Udvalget af frokostrestauranter i Odense har længe været domineret af diverse caféer, nogle bedre end andre. Der findes dog enkelte steder, som skiller sig lidt ud, og for et par uger siden stod den på tapas, da Maiken og jeg spiste en dejlig frokost på Bar Snik Snak i Odense.
Vi var oprindeligt blevet inviteret til et event i anledningen af lanceringen af mademyday i Odense, men det blev desværre aflyst, så det har vi stadig til gode. mademyday er en App, hvor man kan købe et gavekort og forkæle andre med små oplevelser/gaver som f.eks. 2 kop kaffe, et par glas vin eller lignende. mademyday fungerer ved, at man via sms sender et gavekort til en man holder af. Personen vil så modtage gavekortet som en sms, der nemt kan indløses på det pågældende sted. Gaverne, som man har mulighed for at købe, er primært mad- og drikkevarer (med få undtagelser) og er alt lige fra 2 kopper kaffe eller vin til en middag for to. På nuværende tidspunkt har man mulighed for at give gavekort til steder i København, Aarhus, Aalborg og Odense.
Da lanceringen af mademyday i Odense blev aflyst fik jeg, som et lille plaster på såret, en tapas for to på Bar Snik Snak, som endte med at udgøre en dejlig frokost.
Bestillingen på Bar Snik Snak foregik ved at udfylde en lille bestillingsseddel med hvilke og hvor mange tapas, vi ønskede. Umiddelbart ikke en metode jeg er fan af, da det til en vis grad lægger tjenerens arbejde over på gæsterne, men i den pågældende situation, hvor der skal bestilles så mange forskellige småretter, så gav det faktisk fin mening. Vi endte med at bestille 7 tapas af forskellige størrelse og en skål flæskesvær, hvilket skulle vise sig at være ganske passende.
Efter lidt tid fik vi hele vores bestilling på én gang, og så var der ellers serveret. Vi havde begge bestilt en skål stegte padronpebre (som du kan se på det øverste billede i indlægget), som er en meget mild chili, der steges hårdt og serveres med salt – og de smagte skønt! Jeg elsker de salte og let bitre chilipebre. Flæskesværende, som vi havde bestilt, smagte udemærket, men der var lidt lovligt meget fedt på til vores smag. Derudover havde vi bestilt en portion julesalat med gratineret gedeost på brød og granatæblekerner (billedet herunder), en portion hønsesalat med syltede rødløg og rugbrød (billedet herover), en artiskokcreme og tomat-/chilidip med forskelligt brød og et par lammekoteletter med æblechutney (billedet nederst i indlægget).
Gratineret gedeost er altid en succes og oven på en god skive brød sammen med de let søde granatæblekerner og den bitre julesalat fungerede det rigtig godt. Der var dog lige rigeligt julesalat og man kunne måske godt have tilberedt den lidt og/eller skåret den ud i lidt mindre stykker.
Der var måske ikke så meget spansk tapas over hønsesalaten, men til gengæld smagte den rigtig godt. Nu er jeg godt nok helt tosset med syltede rødløg og spiser det gerne til de fleste ting, men det fungerede altså (også) rigtig godt til den fuldfede hønsesalat. Hønsesalaten var ifølge menukortet med estragon, men det var der ikke nogen af os, der kunne smage (eller se for den sags skyld) – det havde ellers været et lækkert twist på hønsesalaten.
Artiskokcreme og tomat-/chilidip blev serveret med et udvalg af forskellige brød – både blødt og sprødt – som hverken synede eller smagte af hjemmebag. Artiskokcremen smagte dejligt af artiskok og var lækker at sidde og spise med lidt sprødt brød. Tomat-/chilidippen smagte også udemærket, men vi kunne sagtens have nøjes med artiskokcremen.
Sidst men ikke mindst, så havde vi begge bestilt en portion lammekoteletter med æblechutney, som var stegt helt perfekt. Lammet var dejligt mørt og smagte skønt, og fungerede rigtig godt sammen med æblechutneyen. Jeg var dog lidt forvirret over, at lammekoteletterne blev serveret varme på en stuetempereret tallerken med en køleskabskold æblechutney – var det en kold eller varm ret? Jeg havde nok foretrukket, at de flotte lammekoteletter blev serveret på en varm tallerken med en lun æblekompot, men bortset fra det, så smagte det virkelig godt.
Ingen af os havde spist på Bar Snik Snak før og vi havde længe snakket om, at vi gerne ville prøve det. Det var bestemt en positiv oplevelse og et rigtig godt alternativ til alle de caféer, som dominerer frokostudvalget i Odense. Betjeningen var venlig og maden smagte rigtig godt, men der er også plads til små forbedring på nogle punkter. Umiddelbart lader det til at retterne, til en hvis grad, er delt op i forretter, hovedretter og desserter selvom det hele står under “Tapas” på menukortet. Derfor virkede det lidt underligt, at det hele blev serveret på én gang, da vi så spiste det varme larm først (som i den analogi må siges at være en “hovedret”), hvor det måske havde givet bedre mening at spise nogle af de andre kolde retter først. Når det så er sagt, så var al maden rigtig lækker og veltilberedt, og vi kommer gerne igen en anden gang. Jeg vil i hvert fald gerne ind og spise aftensmad på Bar Snik Snak.
Bar Snik Snak er sidenhen lukket.
NB! Indlægget er lavet i samarbejde med mademyday, men al tekst og billeder er mine egne.