Så blev det tid til første indlæg med billede taget med det nye kamera. For jer der ikke har set, at jeg har fået opgraderet min iPhone 4 til et rigtig lækkert Nikon DSLR kamera.
Efter vi havde spist igår aftes var både kæresten og jeg lidt lækkersultne, så jeg gik i køkkenet for at se, hvad jeg kunne finde på, hvilket der kom denne lækre crumble ud af.
Læs også: Galette med blommer, honning og timian
Vi havde et par æbler, en pose solbær (som jeg havde plukket sidste år) i fryseren, lidt hvid chokolade og hasselnødder liggende, så jeg gik straks igang. Normalt bager man en crumble i et tærtefad, men da jeg bare skulle lave to portioner, brugte jeg mine små Le Creuset stentøjsgryder.
Læs også: Fastelavnsboller med remonce og mørk chokolade
En crumble er nok verdens nemmeste kage og består bare af frugt og en crumble-dej, som tager 2 min. at bikse sammen. Frugten kan selvfølgelig varieres i det uendelige, ligeså vel som nødderne (hasselnødder kan f.eks. erstattes med mandler) og sukkeret (man kan f.eks. bruge rørsukker eller muscovadosukker i stedet for alm. sukker) kan varieres.
Jeg valgte at komme lidt grofthakket hvid chokolade i sammen med solbærerne for at give lidt ekstra sødme til crumblen.
Opskrift på crumble med æble og solbær
Opskriften passer til 2 små Le Creuset stentøjsgryder.
Ingredienser
- 2 æbler
- 1 håndfuld solbær
- ca. 30 g hvid chokolade
- 40 g mel
- 40 g sukker
- 40 g koldt smør
- 30 g hasselnødder
- En ekstra klat smør og sukker til formene
- Skyr til servering
Start med at lave crumble-dejen; bland mel, sukker og smør sammen. Smuldrer det med fingrene til det har samme konsistens som revet parmesan. Hak nødderne groft og bland dem i dejen.
Smør formene med smør og drys med sukker. Hak chokoladen. Skær æblerne ud og læg et lag æbler i bunden. Fordel solbærerne ovenpå sammen med den hvide chokolade. Fordel resten af æblerne ovenpå (husk at der også skal være plads til dejen).
Slut af med et lag crumble-dej, der dækker helt. Bag dem i ovnen ved 180 grader til de er flotte og gyldne (ca. 30 min.)
Server med en klat skyr.
God appetit