Ferie i Paris III – franske kager og bistromad

Udgivet af den 25. august, 2011 i Rejser


Ferie i Paris - Maille på Place de la Madeleine

Dette er sidste indlæg om vores ferie i Paris. Mandag morgen gik vi en tur ned af Rue des Martyrs, hvor vi fandt en lille café, der havde morgenmad. Vi fik lidt baguette, en croissant, marmelade og en kop kaffe/te og så var vi fit for fight!

Efter morgenmaden tog vi metroen ud til Rue Etienne Marcel i det 2. arrondisement for at kigge i nogle køkkengrejsbutikker. Planen var at tage ud til en kæmpe køkkenbutik der hedder E. Dehillerin. Det viste sig så bare at den var lukket. Vi fandt aldrig ud af, om det var fordi, at de havde lukket om mandagen eller fordi de holdt sommerlukket. Men til gengæld kom vi forbi en butik med primært bageudstyr der hedder Mora og en anden køkkengrejbutik (der ligger lige overfor Mora) som jeg har glemt hvad hedder.

Bread & Roses – fantastiske franske kager

Efterfølgende tullede vi lidt rundt i området og kiggede i butikker, og satte os ind på en tilfældig café og fik en boeuf tartar med fritter og mayo og et glas beaujolais til frokost. Efter frokosten tog vi metroen ind til Place de la Madeleine. Det var præcis, hvad vi havde forestillet os, at Champs Elyseé ville være. Den ene luksusbutik efter den anden. De vildeste “supermarkeder” med de lækreste og mest indbydende frugt- og grøntafdelinger, masser af champagne, foie gras og andre delikatesser. Maison de la Truffe, som er en trøffelforretning, der udelukkende forhandler trøfler og varer med trøffel. Maille (hvis facade du ser ovenfor), som kun solgte sennep. De havde tre forskellige slags sennep på fadhaner. Så kunne man købe en lille krukke med frisktappet sennep til €8-€10 for 100 g, og så kan man komme og få fyldt krukken op igen for €2. Derudover havde de et kæmpe udvalg af forskellige sennep’er. Dette er kun en brøkdel af forretninger, der er i det område. Alle de største designerbutikker som Gucci, Givinchy, Dior, Chanel etc. ligger op og ned af hinanden på den plads.

Ferie i Paris - Verdens bedste kage: Les Cannelés

Efter at ha’ gået lidt rundt på pladsen gik vi ned mod Forge de Laguiole, som ligger lige i nærheden af Place de la Madeleine, for at kigge. Lige ved siden af lå der et lille bageri/restaurant/delikatesse, hvor vi satte os for at få en kop kaffe og lidt kage. Det skal så lige siges, at alle steder vi har været, har vi kigget efter et sted, der havde cannelés’er, og vi havde mere eller mindre opgivet. Men da vi mindst ventede det stod de der… lige der, mellem alle de andre enormt lækre kager bag glasset. Og så blev vi jo nødt til at smage vores første cannelés. Og i det øjeblik konkluderede vi begge, at det er verdens bedste kage! Jeg kan slet ikke forestille mig, at der findes en kage, der kan hamle op med en cannelés. Udenpå er den lækker karameliseret og indeni er den helt souffle-agtig, blød og svampet, med smag af vanilje og mørk rom. Det var absolut den bedste kage vi nogensinde har smagt.

Ferie i Paris - Verden bedste citrontærte hos Bread & Roses

Udover les cannelés, delte vi også en citrontærte, og det var virkelig også en god citrontærte. Den var ikke i nærheden af les cannelés, men det var en god citrontærte. Det skal så også lige siges, at vi kom af med €22 for to kopper kaffer, en cannelés og en citrontærte, men det var virkelig også godt, hver en euro værd. Stedet hedder Bread & Roses og er et besøg værd hvis man er på disse kanter. Deres kager så simpelthen så lækre ud og vi havde bare lyst til at købe det hele. Et fantastisk sted at sætte sig, hvile benene og få en kop kaffe… og et lille stykke kage.

Auberge du Clou – mere fransk bistromad

Derefter gik vi rundt og kiggede lidt mere i området og tog så metroen tilbage til hotellet, slappede lidt af og gjorde os klar til aftensmad. Vi havde ikke nogen plan for aftensmaden mandag, så vi gik bare afsted og håbede, at vi ville støde på en restaurant, der så tiltalende ud. Vi endte med at gå et pænt stykke uden held, eftersom mange af stederne holdt sommerlukket. Til sidst fandt vi dog et sted, som lå ret tæt på vores hotel, hvor vi satte os. Det var en lille lokal bistro, der havde et menukort med en masse klassiske franske bistroretter.

Ferie i Paris - Klassisk fransk gratineret løgsuppe

Vi bestilte en halv flaske 2009 Chapelle de Venenge fra Beaujolais til maden og snuppede begge en klassisk gratineret løgsuppe til forret. Og det smager jo bare skønt, det kan man ikke komme uden om.

Ferie i Paris - Onglet med aligot og bearnaisemayo

Til hovedret fik jeg et stykke oksenyretap, stegt bleu, med en lille bearnaisemayo, der ikke var noget at råbe hurra for, og så en kæmpe skål aligot. Aligot er kartoffelmos rørt op med friskost, hvidløg og og fløde, og det smager bare godt! Pga. friskosten får det sådan en stringy konsistens som smeltet ost har.

Ferie i Paris - Pølse med aligot og sennepssauce

Maiken havde bestilt en pølse til hovedret. Den blev også serveret med aligot, og ligesom min oksenyretap, blev det serveret meget rustikt. Udover aligot’en fik hun en lille skål sød sennepssauce til. Alt på denne bistro var enormt rustikt, og det synes jeg bestemt var en del af charmen. Det hele smagte rigtig godt på trods af, at det egentlig ikke så særligt spændende ud. Da vi var ved at være færdige med vores hovedret, kom der to franskmænd og satte sig ved siden af os. De lignede nogle, der havde været på arbejde hele dagen og lige skulle ha’ en bid mad inden de skulle hjem i seng. De bestilte 1,2 kg meget bleu bøf, med lidt forskelligt sauce, en kæmpe skål aligot og en stor flaske bourgogne til deling. Der blev jeg nok en smule misundelig, men vores mad smagte nu også rigtig godt, og vinen fejlede bestemt heller ikke noget.

Vi sluttede midagen af med en café serré til mig og en café creme til Maiken og kom af med €75 for det hele.

Auberge du Clou
30 Avenue Trudaine
75009 Paris
Tlf.: 01 4878 2248

 

Cul de Poule – lækker fransk frokost

Tirsdag startede vi dagen med kaffe, croissant og yoghurt på Brioche Dorée overfor vores hotel. Så tog vi metroen ud til Jardin des Plantes for at gå en tur rundt i dyreparken. Der brugte vi nogle timer, og tog så metroen tilbage til hotellet, hvor vi sad og slappede af en halv times tid. Så gik vi ned på Cul de Poule (som du kan læse mere om i andet indlæg om vores tur), hvor vi spiste aftensmad søndag, for at spise frokost. Deres frokostmenu var endnu billigere end aftenmenuen, og maden holdt samme niveau. Man kunne få to retter for €15 og tre retter for €18.

Ferie i Paris - Salat med røget kyllingebryst

Maiken startede sin frokost med en røget kyllingesalat med avokadocreme, smagt til med frisk koriander – de var generelt ret glade for frisk koriander på Cul de Poule, men de forstod også at begrænse sig. Jeg synes nemlig hurtigt, at det kan blive for meget med frisk koriander, men de formåede at holde en fin balance. Det var en lækker salat, og det røgede kyllingebryst var i hvert fald en succes.

Ferie i Paris - Gazpacho på gulerod

Jeg fik en gazpacho lavet på gulerod, som faktisk smagte ret godt.

Ferie i Paris - Skindstegt doradefilet med quinoasalat

Til hovedret fik jeg et kæmpe stykke skindstegt doradefilet oven på en quinoasalat med grønne bønner, hestebønner og ærter. Det smagte formidabelt og var et rigtig lækkert stykke fisk. Dertil drak jeg vist nok et glas hvid bourgogne.

Ferie i Paris - Confiteret andelår med mos af sweet potatoes

Maiken fik et stykke confiteret andelår med en puré af sweet potatoes (ligesom vi fik til lammet). Det smagte også rigtig godt, og andelåret var lækkert, sprødt og mørt.

Ferie i Paris - Panna cotta med oreo

Selvom vi egentlig var ved at være godt mætte bestilte vi alligevel dessert. Jeg var både lidt skræmt og lidt fristet af deres panna cotta med oreo. Jeg synes umiddelbart ikke, at oreo er nogen fantastisk opfindelse, tværtimod. Men en panna cotta med det? Jeg blev nødt til at prøve det. Og det smagte sådan set fint nok. Det var bare liiiige tungt nok til min smag. Det var lige før, at det var lidt ulækkert, men så fik jeg da prøvet det.

Ferie i Paris - Yoghurt med mangocreme

Maiken fik en klat yoghurt med en rigtig lækker mangocreme, som jeg faktisk var lidt misundelig på, efter jeg fandt ud af, hvor tung min panna cotta var. For hele frokosten inkl. et glas vin og en flaske vand kom vi af med €48. Efter frokosten gik vi tilbage til hotellet efter vores baggage og tog så afsted mod lufthavnen.

 

Skøn ferie i Paris

Alt i alt havde vi en rigtig god ferie i Paris. Vi fik set en masse, og vi spiste og drak rigtig godt alle dagene. Har man ikke været i Paris er det klart et besøg værd. Jeg vil i hvert fald tilbage dertil på et tidspunkt. Det er et fantastisk folkefærd, og de snakker stort set allesammen en smule engelsk. Inden vi tog afsted, havde vi hørt fra mange, at franskmændende enten ikke snakkede engelsk, eller ikke ville, og det oplevede vi stort set ikke. Der var én franskmænd, som slet ikke snakkede engelsk, ellers var det intet problem at kommunikere med dem. Derudover havde alle de restauranter vi var på menukort på engelsk. Paris er en fantastisk by, og jeg kan næsten ikke vente til jeg engang kommer tilbage.

Du finder første indlæg om vores ferie i Paris her og andet indlæg her.

Martin Villumsen

Passioneret mad-, vin- og surdejsnørd med et hjerte, der banker for hjemmelavet mad af gode råvarer i sæson. Jeg er altid på jagt efter små lokale producenter og råvarer af høj kvalitet, og jeg elsker at formidle denne viden i form af opskrifter og beretninger her på bloggen.