Frokostsalat med kikærter og bulgur

Udgivet af den 13. november, 2012 i Salater


Frokostsalat med kikærter og bulgur

Herhjemme er vi så småt begyndt at eksperimentere med at lave forskellige salater til frokost, da kæresten har lidt barndomstraumer over kedelige og lettere smattede rugbrødsmader i madpakken. Så vi prøver ihærdigt at gøre frokosten mere spændende end den hidtil har været, og her har vi forsøgt os med en frokostsalat med kikærter og bulgur.

Kombinationen af kikærter og bulgur fungerer faktisk rigtigt godt i en salat og er med til at gøre det til en ret mættende salat, som udgør en fin frokost. Denne frokostsalat er krydret med spidskommen, balsamico og citronskal og -saft, der sammen med rød peberfrugte, squash og fennikel udgør en dejlig krydret frokostsalat. Hvis det skal være rigtig luksus kan man evt. tilsætte lidt feta og et ordentlig skyd hakkede krydderurter, f.eks. bredbladet persille eller basilikum – det vil kun gøre frokostsalaten bedre.

Selvom denne salat udgør en glimrende frokost kan den selvfølgelig også bruges til andet. Jeg kunne i hvert fald sagtens forestille mig at servere den til en go’ ovnstegt kylling (evt. krydret med lidt paprika), en stor og lækker svinekotelet med skaft og det hele, en langtidsstegt lammekølle eller en grillet lammesteg.

 

Opskrift på frokostsalat med kikærter og bulgur

Opskriften mætter ca. 4 munde til frokost og kan sagtens holde sig en 4-5 dage i køleskabet.

Ingredienser

  • 400 g kikærter (tørrede)
  • 2 dl bulgur
  • 2 røde peberfrugter
  • 1 squash
  • 2 fennikel
  • 1 økologisk citron, skal og saft heraf
  • 2 tsk. stødt spidskommen
  • 0,5 dl spsk. balsamico
  • 0,5 dl spsk. olivenolie
  • Salt & peber

Start med at udbløde kikærterne i rigeligt vand natten over (ca. 10-12 timer).

Dagen efter koges kikærterne i masser af vand i ca. 40 min. og bulguren koges i 3 dl letsaltet vand i ca. 10 min. Begge dele sættes til side. Vent med at blande det sammen.

I mellemtiden skæres peberfrugt, squash og fennikel ud i passende stykker og sættes til side.

Kom grøntsagerne i en bradepande sammen med de kogte kikærter, citronskal og -saft, spidskommen, balsamico, olivenlie og salt og peber. Vend det hele godt sammen og bag det i ovnen ca. 45 min. ved 200 grader (almindelig ovn). Rør rundt i det en 2-3 gange undervejs.

Vend det hele sammen med bulguren når det kommer ud af ovnen og smag til med salt og peber.

God appetit

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.