffen bliver brygget ved den korrekte temperatur (ml. 92 og 96 grader) og har den korrekte gennemløbstid.
Tekniske facts
Moccamaster Cup One er som den eneste 1-kops filterkaffemaskine i verden blevet godkendt af European Coffee Brewing Center/ECBC, som er en europæisk standard for korrekt bryggetemperatur, bryggetid og serveringstemperatur.
Under brygningen er temperaturen 92-96 grader, og Moccamaster Cup One brygger 3,3 dl sort kaffe på ca. fire minutter og slukker automatisk, når vandet er løbet igennem.
Moccamaster Cup One leveres med to specialdesignede porcelænskopper med silikonegreb i samme farve som maskinen (som du kan se på billederne), 10 to-go papkrus med låg og 80 kaffefiltre til maskinen. Derudover er maskinen lanceret i et eksklusivt antal på 2.500 stk.
Test af Moccamaster Cup One
Ved første indtryk virker maskinen ikke særlig eksklusiv, og selve maskinen virker lidt bastant af en “lille” en-kops kaffemaskinen at være. De medfølgende porcelænskopper er rigtig fine, og jeg synes, at to-go kopperne er en glimrende idé, men de 10 medfølgende kopper bliver hurtigt brugt op.
Nu har Maiken og jeg efterhånden brugt kaffemaskinen i ca. 3 uger, og man kan ikke komme udenom, at den brygger en ret god kop sort kaffe! Maskinen brygger kaffen direkte ned i koppen, hvilket faktisk er meget smart. Der er dog ikke nogen form for drypstopper på maskinen, så enten skal man vente yderligere nogle minutter på, at maskinen drypper helt af, eller også skal man lade de sidste dråber ende i kopholderen. Kopholderen er dog lavet af plastik og er lige til at tage af, så den er nem at rengøre. Det skal dog siges, at hullet, hvor kaffen køber igennem er så lille, at hvis ikke man husker at skylle filterholderen, så stopper den til. Der medfølger en lille plastikdims, som man kan bruge til at rense det lille hul med, men ellers kan man bruge en anden lille spids genstand.
Som Moccamaster reklamerer med, så bliver kaffen brygget på ca. 4 minutter fra maskinen begynder at brygge til den er færdig. Der går dog lige et halvt minuts tid med opvarmning af vandet inden selve brygningen begynder.
Nu da vi har en almindelig Moccamaster kaffemaskine i forvejen, så var det jo oplagt at sammenligne maskinen med den, så derfor prøvede jeg at brygge en kop kaffe på begge maskiner og sammenligne dem. På begge maskiner bryggede jeg kaffen med 330 g koldt vand og 20 g friskkværnede bønner fra Øristeriet (Sidamo Suke Quto Gr. 1 Operation Cherry Red). På den store klassiske Moccamaster løb kaffen igennem på ca. 2,5 min., og på Moccamaster Cup One løb kaffen igennem på ca. 4,5 min., så allerede der er der en stor forskel.
Da jeg smagte på de to kopper kaffe, var jeg enormt overrasket over, hvor stor forskel der var. Kaffen, der var brygget på min store Moccamaster, smagte ganske enkelt ikke godt. Den smagte lidt tyndt, bittert og var nærmest besk i smagen sammenlignet med kaffen, der var brygget på Cup One. Der var heller ikke rigtig nogen fremtrædende syre i kaffen, som den ellers plejer at have. Brygget på Moccamaster Cup One smagte kaffen meget bedre; den var blød og rund, og kaffens smagsnuancer kom til sin ret, og kaffen havde en fin frugtig syre.
Den endelige dom
Moccamaster Cup One er en kaffemaskine, der brygger en rigtig god kop sort kaffe, og den er et rigtig godt alternativ til alle de kapselmaskiner man efterhånden kan få. Efter at have sammenlignet maskinen med vores “store” Moccamaster, så er det også gået op for mig, hvor stor en forskel der rent faktisk er på at brygge én kop kaffe på de to maskiner.
Personligt synes jeg dog, at designet kunne have været lidt mere lækkert og eksklusivt og mindre robust, men dette er selvfølgelig en smagssag. For vores vedkommende er det største irritationsmoment ved maskinen dog mængden af kaffe, der bliver brygget; vi synes ganske enkelt, at 3,3 dl er for stor en kop kaffe, og vi forstår ikke, hvorfor den ikke er lavet til at brygge 2,5 dl, som svarer til et almindeligt krus kaffe. Vi reducerer dog bare mængden af vand til 2,5 dl og kaffe til 15 g, hvilket stadig giver en rigtig god kop kaffe. Igen er dette lidt en smagssag, og jeg er sikker på, at mange vil se det som en fordel, at den brygger en god stor kop sort kaffe. Derudover, så kan det godt være lidt træls, hvis man glemmer at skylle filterholderen, og den er stoppet til næste gang man sætter maskinen til at brygge en kop kaffe.
Både Maiken og jeg synes faktisk, at det er en rigtig fin maskine på trods af de små irritationsmomenter, som kræver lidt tilvænning, og der er ingen tvivl om, at Moccamaster Cup One brygger en rigtig god kop sort kaffe. Du får ikke en ligeså god kop kaffe, som hvis du brygger på Aeropress eller Hario V60, som jeg personligt foretrækker, men det er til gengæld væsentlig hurtigere og nemmere at få Moccamasteren til at brygge for dig.
Indtil videre har jeg kun kunne finde kaffefiltre til Moccamaster Cup One til salg på Moccamasters hjemmeside til 29.95,- for 80 stk., hvilket er en ganske fornuftig pris. Der kommer dog lige 50,- oveni for fragtomkostninger, og så er prisen lige pludselig en helt anden. Jeg håber, at kaffefiltrerne kommer til salg andre steder, eller at Moccamaster vil tilbyde fri fragt (eller at sende filtre som en almindeligt brev), da det ellers hurtigt bliver en dyr affære at skulle købe filtre til maskinen.
Moccamaster Cup One har en vejlende pris på 1.449,- og forhandles bl.a. af Wupti.com. Som sagt er det en rigtig fin maskine, som brygger en rigtig god kop kaffe, og der er ingen tvivl om, at den fortsat vil blive brugt herhjemme.
NB! Kaffemaskinen er sponsoreret af Moccamaster, men jeg har forbeholdt mig retten til at skrive mine egne holdninger om maskinen, så alt, hvad der står i dette indlæg, er min helt egen mening.