På en langsom søndag morgen, hvor man rigtig skal hygge og ikke behøver at skynde sig, der er det virkelig luksus med sådan en omgang nybagte scones. Vi spiste dem på netop sådan en søndag, og med en varm kop kaffe og et blødkogt æg til så er lykken gjort. De gør sig dog også godt til eftermiddagskaffen eller måske som en del af en brunch.
Variationer af scones
Det er ikke første gang jeg bager scones, men førhen har jeg altid bagt dem med chokolade og mere set dem som en slags kage til kaffen. I denne omgang prøvede jeg noget nyt og tilsatte i stedet tørrede tranebær og kardemomme. Kardemomme er mit yndlingskrydderi for tiden. Det er et skønt, varmt og hyggeligt krydderi især her i vintermånederne. Sammen med tranebærrene smagte det rigtig dejligt. Vi flækkede de nybagte scones og smurte koldt smør på – det er bare godt! Det er som sagt lidt luksus at spise disse scones til morgenmad, men nogle gange må man gerne forkæle sig selv lidt med noget ekstra lækkert.
Læs også: Hjemmelavet knækbrød – en nem opskrift på knækbrød
Man kan sagtens vælge at udelade kardemomme og tranebær og i stedet tilsætte hakket chokolade, hvis man foretrækker det. Rosiner er også en god mulighed. I det hele taget kan man gøre lige som man vil med sine scones – mulighederne er mange!
Læs også: Fastelavnsboller med remonce og mørk chokolade
Når man bager scones, så er det vigtigt, at man ikke ælter dejen, men blot lige samler den inden man former den og skære den ud. Dette er en lidt våd dej, men det kan sagtens lade sig gøre at få dem formet og skåret ud, og de færdige scones er lækre og saftige. De er klart bedst helt nybagte, og de skal helst spises den dag, de er bagt. Heldigvis så er de nemme og hurtige at bikse sammen, så man kan lave dem på ingen tid, så de er klar til morgen- eller eftermiddagskaffen.
Ingredienser
- 200 g hvedemel
- 2 tsk. bagepulver
- ½ tsk. salt
- 30 g sukker
- 1 tsk. stødt kardemomme
- 50 g koldt smør
- 1 æg
- ½ dl mælk
- 50 g tørrede tranebær
Sådan gør du
- Mel, bagepulver, salt, sukker og kardemomme blandes sammen i en skål. Den kolde smør smuldres i med fingrene.
- Tilsæt tranebær, æg og mælk og miks dejen sammen med en gaffel.
- Vend dejen ud på et meldrysset bord og saml den hurtigt (den skal ikke æltes, men blot lige samles sammen).
- Form dejen til en firkant på ca. 3 cm tykkelse og skær 8 stykker ud.
- Bag dine scones ved 200 grader i 10-12 minutter.
Noter